Bør jeg være bekymret, eller skal jeg være tålmodig? {{forumTopicSubject}}

Jeg regner jo egentlig normalt mig selv iblandt de "garvede" kattedamer, da jeg har haft kat hele livet, var registreret opdrætter i 5 år og har været plejemor for moderløse hittekillinger de sidste 6 år... og i øvrigt har læst stolpe op og stolpe ned om katteadfærd, pleje, aktivering, sundhed og sygdomme osv. osv. gennem tiden.

Men, men, men... jeg kan godt mærke, at det efterhånden er en del år siden, jeg sidst har forsøgt at sammenføre voksne katte, og at det heller ikke er noget af det, jeg har størst erfaring med... og det gør mig til lidt af en bekymret hønemor.

Så nu kunne jeg godt tænke mig lidt råd og erfaringer her inde fra...

For knap 14 dage siden flyttede Amanda ind hos os. Amanda er 8 år gammel og har en fortid som først hittekilling og internatkat og sidenhen familiekat, indtil familien fik en ny jagthund, som ikke ville lade Amanda være, og ejer derfor til sidst spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at overtage Amanda...

Den første tid gik egentlig over al forventning. Der var selvfølgelig knurren og hvæsen, når hun syntes, de andre katte kom for tæt på, og hun har helst villet være i vores stue; typisk enten på fjernsynsbordet, i vindueskarmen eller i kradsetræet, så der har jeg måttet stille mad, vand og bakke ind, men ellers har hun virket selvsikker og rolig, og overfor min kæreste og mig er hun meget sød og kælen. Og vores andre katte har gradvist fået lov til at komme tættere og tættere på, før hun bliver "sur" og advarer om, at nu er det altså tæt nok.

Hvad vores andre katte angår, har de været nysgerrige, men forsigtige overfor hende - nogle dog lidt modigere end andre.

De sidste par dage har min ene birmakastrat, Skye, imidlertid været lidt af en strid banan overfor stakkels Amanda. To gange har jeg "fanget" ham i at jage Amanda og daske ud efter hende. Der er røget et par små totter, men ingen af dem er kommet til skade. Dog har jeg lidt det indtryk, at Skye af og til forsøger at holde Amanda væk fra det mad og vand, jeg har stillet frem til hende. Nogle gange kan han sidde rigtig længe på gulvet i stuen og bare nidstirre hende, så hun ikke tør komme ned fra vindueskarmen, eller hvor hun nu sidder (er mit indtryk).

Indtil videre har jeg ladet dem ordne sagerne selv uden at blande mig, da jeg som udgangspunkt tror på, at det er det bedste - de skal jo have afklaret, hvem der bestemmer.

Men jeg er da lidt bekymret over Skyes adfærd, og over at Amanda efter 14 dage stadig stort set ikke bevæger sig udenfor vores stue (hun har været ude i køkken/alrummet et par gange, men har ikke vovet sig længere ud i huset)... Hvad er jeres erfaringer med sammenføring af voksne katte? Skal jeg bare tage en dyb indåndning og regne med, at det bare lige er noget, de skal have overstået, og at de så vil kunne fungere sammen bagefter, eller gør jeg ret i at være bekymret?