Nyt hjem.. {{forumTopicSubject}}

Hvor starter man henne. Ja.. Jeg har brug for at dele min smerte. Her i 2013 anskaffede jeg min kat, Neko. Så ham på nettet, og alt inde i mig skreg "Køb ham, køb ham". Nok lignede han en alm. huskat pga. aftegningerne, men alligevel vist det sig at han var noget specielt, og vi knyttede bånd på 0,5. Jeg stod uden arbejde, og levede på SU ved at gå i en specielklasse i Slagelse, og for at gå der, har de et krav om at man finder en ny uddannelse, hvilket jeg gjorde; skal starte på dyrepasser uddannelsen i Roskilde til August, som jeg glæder mig meget til. Skal bo på deres skolehjem, da jeg bor langt fra Roskilde. Men det viser sig at de ikke tillader at man har dyr med, der ikke kan leve i bur. Og man kan ikke bare smide en kat i bur. Oven i den meddelelse, havde jeg uoverensstemmelser med min udlejer, så han valgte at smide mig ud af min lejlighed. Det blev noget værre flytterod at stå i, først hjem at bo med min veninde og hendes kæreste, men følte mig ikke tilpas der, så snakkede med min forældre om at flytte hjem til dem igen, så her bor jeg nu. Til min store sorg, kan mine forældre ikke passe min kat, mens jeg går på skole, da de har hunde opdræt (lige fået nyfødte hvalpe) og 2 hunde der både er bange for min kat + jagter den rundt, da de ikke kan lide ham. Jeg er inderligt ikke glad for at skulle af med mit kære dyr, men dette skal gøres, for Neko's skyld. Jeg har knyttet så stort et bånd med ham, at når jeg er i nærheden, vil han ikke min familie noget, på nogen måde, og han bider dem for at de skal lade ham være, hvis jeg er der. Mine forældre er ikke trygge ved hans opførsel overfor hvalpene, eller resten af familie medlemmerne. Så jo helst at nogen ville passe ham, mens jeg er væk. Dette kan ikke lade sig gøre. Så derfor bliver min kat hentet på Mandag, d. 27.05.13 Ved han kommer et rigtig godt sted hen, hvor han kan trisse rundt, og være sig selv, med kun ham i fokus, da det er min fars kollega der tager i mod ham med åbne arme. Men alligevel knuser det mit hjerte, og tarmene vrider sig, når jeg tænker på at skulle sige farvel til ham. Har snakket med mine forældre om det, og det ligner ikke at de kan forstå hvor ondt det egentlig gør på mig. Så derfor måtte jeg dele det her, for at komme af med noget af smerten. Til jer der læste dette, mange tak fordi i brugte 5min af jeres tid til at læse det