Gør aldrig noget halvhjertet..... Gør aldrig noget halvhjertet.....

når der er levende væsener involveret.

Dette er historien om en skøn lille kat, der måtte have fred alt alt for tidligt, fordi nogen ikke havde gjort sit arbejde godt nok

Nu skal I høre Sofus historie.

Sofus blev født i september 2006, hos en anerkendt opdrætter med mange præmierede katte. Desværre var opdrætteren på det tidspunkt ved at være træt af katte, og derfor blev Sofus aldrig ordentligt socialiseret. Han blev købt af et ungt par, der samtidig købte Sofus onkel, Anton. Han skulle alligevel være aflivet, fordi han var urenlig.

Glade drog de hjem med deres 2 dejlige katte, lille Sofus på 12 uger og Anton på 4 år. Ikke en eneste gang har Anton været urenlig efter han flyttede hjem til det unge par. Lille Sofus var en nervøs lille fyr, og han knyttede sig fra start til Anton. Aldrig kom han hen og kælede, og ville de tage ham op, flygtede han.

2 år og en baby senere, satte det unge par Sofus og Anton til salg på KG. De skulle sælges sammen, da Anton var Sofus støttepædagog. Mange ville købe Sofus men ikke Anton, da Sofus var en smuk kat, der kunne bruges til udstilling. Men det unge par holdt fast i at de ikke skulle skilles.

Her kommer jeg så ind i billedet, for jeg ville gerne overtage dem begge. Jeg tog ud og mødte dem, Anton var som enhver exo, kælen og nysgerrig. Sofus så jeg kun glimt af. Jeg fik lov at købe dem og dagen efter skulle jeg hente dem. Anton blev sat ind i buret, Sofus skulle indfanges.

Herhjemme gik det fint med at få dem ført ind i flokken af andre katte. 2-3 dage, så gik det allerede rimeligt. Naiv som jeg var, tænkte jeg at Sofus skulle have tid og vænne sig til mig i sit eget tempo. Det har tidligere virket på lidt nervøse katte.

Men nej, Sofus var så skadet på sindet, at jeg aldrig fik mulighed for ”bare” at tage ham op. Sjældne gange kom han og lagde sig hos mig og spandt, men som regel dukkede han hovedet og løb, hvis jeg rakte ud efter ham.

Så kom den fredag for 4 uger siden, hvor Sofus fik blærebetændelse og skulle have medicin. I starten gik det fint, jeg tog ham bare når han var færdig på spanden, men som han blev mere og mere rask, skulle jeg fange ham ind 2 gange om dagen for at give ham medicinen. Han fik sammen med medicin og smertestillende, Zylkene, i håb om at han ville blive lidt roligere. Men selvfølgelig blev han ikke det, for han stressede jo når han skulle indfanges, så havde pillen hjulpet, var det allerhøjst til at få ham ned på det niveau før jeg skulle give ham pillen.

Han blev sin blærebetændelse kvit, men i går aftes, efter at have været pillefri i 1½ uge, var den gal igen. Jeg har næsten ikke sovet i nat, tænkt og tænkt på hvad der var det bedste for min lille mand.
Jeg tog til sidst den beslutning, at nu skulle han ikke være bange mere. Jeg kunne ikke byde ham endnu en omgang med daglig jagt for at han skulle have sin medicin.

Sofus er nu ikke bange mere. Min lille mand sov ind i formiddags hos dyrlægen – og jeg er SÅ vred over, at han har fået så dårlig en start på livet, at det til sidst var nødvendigt alt give ham fred…. Alt alt for tidligt.