De fleste katte har tre lag pels, men en Cornish Rex har kun sin “undercoat”, der er ca. 1 cm. i længde. På grund af denne fine, tynde pels, er Cornish Rex bedst egnede som indekatte, da de ikke tåler stærk kulde. Kattene passer bedst til et varmt og tørt miljø, og de er særligt glade for at placere sig lune steder rundt omkring i hjemmet. Denne tendens kombineret med kattens naturlige nysgerrighed, gør at man ofte kan finde katten mystiske steder, fx i skabe eller endda vaskemaskinen. Kattene ynder også at søge mod højder, og kan nemt finde på at kravle op i toppen af en reol eller lignende, hvorfra de kan overvåge deres hjem. Nogle hævder at katten har den blødeste pels af alle katteracer, og pelsen sammenlignes til tider med kaninpels eller silke.
Kattene er legesyge fra de er helt små, og bevarer gerne denne entusiasme og legefulde natur resten af livet. Racen er også kendt for sin nysgerrighed og for sit høje aktivitetsniveau. Listen over lege og aktiviteter som katten ynder at deltage i, kan bl.a. inkludere at løbe om kap med andre dyr, lege “fetch” eller foretage store akrobatiske spring. Cornish Rex er også kendt for at være en god børnekat med et mildt temperament.
Racen har fået ry for at være god til katteallergikere (ligesom sphynxen) pga. den korte pels, men forskere har argumenteret for, at kattens produktion af Fel d1 er den samme som andre kattes, og at racen derfor ikke er mere velegnet til allergikere end andre katteracer.
Hvis det er muligt, kan det anbefales at tilbringe lidt tid sammen med katten, inden man køber den og så være opmærksom på eventuelle allergiske reaktioner.
Den første Cornish Rex blev født i Cornwall i 1950 og blev kaldt Kallibunker. Katten kom fra et kuld af gårdkatte, og efterhånden som den voksede, blev det hurtigt tydeligt, at den ikke lignende de andre killinger. Katten havde bl.a. en slankere krop, længere ben og markant større ører.
Racen blev anerkendt af Cat Fanciers Association i 1962.
En Cornish Rex kan derudover genkendes på sin unikke pels med de karakteristiske krøller og bølger samt det kileformede hoved og de høje kindben. Katten har desuden mandelformede øjne og en lang slank hals.
Brugen af ordet “Rex” som betegnelse for usædvanlig pels, stammer fra Kong Albert d. 1. af Belgien. Kongen medbragte engang kaniner med krøllet pels til en udstilling. Kaninerne levede ikke op til den gældende standard på udstillingen, men af frygt for at støde kongen, valgte dommerne at acceptere kaninerne, og skrev “Rex” ved siden af de respektive kaniners navne.