ØV for en start på dagen. {{forumTopicSubject}}

Jeg skulle idag til dyrlæge kl 08:15 med Putti, til hendes årlige vaccination og sundhedstjek.
Jeg havde sat uret til kl kvart i syv, da jeg har brug for en del tid til at vågne om morgenen, og min far ville komme en times tid senere for at køre os.
Kl tyve minutter i otte vågner jeg ved at min tlf ringer. Det var min far, der snart var på vej ned til os.
Jeg må springe op og hoppe i tøjet, og forsøge at se bare nogenlunde frisk ud.
Han ringer så et kvarter senere, og der har han holdt der i næsten ti minutter. ARGH. Jeg var SÅ stresset.

Får pakket putti ned i kassen, og da jeg kommer ud i opgangen har jeg glemt mine nøgler. Jeg stiller putti og henter dem, og går ned. Da jeg næsten er ved døren ud til, finder jeg ud af at jeg har glemt Puttis sundhedsbog.
Dobbelt ARGH. Jeg skynder mig op og henter den, og da jeg smækker døren, som nøglerne sidder i, kommer min nøglering i klemme, så jeg må stå og hive og flå for at kunne dreje nøglen så jeg ku få den ud.

Idet jeg skal til at tage putti op, støder jeg ind i min sure gamle underbo, og hun spørger mig om jeg godt ved at man ikke må have kat her. (I en sur tone).
Pga mit stress osv, siger jeg at Putti ikke er min.
Og hun svarer "Jo det er sku så! Den sidder altid deroppe". P*s, tænker jeg, men jeg har travlt så jeg skynder mig afsted. Ude i bilen ærger jeg mig bare over at jeg sagde hun ikke er min. Dét kan jeg sku ikke løbe fra. Enten skulle jeg have sagt "Ejjjj Guuuuud må man virkelig ikke have kat her?" og spillet fuldstændig dum..
Eller også skulle jeg have sagt sandheden. Ja det er min lille skattepige, og ja, jeg ved godt man ikke må have kat. Men jeg passer hende godt, og det eneste i vil mærke til det, er når hun/de sidder i vinduerne.
Hvis jeg var hende, ville jeg klart have mere respekt for en person som ikke står og åbenlyst lyver mig op i ansigtet.

Det er jo nemt at sidde med alle de bedre svar bagefter.

Jeg overvejer lidt at gå ned og tage en snak med hende.
MEN så har jeg snakket med både min far og Per (min kæreste) og nu vil vi så flytte. Til et sted hvor man godt må have kat.
Og det kan jeg altså bare ikke lade vær med at glæde mig til.
Så det endte da godt. Putti var SUPER dygtig ved dyrlægen. Ikke et pip fra hende, og hun sad bare så fint mens dyrlægen mærkede, lyttede osv på hende.
Og bedst af alt, hun er sund og rask.

Håber bare at hun ikke klager, min underbo, så vi kan nå at finde noget andet inden. Ellers kan vi heldigvis bo hos min far indtil da..