mening om ikke færdig novelle {{forumTopicSubject}}

Ja jeg har jo altid været glad for at skrive.. men den lyst forsvandt på et tidspunkt, men nu er den så småt ved at komme tilbage igen...
Vil i være søde og læse den og give lidt respons...
<i>(jeg ved godt at starten er træls, men den bliver lavet om når selve historien er færdig, Og der er mange komma fejl. på forhånd tusind tak(: )</i>
<b>
Hvorfor, hvad skete der? Hvor blev hele hendes liv af…
Det føltes som om det var i går, hun så sin mor lå ligbleg og helt afkræftet i sygesengen. Hun kunne godt se at det gik den forkerte vej. Hun skulle følge sig selv i skole, som hun aldrig havde gjort det før, alle omkring hende havde forandret sig. Folk var så flinke mod hende, og så omsorgsfulde, dette var hun ikke bekendt med. Før i tiden passede alle folk deres eget, og nænnede aldrig at se udover deres egen næse. Efter hendes mor var blevet syg, kom alle hjem til hende med gaver, og blomster. Hvorfor skulle det også lige være nu at alle skulle komme og besøge hende. Hendes mor skulle jo have ro til at blive rask, og ikke alle de sygebesøg. Hun blev efterhånden bekendt med alle de sygeplejersker, og hjemmelæger der kom og så til hendes mor. Pigen gik hen til sin mor for at fortælle hvor meget hun holdte af hende inden hun skulle i skole. Men moderen, lå bare og var helt væk, Cecilie ruskede i hende flere gange, men der kunne slet ikke komme liv i moderen. ”far, kom og hjælp mig, mor vil ikke vågne. Jeg tror hun er død!” Faderen kom styrtende hen til Cecilie, og beroligede hende. ”Mor har fået morfin og har derfor brug for at sove. Det er derfor du ikke kan vække hende.” Cecilie så forskrækket op på ham, hun kunne ikke forestille sig hvad morfin gjorde ved kroppen. Hun lagde en lille seddel til sin mor, om at hun skulle skrive en SMS til hende når hun vågnede. Cecilie tog sin skoletaske og traskede i skole, selvom der ikke var ret langt hen til skolen, føltes vejen alligevel, uendelig lang, tankerne fløj igennem hovedet på hende. ”hvad nu hvis mor hun dør? Hvad skal der blive af far og jeg? Hvor kommer mor hen?” da hun pludselig støder ind i en gammel lærer der giver hende et lift hen til skolen, da hun er lidt sent på den. Læreren spørger til Cecilies mor, Cecilie forklare hvad der var sket de foregående dage. Læreren ryster skræmt på hovedet, og kigger forhåbningsfuld på Cecilie og spørger om hun vil væk fra det hele et par dage. Cecilie spørger hvad hun mener. ”Jo ser du Cecilie, min mand og jeg skulle have været oppe i vores sommerhus, i denne weekend, men da min mand bliver nødt til at tage overarbejde, så skal jeg af sted alene. Og jeg tænkte at du måske havde brug for at komme væk fra alt det sygdom, og alle de mennesker omkring din mor. Jeg har snakket med din far om det her i går, og han sagde at det var en rigtig god ide både for dig og for dem. ”Cecilie kigger forundret over på hende og skal lige til at åbne munden, da lærerinden afbryder ” Nej Cecilie det er ikke fordi dine forældre ikke vil have dig hjemme, men dette sygdomsforløb tager ekstremt mange kræfter. Og i har alle sammen brug for en pause fra hinanden.” Cecilie nikker forstående, men kan mærke at en stor klump har samlet sig i halsen og hendes øjne bliver meget fugtige.
De når frem til skolen, idet de stiger ud af bilen, ringer skole klokken. Cecilie ser panikslagen over på lærerinden, for at spørge hvad de skal gøre, lærerinden siger til hende ” det er jo mig i skal have i første time, så hvis du bare skynder dig ind på din plads så skal det nok gå. Jeg skal lige hente nogle papir på lærerværelset før jeg kommer ned” Cecilie løb ned til klassen, men da hun kom derned fortrød hun. Men hun vidste at der ikke var nogen vej udenom, så hun bankede på døren og gik ind. Da hun kom ind i klasseværelset vendte alle eleverne hovedet over mod hende og nedstirrede hende. De så på hende som om hun havde gjort noget forkert, da der pludselig lyder en dyb og meget mandig stemme bag hende. Hun vender sig prompte og opdager en høj lidt kraftig bygget mand, omkring de 30 år. Han kigger hende dybt i øjnene og beder hende om at følge med hende. Hun kunne ikke læse hans kropssprog hvad hun skulle, hun kunne mærke at pulsen steg, og hendes muskler gjorde sig klar til at løbe. De andre elever i klassen begynder at råbe efter hende, hun prøver at vende rundt, men manden har taget fat i hendes nakke, så hun kan ikke komme fri, hun skriger og beder dem om at komme og hjælpe hende. Men døren bliver lukket, og hun kan hører at der er nogen af pigerne der græder, og drengene råber skældsord ud i lokalet. Hun har fjernet alt fokus fra sin krop og lytter udelukkende efter hvad der sker inde i klasselokalet. Men korridoren er for lang, og døren er for tyk til man kan høre hvad der sker. Cecilie har glemt alt om hvad der skal ske med hende, hun kommer bare til at tænke på hvad der sker med hendes kammerater. Hun kan mærke en stærk smerte i sine ben og nakke, det sortner for hendes øjne, men hun er fast besluttet på at blive ved bevidsthed. Hendes knæ giver efter og hun falder, manden tager en kniv frem og beder hende om at straks at rejse sig, ellers ville hun aldrig komme til at se nogen af hendes veninder eller venner igen. Hendes ben er følelsesløse, og hun kan ikke bevæge sig, hun er lammet af skræk, men adrenalinen kommer hende til gode. På et splitsekund rejser hun sig op og prøver at børste alt støvet væk fra sine ben, men han river i hendes hår og råber ” Nu tager du dig sammen, din lille tude prinsesse. Du skal ikke ligge dernede og rulle rundt.” Hun prøver stadig at komme væk fra hans kraftige greb i håret, men hvis hun skubbede mere ville hun få kniven ind i siden. Hun kiggede lidt rundt for at se om der var nogle flugtveje, men da de gik inde midt i skolen, vidste hun godt at dette var umuligt. De andre klasser sad og havde time, og de skulle ikke involveres i dette drama. Et øredøvende skrig lyder fra et af de andre klasselokaler, der var en elev fra en af de mindre klasser som havde åbnet døren ud til den kolde korridor, manden tog kniven frem og truede den lille dreng. Her greb Cecilie chancen for at vride kniven ud af hånden på manden. Manden var dog hurtig til at opdage dette og slyngede Cecilie ud af kurs og kastede hende ned på det iskolde og meget beskidte gulv. Hvorefter han smed sig ovenpå hende, hun gjorde så meget modstand at han ikke kunne holde hende ret meget længere så han tog kniven op foran struben på hende. Hun blev helt paf, og turde ikke røre på sig. Hun hører skridt bag sig, men ignorere dem, da hun er meget mere koncentreret om den kniv hun har foran struben. Dens skarpe æg skærer i huden, men ikke så hårdt at hun bløder endnu. Skridtene kommer nærmere, og de bliver tungere og tungere, det lyder som en meget tung mand. Manden får hende op og stå, og kigger over på manden der er kommet helt hen til dem. Hun kan ikke genkende ham, hun spørger desperat hvad det er de vil, men de beder hende bare om at holde kæft.
</b>
Fortsættelse følger senere...