Godt nok ked - og skuffet! Godt nok ked - og skuffet!

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette her indlæg. Måske et par trøstende ord? Eller hvad jeg nu skal stille op.

For et par uger siden fandt jeg nede i byen, denne killing på den gang ca. 6 uger.
En lille dreng. Det var rigtig sent om aftenen, men alligevel ofrede jeg min tid, holdte ind til siden efter jeg var ved at påkøre den, sporede den og prøvede at lokke den til mig. Efter en time var der bid. Bogstavelig talt.

Han var meget sulten og i grådigheden, fik jeg lige et fiskenet henover ham. I kampens hede fik jeg et gevaldigt bid i fingeren, som jeg først 'bed mærke i', da jeg sad på toilettet derhjemme og måtte græde over min noget dunkende ringefinger, hvor det sivede ud med blod. "Den satans vildkat!!!"

Der gik et par dage og så havde nysgerrigheden overtaget alle signaler om farer. Den lille killing blødte hurtigt op alt i mens jeg fik en aftale om amme stablet på benene. Jeg fandt en opdrætter, der tilbød sin moderkat, der kun havde fået en enkelt killing på ca. samme alder.
"Vi skal ikke have flere katte!" havde manden sagt, selvom han nær sad og græd søndag morgen, der var dagen lille Suki skulle afsted. Jeg måtte lytte til min fornuft og fortælle ham en ekstra gang, at en mormis og en søster ville være langt bedre for ham, selvom vores ,den ene voksne kat, var livet meget op og fjollede en del med ham.
Ja, det var jo rigtig nok og over middag kørte vi afsted.

Hun havde en større flok katte, og lille Suki blev sat i flokken uden større problemer ud over hans skepsis over for det nye sted. Vi havde en lang og god snak med opdrætterne (mand og kone), der havde sørget for lidt at drikke og lidt kage, det var hyggeligt og vi kørte derfra med en god mavefornemmelse. Vi havde jo understreget flere gange, at de bare skulle ringe, hvis han ikke fungerede i flokken, for så ville vi bare hente ham igen og beholde ham, nu hvor han fungerede så godt hos os.
Vi modtog et billede dagen efter. Siden hen hørte jeg desværre ikke noget. Spurgte så til det, hvor - og nu kommer det rigtig uhyggelige - jeg får at vide, at opdrætteren har sendt ham VIDERE ud til noget familie! Som i at hun har solgt en ikke-salgsklar kat til sin søn og svigerdatter "fordi de klikkede!" og han jo ikke fungerede i hendes flok. Han er på dette tidspunkt knap 8 uger. Hvorfor hun ikke havde kontaktet mig så, er en gåde!
Jeg er dybt skuffet og rigtig ked af det! Har tilbudt at hente ham, betale udgifterne, der har været i forbindelse med pasning af ham, men det virker ikke til hun er interesseret i at det kunne være en løsning... "Nu er han jo videre, og han har det godt-tonen".

Der blev ikke skrevet kontrakt eller noget, men vi aftalte, at hvis der var det mindste, skulle de kontakte os - det skulle de ikke tøve med!
Og ellers ville plan A være at han kom ud i samme hjem som hendes single-killing. Kunne han ikke det, skulle vi igen kontaktes. Og pludselig har hun givet ham videre uden at blinke uden vores viden og det er på en måde hans 3. hjem nu!
Nej, der var ikke fast aftale om at han var VORES!!!, men jeg mener nu, vi har understreget mere end rigelig, at vi rigtig gerne ville have ham tilbage!!!

Nu ser jeg ham ikke igen Og vi var bare blevet så glade for ham og det liv, han bragte med sig ind i hytten. At have killinger er nu noget helt særligt. Især når man kæmpede sådan, som jeg gjorde med den lille skid.
Men er det mig, der er helt tåbelig? For mig virker det lidt som nogen, der fandt en smutvej til at få en killing, der var noget mindre end normalt, "så den var jo rigtig sød". Eller noget

Billedet er af ham, mens han er en rigtig bandit