For gammel til at bo hjemme? {{forumTopicSubject}}

Hej.

Jeg er 22 år og bliver 23 til sommer. Jeg er i den situation at jeg med høj sandsynlighed flytter hjem igen til sommer, men har det meget dårligt med det, da jeg føler at jeg er "for gammel" til det og folk vil se ned på mig, for ikke at kunne klare mig selv i den her alder.

Jeg flyttede hjemmefra med 2 veninder for 1½ år siden, og har haft det rigtig godt sammen med dem og at bo ude. Indtil i November hvor jeg blev ramt som lyn fra en klar himmel. Der havde været snak om at vi skulle flytte fra hinanden her til foråret, fordi mine to veninder måtte flytte fra byen pga. kommende studier. Så jeg har været i gang med bolig søgning siden omkring September, uden held. + at jeg også er på en dyrepasser uddannelse, hvor jeg også har været aktivt søgende for en elevplads siden sommeren. Ellers må jeg ikke fortsætte på uddannelsen her til sommer.

Tror det her triggered at jeg pludselig en aften bare fik det virkelig dårligt psykisk. Jeg begyndte at tænke. Tænke alt for meget over fremtiden. Over hvor jeg skulle bo, om jeg kunne betale for det hele, vil jeg kunne få elevplads og færdiggøre min uddannelse, få et job, måtte jeg blive nød til at gå på kontanthjælp, hvor længe skulle jeg så være der, ville jeg kunne betale mine regninger med det, vil jeg kunne finde en mand senere osv. Alt det fyldte mit hoved lige pludselig og gjorde mig virkelig dårlig. Kunne kun få tankerne væk ved at lægge mig til at sove. I 5 dage havde jeg det på den måde. De sidste 3 dage spiste jeg slet ikke, da tankerne gav mig en knude i maven, tryggen i brystet og kvalme.

Mine veninder snakkede selvfølgelig med mig og min far kom også forbi og havde en snak med mig. Måtte også snakke med min lærer om det, da jeg ikke kunne fokusere på skolen, og blev sendt til lægen. Lægen mener jeg havde et angst anfald, men ville ikke give mig piller, medmindre det skete igen. Jeg tog hjem og var hos min far i nogen dage efterfølgende.

Siden da har jeg jævnligt fået de her pludselige anfald med alle de her tanker igen. Ikke lige så voldsomt, men de kommer stadig og beskæftigere mig i nogen timers tid. Specielt om aften. Så jeg har taget hjem til min far næsten hver weekend siden og det meste af julen. Jeg tænkte næsten ikke over alt det når jeg var hjemme.

Jeg har nu tænkt over det i noget tid at flytte hjem her om nogen måneder, når vi skal være ude af vores lejlighed. En ting mere der skræmmer mig meget er at skulle være alene. Specielt hvis jeg stadig har det sådan her. Det er alt for overvældende for mig, og tror ikke jeg ville kunne overskue det. Alene det at skulle kigge efter noget gør mig bange. Også uvisheden om hvad der skal blive af mig til sommer, hvis jeg ingen elevplads har fået inden da. Jeg har heller ikke penge nok til at kunne betale en eventuel depositum for et nyt sted. Jeg har intet job ved siden af skolen, da jeg bare intet har kunne fået. Checker jævnligt job net og går ud med ansøgninger, men jeg får altit afslag eller intet svar.

Jeg venter også på skolen starter igen, så jeg kan snakke med skole psykologen. Han ville ikke snakke med mig inden jeg havde været ved min egen læge.

De fleste af mine dage går med at jeg er alene hele dagen og er ked af det og deprimeret over min fremtid. Specielt i øjeblikket hvor der ikke er skole og de 2 jeg bor sammen med arbejder hele dagen, og er først hjemme omkring 20:00, og er jo så kun oppe i 2 timers tid, inden de går i seng. Så jeg føler mig ekstra ensom. Specielt da jeg ikke rigtig har nogen andre venner end dem, udover dem jeg skriver med online. Men det er jo slet ikke det samme. Så jeg er meget ensom, og vil virkelig bare gerne hjem, hvor jeg føler mig mere tryg og føler jeg ikke bekymrer mig ligeså meget.

Min far og familien har det fint med at jeg kommer hjem og siger jeg altid er velkommen. Så kan jeg jo også hjælpe til med tingene derhjemme og gøre mig nyttig, når de har travlt, da min 10 årige bror også bor der. Så skal jeg heller ikke bekymre mig om bolig og daglige ting, imens jeg kan få noget hjælp med angst problem og også tjene nogen penge op, med enten skole eller job, hvis jeg ikke får elevplads. Har allerede planer om at tage en HGS og prøve at få noget arbejde som salgsassistent i butik, hvis min dyrepasser drøm ikke går.

Det jeg egentlig spørg om er om jeg er for gammel til at flytte hjem? Specielt når jeg ikke ved hvor lang tid jeg kommer til at være der. Mine veninder siger det er helt okay, og at jeg ikke burde skamme mig. Det samme gør min far... Alligevel føler jeg at der vil blive set ned på mig og at det er et stort tabu, når jeg er 22 år gammel. Uvidende om hvor længe jeg skal være der. 1 måned? Et par måneder? 1 år? Flere år?

Jeg vil jo ikke hjem for at nasse på min far og familien. Blive serviceret og få alt på en sølv tallerken. Jeg vil hjem fordi jeg føler mig tryg der, og ikke føler alle mine tanker er så ekstreme imens jeg er der. Hvor jeg ikke er alene. Og kan planlægge min fremtid med job, uddannelse, opsparing og alt det, uden daglige bekymringer der følger med ved at bo alene.

Jeg kan bare ikke overskue at skulle være alene sådan som jeg har det nu. Jeg er bange. Virkelig seriøst bange. For fremtiden. Uvisheden. Jeg vil hjem, men er bange for at folk vil dømme mig for det.