min gyser - HJÆLP ! {{forumTopicSubject}}

Det tomme nabohus

”Så er det op lille skat” hørte jeg en blid stemme kalde nede fra køkkenet. Jeg vendte mig om på den anden side for at se om jeg kunne sove videre. Jeg havde ikke sovet særlig meget i nat for det havde stormet voldsomt hele natten og det havde været fuld måne. Jeg var vågnet flere gange af månens kraftige stråler, som skinnede gennem mit tynde gardin og lavede en lille lysplet på mit kolde gulv. Jeg havde flere gange rejst mig og kigget ud af vinduet. På månen og på træet, som dansede i storm. ”Så er det altså op skat” kaldte en stemme som kom nærmere. Jeg skyndte mig at sætte mig op i sengen. Et kort øjeblik efter blev min dør til mit værelse åbnet. ”Når undskyld du er oppe”, sagde min far med et smil på læben, ”Kom så i tøjet, så du kan komme ned og få noget morgenmad inden du tager i skole. Og for resten kommer jeg først hjem sent i aften” Jeg smilede til min far, som fik ham til at vendte sig om og sætte kurs mod køkkenet. Jeg tog mine nye cowboys bukser og en lyseblå top på og gik ned for at spiste morgenmad. Da jeg havde spist løb jeg op på mit værelse og hentede min skoletaske, og så gik jeg i skole.

Hver gang jeg kom hjem til og fra skole gik jeg forbi vores nabohus. Der havde ikke boet nogen i huset i mange år. Det var blot blevet mere og mere forfaldent, og ingen havde været der inde i umindelige tider. Enkelte vinduer var knust og et gardin flagrede i vinden som blæste igennem de kæmpe store trætoppe som hang som skygger over hustaget. Jeg overvejede tit når jeg gik forbi hvordan der så ud indvendigt. Jeg forestillede mig at der var fyldt med edderkoppespind i alle hjørner og kroge, støv på alt og alle møblerne var overtrukket af plastik. Et gammel hjem, som var indrettet efter hvad der var behøv for. Ikke efter farver. Et hus som lugtede indelukket og af råddenskab, men ud over det havde det sikkert var et stort og flot hus før i tiden. Hvem havde sidst boet i huset? Og hvorfor bor der ikke nogen nu? Alle spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig, hver gang jeg gik forbi huset. Jeg fik også en mærkelig fornemmelse i kroppen, som om nogle sad i et vindue og kiggede på mig. Hoveddøren til huset hang i et hængsel. Hver gang det blæste lidt stod det og klaprede og knirkede en lille smule. der kunne Det var også som om, at håndtaget bevægede sig. Som om nogle holdt i det på den anden side af døren. Bare tanken om at stå en inde i det hus, gav mig kuldegysninger, men alligevel gik jeg hen til døren. Jeg stoppede foran huset og kiggede igen intenst op på døren. Jeg satte foden på den brede trappe. Jeg tøvede. Noget inde i mig fik mig til at stoppe. En lyd. Nej pjat tænkte jeg. Der er selvfølgelig ingen inde i det forladte hus. Jeg tog en rask beslutning og gik op ad de sidste trin. Det allersidste trin gav sig lidt, jeg blev en smule forskrækket, men kom så i tanke om at træet jo ikke var så friskt længere som det havde været engang. Jeg grinte lidt af mig selv, for ikke at virke bange, men i virkeligheden var jeg et eller andet rædselslagende for hvad der ventede mig, jeg rakte min hånd frem mod det gamle støvede dørhåndtag. Min krop stivnede igen, jeg syntes at jeg hørte den skræmmende lyd en gang til, men denne gang tættere på. Nej nu må du altså tage dig sammen, tænkte jeg. Jeg havde jo længe gerne ville se huset indefra. Jag tog fat om dørhåndtaget. Jeg røg næsten baglæns af overraskelse. Dørhåndtaget var varmt! Med et vendte jeg om og løb alt jeg kunne hen til mit eget hus. Jeg løb ind på mit værelse. Og satte mig på min kontorstol. Min ben rystede under mig og svedperlerne på min pande begyndte at løbe ned af mit ansigt og jeg havde ikke kontrol over mit åndedræt.

