Du gjorde en killing fortræd {{forumTopicSubject}}

En pige, jeg kender, har skrevet denne lille historie, og hvis I har læst den før, så spring den over.
-----------

DU GJORDE EN KILLING FORTRÆD
Af Helle Lenschow

Denne historie er inspireret af Nemo, en sommerhuskat, der blev brugt som levende legetøj, kasseret og efterladt i en grøft i en alder af cirka seks uger. Nemo lider stadig af frygt for at blive forladt i dag – flere måneder efter, at jeg hentede ham på Galten Dyreklinik. Han er sky, kan ikke lide børn og bærer præg af at være kommet alt for tidligt fra sin mor.

----------------

Jeg tænker ikke så tit på dig mere, men af og til slår det mig: Hvorfor blev jeg mon smidt ud? Er jeg ikke en god nok kat?

Du fandt mig ved min mors side. Jeg sov, og du tog mig med uden at spørge nogen om lov. Min mor kalder, men du går videre. Dine børn vil have en kat, og i sommerhuset er der rigeligt med plads.

Det næste, jeg husker, er hænder. Der løfter mig, bærer mig, taber mig og klemmer mig. Jeg piver, forsøger at fortælle, jeg er bange, men børnene bliver bare ved. Jeg kalder på min mor, men hun er for langt væk til at høre mig. Den nat sover jeg hos en pige. Hun er sød, men klemmer mig alt for hårdt.

Der går to uger. I giver mig mad, og I vil hele tiden lege. Jeg er så træt, savner ro til at sove. Som alle andre små killinger gør. Barnet løfter mig, taber mig og får fat i min hale, jeg vender mig brat og slår ud. Pigen skriger, du råber op og slår mig. Mit hjerte banker af skræk.

Den nat sover jeg under sofaen. Jeg skal tisse og gør det på gulvet, tør ikke gå på bakken den nat.

Jeg sidder i en bil. I en papkasse. Du kører for stærkt. Jeg mærker din vrede, og trykker mig mod kassen bund. Ville ønske jeg kunne løbe væk. Men mine ben er små, og mine kræfter rækker ikke. Alligevel hvæser jeg forsvarsberedt, da de hænder, der slog mig i går, igen griber mig i nakken og kaster mig bort.

Jeg lander i græsset, hører din bil speede op. Du er væk. Har forladt mig i regnen. Jeg kalder på min mor, på pigen, på huset, på tæpperne, ja selv på dig. Jeg sidder i grøften længe. Venter og håber. Men I er bare rejst væk.

Sulten driver mig fremad, gennem regnen på trætte ben. Jeg burde ikke gå her, blandt biler, der suser forbi. Men ingen ser mig – jeg er bare en lille killing. Forfrossen, bange og forladt.

Der er stemmer længere fremme, jeg sætter farten op. På p-pladsen foran butikken er der en dame, der samler mig op. Jeg hvæser, men hun smiler bare. For sikke en farlig lille fyr! Så tager hun mig ind under jakken, og varmen får mig til at falde i søvn.

Da jeg vågner, er jeg bag tremmer. I et eller andet mærkeligt bur. Her lugter af andre dyr og medicin. Der står en pige og ser ned på mig. Hendes øjne er rare og varme. Jeg rejser mig, begynder at spinde, føler at noget vigtigt står på spil.

Nu bor jeg igen i et hus. Med have og andre katte. Her er mad og varme og tryghed. Endelig rolig igen. Og pigen hun sir, at hun elsker mig, og at jeg skal bo her altid. Og selv om jeg ikke tænker på dig og dit svigt, så tit nu som før, så frygter jeg stadig, at pigen en dag siger stop. At hun slår mig eller smider mig ud af sin dør, så jeg igen er forladt.

Men hun siger godt nok, at hun elsker mig, og jeg håber inderligt, at det varer ved. Hver aften så sover jeg hos hende, jeg spinder og er så glad.
Dybt i mit hjerte der håber jeg virkelig, pigen altid vil synes, at jeg er en god nok kat…