En trist afslutning.. {{forumTopicSubject}}

Alt var den i den bedste orden og livet kørte som smurt - havde en fantastisk tid med begge mine katte, men så skete der noget tragisk.
Havde aftenen til den 20. april lukket begge katte ud for at få luft og løbe lidt omkring (tænkte at det var passende at de begge havde fået 'okay' fra dyrlægen efter sterilisation). Kaldte begge katte ind omkring kl. 22, men det var kun Mis der kom løbende..
Var meget undrende, men begge katte havde sovet ude i skuret natten over før, så tænkte ikke yderligere over det.. Kæmpe fejl!!!
Blev vækket morgenen efter at min overbo der bankede på døren - 'Du skulle nok lige gå ud og se på din lille sorte kat Nikita, den sidder og bløder ude i haven' sagde han.
Gik i PANIK og løb derud... Glemmer aldrig det syn og det giver mig tårer i øjnene stadig og tænke på.
Min lille Ruby sad på stenene og kunne se blodspor rundt omkring hende. Greb hende op og skreg af skræk da jeg opdagede at hun manglede næsten alt pels og hud på begge bagben - begge ben var hævede voldsomt og hun var meget svag.

Fløj ind i bilen med min kæreste mod dyrlægen, stor tudende og meget uforstående. Kiggede Ruby i øjnene og kunne se at hun var taknemlig på en måde.
Dyrlægens' første reaktion var simpel 'Det ser ud til at din kat er blevet ramt af en bil' sagde hun. Brød helt sammen, var stærkt plaget og er det også stadig af skyldfølelse, følte jeg havde fejlet so kattemor og at jeg skulle have været mere ihærdig for at kalde hende ind.
Gav dyrlægen klare instrukser om at jeg ville gøre alt hvis der var en chance for at hun kunne komme igennem det godt.
Overraskende viste hendes scanning at hun ikke havde brækket noget (Det er her det bliver mærkeligt).
Ved en normal påkørsel af dyr og med det skader hun havde (muskellesioner, hudafskrabninger og hævelse) er benet også knust, men ikke denne gang.
Det gav mig straks stor undring og forvirring - hvad havde hun været ude for dog? Dyrlægen 'havde aldrig set noget ligende'. Den første reaktion med at hun var blevet kørt over kunne ikke være rigtig så.
De kunne også efter nærmere undersøgelse konstatere at hun ikke havde 'punktuerings mærker', så tanker om at en hund eller andet dyr
skulle have haft fat i hende var også udelukket. Det eneste klare det kunne fortæller mig var at hun havde siddet fast, enten i en fælde eller hegn af en art og havde revet sig fri derfra på meget voldom facon, hvilket havde medført at hun havde mistet pels og hud på begge bagben og forvredet muskulaturen.

Grundet hævelsen i begge bagben kunne de ikke afgøre om hun nogensinde villekunne bruge dem igen - nerverne kunne være døde og hvis hun overlevede ville benet i højre side højst sandsynligt være dødt.
Var i vildrede - havde kort forinden fundet min lille baby i havnen, skadet og blødende, og nu skulle jeg tage stilling til om hun skulle have en chance ($$$) eller om hun skulle have fred.
Kald mig egoist, men kunne ikke lade dem give hende sprøjten. Hvis chancen var der for at der stadig var nerveforbindelse og hun kunne hele, så ville jeg bruge alt jeg havde på hende. Hadede tanker om at mine sidste minutter med hende skulle være så ulykkelige - så fik hende vasket ned og pakket ind med begge bagben.

Hun så så ynkelig, men også (indbildning) lykkelig over at hun kunne komme med hjem igen og sige hej til hende ven Mis.
Græd igennem hele forløbet.

Hun rullede fra side til side da hun begyndte og vågne op fra det smertestillende de havde givet hende. Hendes første reaktion på de indbundne bagben var nysgerrighed (sådan var hun, helt vildt nysgerrig og fremme i skoene), men hun var også uforstående.

Så min lille pige kæmpe sig op på sine bandager, for derefter at falde ned igen og hun blev ved - en fire gange og så kiggede hun på mig, nærmest opgivende. Brød helt sammen - tusinde tanker farende igennem mit hoved. Havde jeg gjort det rigtige? Skulle hun have haft fred?

Men nej, har det stadig sådan at jeg virkelig inderligt kender mine katte og kender deres ønsker. Hun hverken led eller havde ondt, hendes egen funktion nedsat ja, men det kunne jo måske komme i bedring og ved at trods alt, så har hun sat pris på den sidste dag hun fik med mig og Mis. Det havde ikke været i orden og opgive hende..

Natten over var slem for mig - so ikke et sekund, tænkte på hende og om hun ville overleve? Ville der være nerve-forbindelse og ville hævelsen have lagt sig?

Havde været vågen længe da begge katte vågnede (græd meget over at det var sidste gang de måske så hinanden), havde en tidlig aftale med dyrlægen, så tog afsted med krydsede fingre og alt det håb jeg kunne have.

Græd igen da jeg trådte ind af døren ved dyrlægen - vidste at det var knald eller fald og chancen for fald var stor.
De pakkede hendes ben fri for bandagen det var den første gang jeg egentlig fik et overblik over hvor slemt tilredt hun var) og kunne som en glædelig nyhed se at hævelsen var faldet...
Så dyrlægen nive fat i hendes ben, flere forskellige steder.. men uden reaktion. Var helt færdig der af sorg, for vidste allerede hvad hun ville fortælle mig. 'Det virker desværre ikke til at der er nogen nerveforbindelse i benet Nikita' sagde hun trist til mig.
Aflivning lå stadig langt væk i baghovedet (min sorg og egoisme erstattede mit realitets-syn), men da jeg fik oplyst mulighederne blev jeg ramt af realiteten rimelig hurtigt.
Hendes eneste mulighed var en amputation af højre bagben, men det venstre ville hele.

Har aldrig været så ulykkelig i mit liv, har aldrig følt så stor smerte i mit hjerte før, jeg vidste at hun skulle have fred.
Hendes liv med et amputeret ben ville være meningsløst - det ville være min lykke jeg stilfredstillede og ikke hendes. Det er en af de hårdeste lektioner og største følelser af magtesløshed jeg nogensinde har følt.

Prøvede og holde tårerne tilbage, jeg ville være stærk for min lille pige - hun havde jo ingen anelse, men kunne ikke. Havde hende i mine arme og sagde stille farvel og kyssede hende imens hun fik den bedøvende sprøjte - forlod rummet og lod min kæreste være ved hende da hun sov og de gav hende den dræbende sprøjte. Lod dyrlægen og ham pakke hende i hendes kiste - mit sidste minde skulle ikke være hende død hos dyrlægen.

Vi begravede hende i Pejhede skov (vores yndlings skov). Hun fik en smukkeste plads i en lys åbning og det føltes helt rigtigt som hendes sidste hvilsted.

Nu er månederne gået, men mit savn er ikke blevet mindre.
Mis havde meget svært ved og forstå hvor hendes ven pludselig var - har grædt meget, som et lille barn.

Hentede den 15. juli en lille hanmis på 12 uger hos en familie. Han hedder Jens Lyn og er et godt tillæg til vores lille familie - han er fuld af fart og ballade (har aldrig haft hankat før, så ser rigtig forskellene nu) - han har fyldt et stort tomrum i mit hjerte, men der vil altid være et lille hul tomt der venter på at Ruby kommer hjem igen!