lyder dette som en gyser ? {{forumTopicSubject}}

Det tomme nabohus

”Så er det op lille skat” hørte jeg en blid stemme kalde nede fra køkkenet. Jeg vendte mig om på den anden side for at se om jeg kunne sove videre. Jeg havde ikke sovet særlig meget i nat for det havde stormet rigtig voldsomt hele natten og det havde været fuld måne. Jeg var vågnet flere gange af månens kraftige stråle gennem mit tynde gardin. Jeg var stået på flere gange om natten, hvor jeg var vågnet, og kigget ud af vinduet. På månen og på træet, som dansede i storm. ”Så er det altså op skat” kaldte en stemme som kom nærmere. Jeg skyndte mig at sætte mig op i sengen. Min dør i til mit værelse blev åbnet et kort øjeblik efter jeg havde sat mig op i sengen. ”Når undskyld du er oppe”, sagde min far med et smil på læben, ”Kom så i tøjet, så du kan komme ned og få noget morgenmad inden du tager i skole” Jeg smilede til min far, som vendte sig om og satte kursen mod køkkenet. Jeg tog mine nye cowboys bukser og en lyseblå top på og gik ned og spiste morgenmad. Jeg løb op på mit værelse og hentede min skoletaske, og så gik jeg i skole.

Hver gang jeg kom hjem fra og til skole gik jeg forbi vores nabohus. Der havde ikke boet nogen i huset i mange år. Det var blot blevet mere og mere forfaldent, og ingen havde været der inde i umindelige tider. Enkelte vinduer var knust og et gardin flagrede i vinden som blæste igennem de kæmpe store trætoppe som hang som skygger over hustaget. Jeg overvejede tit når jeg gik forbi hvordan der så ud indvendigt. Jeg forestillede mig at der var fyldt med edderkoppespind i alle hjørner og kroge, støv på alt og alle møblerne var overtrukket af plastik. Et gammel hjem, som var indrettet efter hvad der var behøv for. Ikke efter farver. Et hus som lugtede indelukket og af råddenskab, men ud over det havde det sikkert var et stort og flot hus før i tiden. Hvem havde sidst boet i huset? Og hvorfor bor der ikke nogen nu? Alle spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig, hver gang jeg gik forbi huset. Jeg fik også en mærkelig fornemmelse i kroppen, som om nogle sad i et vindue og kiggede på mig. Hoveddøren til huset hang i et hængsel. Hver gang det blæste lidt stod det og klaprede. Knirkede en lille smule. Det var også som om, at håndtaget bevægede sig. Som om nogle holdt i det på den anden side af døren. Bare tanken om at der kunne stå en inde i det hus, gav mig kuldegysninger, men alligevel gik jeg hen til døren. Jeg stoppede foran huset og kiggede igen intenst op på døren. Jeg satte foden på den brede trappe. Jeg tøvede. Noget fik mig til at stoppe. En lyd. Nej pjat tænkte jeg. Der er selvfølgelig ingen inde i det forladte hus. Jeg tog en rask beslutning og gik op ad trinene. Det allersidste trin gav sig lidt, træet var ikke længere så friskt. Jeg rakte hånden frem mod det gamle dørhåndtag. Min krop stivnede igen, jeg syntes at den skræmmende lyd en gang til, men denne gang tættere på. Nej nu må du altså tage dig sammen, tænkte jeg. Gå nu derind. Jeg havde jo længe gerne ville se huset indefra. Jeg løftede langsomt hånden og tog fat om det gamle dørhåndtag. Jeg røg næsten baglæns af overraskelse. Dørhåndtaget var varmt! Med et vendte jeg om og løb alt jeg kunne hen til mit eget hus. Jeg løb ind på mit værelse. Og satte mig på men kontorstol. Min ben rystede under mig og svedperlerne på min pande begyndte at løbe ned af mit ansigt.

jeg er gået lidt i stå så håbede at der var nogle her inde som ville hjælp mig videre?

er det skrevet på en uhyggelig måde ?

og når du læser det bliver du så bange ?