Dyrlæge uden empati! {{forumTopicSubject}}

Hej.. jeg bliver simpelthen nød til at dele min historie med andre katteelskere, da jeg simpelthen er blevet rystet over en dyrlæges manglende empati.

Vores mis havde indtil her igår været forsvundet i lidt over en måned. Vi har ledt så mange gange efter ham og kaldt på ham i nærområdet af hvor vi bor, men uden held. Vi havde opgivet tanken om at finde ham igen, og tænkte at folk nok havde ret i at han var gået hjemmefra for fredeligt at ligge sig til at dø. Han var trods alt 15 år gammel, mens vi trøstede os ved tanken om at han havde haft et godt liv.
Her igår morges ringer der så en dyrlæge fra en by omkring 7 km væk fra hvor vi bor. Ja, der var en der havde bragt vores mis ind og han var blevet aflivet her fredag. Han havde haft ringet dagen før, mandag, men ikke lige fået fat på os. A hva tænkte jeg bare. Hvordan i alverden er han havnet der?
Han havde åbenbart været helt udmarvret og dårlig kunne gå. Han fortalte at han havde søgt i kattens værns database for at finde vores kats øremærke, men uden held, så han havde valgt at aflive katten kort efter.

Er simpelthen så gal. Han har jo inærmest ikke forsøgt at finde os. Vi har altså købt vores kat ved Inges Kattehjem og ikke Kattens Værn og har derfor ingen anelse om at denne database eksisterer. Da vi så nævner at vi står i Inges Kattehjems database, så fnyser han og siger "ja, men den er jo også gratis". Øh ja, men troede da at når katten både var registeret ved Inges Kattehjem samt den dyrlægeklinik, vores dyreklinik, som de rent faktisk har sommerferiesamarbejde med hvert år, så burde man da være sikret. Og som sagt kendte vi ikke til databasen og vi har altså aldrig sparet på noget der omhandler ham.

Er desuden heller ikke overbevist om at vores mis ikke kunne være reddet. Hans dårlige gang kan begrundes med at han fordi han har været væk i over en måned, og derfor ikke har fået sin medicin for henholdvis gigt og epileptiske anfald. Har ernæringsscreenet en del menneskelige patienter i mit liv og hvis katten ellers vil spise efter ikke at have fået noget i over en måned, så ville der være håb. Han havde ikke engang forsøgt at give vores mis noget at spise. Ikke at det måske var lykkedes for ham, da Missermand nok har været bange og muligvis ikke længere haft lysten til mad, men kan være en af os ville have haft større held. Den chance gav han os aldrig. Ikke engang chancen for at være der til at få Missermand til at føle sig tryk i det sidste minut af sit liv, samt at vi kunne tage afsked med ham. Min teori er at han nok skulle hjem og holde weekend og det ville være dyrt at opbevare en kat
Da vi hentede vores mis igår i en kasse, havde dyrlægen ikke lige tid til at snakke, men veteranærsygeplejersken lovede at få ham til at ringe, hvilket han også gjorde. Vi fik nummeret på dem som fandt vores mis, så vi kan ringe her senere idag for at takke dem for at de tog Missermand til dyrlægen, men udover det var han overhoved ikke interesseret i at høre på noget man sagde. Kunne mærke at han var dybt irriteret over overhoved at skulle ringe til os. Han havde lidt den attitude "jamen det er jo bare en kat" uden at sige det direkte. Huskede da også lige at informere os om at regningen for aflivningen på 1200 kr senest skulle betales den og den dag.
Er vant til at dyrlægerne på vores klinik er så søde, flinke og ikke mindst indfølende. De ringede engang for at høre om Missermand havde fået det bedre efter han var begyndt på medicin mod hans epileptiske anfald. Synes jeg var fint. Fik derfor et chok over hvordan denne dyrlæge på denne klinik manglede empati over vores tab. Forstår slet ikke man kan være sådan!