Da jeg havde siddet og sundet mig i 10 minutters tid, blev jeg mere og mere nysgerrig. Stod der virkelige en bag døren? Jeg prøvede at overbevise mig selv om at det gjorde der ikke, men det lykkes ikke. Jeg var bare nød til at se om der var nogle bag døren. Jeg gik med faste skridt hen mod huset, men ved den gamle åbne havelågen stoppede jeg. Der gik en lille dreng rundt i haven. Han lignede en på 5-6 år men hvad lavede han alene i det hus? Mit åndedræt blev igen hurtigt og min krop blev stiv. Drengen var ligbleg i hovedet og i hovedet og han stod bare der og kiggede op på solen, han så bare så... pludselig var der en der lagde sin hånd på min skulder, det gav et sæt i mig. Jeg vendte hurtigt hovedet om, det var postbuddet Petterson, da jeg havde set at det var postbuddet, vendte jeg hovedet tilbage mod drengen, men han var væk… helt væk. ”Hvad kigger du dog sådan efter Louisa? ” spurgte han mig. Han kendte mig godt, han var nærmest som en far for mig, for nogle år tilbage da min rigtig far arbejdede hele tiden, og hele tiden var på forretningsrejse havde han en affære med min mor. ”Du har det der undrende blik i dine øjne. Som om der er noget du ikke helt kan forstå” tilføjede han efter lidt stilhed. ”En lille dreng!” sagde jeg, ”Han stod der inde i haven lige før” forklarede jeg ham. Petterson grinte lidt af mig og fortalte så at der ikke havde boet nogen derinde i mange år. Det var ubehageligt at han grinte af mig for jeg havde ikke snakket med ham siden min mors død. Jeg spurgte ham om han viste hvem der sidst havde boet derinde i sin tid. Men det viste han ikke helt han mente at det var en mor med sin søn. Men hvad der var ske med det, var der ingen der viste, der gik rygter om at hun havde noget på en af mændene her i byen, men da rygtet var ved at blive opklaret forsvandt mor og søn på mystisk vis, efter at det havde været en kæmpe brand i huset, ingen har set dem siden. Da Petterson var gået videre, blev jeg stående og så på huset. Pludselige blev hoveddøren åbnet. Min krop stivnede ikke denne gang. Jeg gik op mod døden. Jeg kunne se omridset af en drengekrop. Da jeg stod for anden den store trappetrin, kunne jeg se at det var den samme dreng fra før. Men denne gang så han trist ud. Han så på mig. Hans triste blik gjorde at mit hjerte slog hurtigere end nogensinde. Drengen trådte til side som om han ville have at jeg skulle komme ind. Jeg begyndte at gnide mig i øjne får at se om han virkelig stod der eller om det bare var min fantasi. Da mine øjne begyndte at svi, stoppede jeg med at gnide i mine øjne og i stedet prøvede jeg desperat at nive mig i armen, for at får mig til at vågne op i min egen seng med solens stråler gennem mit tynde gardin. Men min arm begyndte at gøre ondt og blive rød, der hvor jeg havde nevet mig selv. Jeg gik op ad trapperne, ind i huset og forbi drengen. Da jeg var 2 skridt væk fra døren, begyndte drengen at grine højt og hånligt. En lugt af røg bredte sig, men jeg kunne ikke se hvor det kom fra. Hoveddøren smækkede i. Der var stille. Det eneste man kunne hører var drengens latter. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Der blev varmt som om hele huset brændte uden ild. Det gav jo ikke nogen mening. Hvorfor ville drengen dræbe mig? Jeg kunne mærke min krop blev svagere. Jeg havde problemer med at trække vejret for al den røg. Jeg svedte mit tøj var gennemblødt af sved. Pludselig stoppede det hele. Drengen gik hen mod mig. Hans øjne glødede. ”skaf mig det postbud!” sagde han. Hans stemme var mørk og dyster. Jeg spurgte stille, nærmest hviskede: ”Hvad skal du med ham?” Det skulle jeg aldrig have spurgt om. Hans øjnene lynede og han kom med knyttede næver mod mig og sagde med samme uhyggelige stemme som før: ”Jeg skal hævne mig for min død. Og det er dig eller ham! Du vælger selv!” Inden jeg nåede at tænke mig om var han væk. Først efter kort tid opdagede jeg at han var væk, jeg greb hurtigt ud efter dørhåndtaget. Det var brændende varmt, så jeg åbnede døren med en hurtig bevægelse. Da jeg kom ud i frisk men også kolde luft begyndte jeg at fryse, for mit tøj var jo vådt af sved. Jeg skyndte mig ind i mit eget hus og gik direkte ind på badeværelset. Jeg så ind i spejlet, som hang over håndvasken, jeg så en pige, som lignende en som havde været i krig. Hendes øjne var tomme og hendes ansigt var både trist og bange samtidigt. Pigen skræmmende mig. Jeg tog mit tøj af og gik i brusebad. Mens jeg stod i dunkede mit hoved, som en stor tromme. Jeg kiggede flere gange ud af badeforhænget, for at se om der stod en. Det føltes nemlig sådan, men hver gang jeg kiggede, var badeværelset tomt.

Da jeg kom ud af badet tog jeg hurtig noget rent tøj på og gik ind på mit værelse. Jeg havde besluttede mig for at lave en lodtrækning mellem ham og mig. Jeg fandt en stykke papir, rev det midt over og skrev hans navn på det ene og mit på det andet. Så krøllede jeg papirerne sammen til to papirskuler og smed dem på gulvet, men i dat samme jeg smed dem på gulvet gik der ild i dem begge. Jeg skyndte mig ud i køkkenet og finde en kande med vand, men da jeg kom tilbage var der kun aske tilbage. På gulvet dannede asken nogle ord: ”kom med ham”. I det samme jeg læste det smed jeg kanden fra mig, men vandet fordampede og gulvet var tørt i løbet af 10 sek. Nu er det sku nok tænkte jeg. Jeg begyndte at planlægge hvordan jeg skulle få Petterson ind i mit nabohus.

Præcist kl 19:45 stod jeg ude foran nabohuset. Det var begyndt at blive mørkt og kun lyset fra husenes vinduer lyste vejen op. Jeg kunne skimte en skikkelse ca. 3 huse fra mig. Den havde retning mod mig. Jeg kunne se dat var ham. Jeg vidste han ville komme, for han havde en aftale med en luder, som bor længere nede af vejen. Han plejer at mødes med hende kl 20:00 hver onsdag. Da han var kommet tættere på mig stoppede han og sagde med en irritabel stemme: ”Jamen lille Louisa, hvad laver du dog her?” jeg kiggede ned i jorden, som om jeg godt vidste at det var forkert det jeg havde gang i. ”jeg har glemt min mobil inde i det hus. Jeg gik der ind så, så jeg en edderkop og løb jeg ud. Jeg har ledt over alt der hjemme. Den må være der inde. Vil du ikke hente den til mig? Jeg vil nemlig ikke der ind igen, for der er en kæmpe edderkop” Han vendte øjne af mig og sagde: ”jo jo, jeg skal nok hente den. Hvor tror du at du har tabt den?” ”Øh.. lige foran døren tror jeg” Han begyndte at gå hen mod døren. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere og mine hænder blev fugtige. Han var nu gået ind af døren, og den smækkede hurtigt i efter ham. Jeg løb hen til huset og stillede mig foran et vindue med glas, så jeg kunne se hvad der skete. ”undskyld, Jesper.. det var ikke meningen at jeg skulle dræbe dig. Jeg kan godt forstå hvis du er sur, men tænk dig nu om inden du gør noget dumt!” sagde Petterson ”Jeg tabte jo ikke smøgen med vilje” jeg kunne se at drenge igen blev vred. Hans øjne lignede ild ”Så det var ikke med vilje at du dræbt mig, men det skulle du have tænkt på inden du smed tændvæske over min mors og mit hus!” Petterson så ned i jorden og smilte ondskabsfuldt, mens han sagde: ”Det var den eneste måde jeg kunne får din mor til at forlade byen. Enhver kunne se at din mor ikke var en god mor!” Drengens øjne rasede, som et stort uvejr, hvor lynet kunne slå ned når som helst. Petterson forsatte, da drengen ikke svarede: ”hun var selv uden om at hun skulle væk, man skulle nødig have for mange luder i byen” Drengen kunne ikke klarer det mere, lynet slog ned. Flammerne omringede hans krop. Gennem tøjet, ind til den fine hud. Han udstødte et sidste skrig af smerte, og faldt til jorden med et brag. Drengen grinede højt og hånligt. Jeg kunne ikke holde ud at se på Petterson mere, så jeg gik. Jeg kunne mærke at den dårlige samvittighed var på vej, for det var trods alt mig som havde fået Petterson ind i huset.

jeg ved ikk hvordan jeg skal slutte den af ?