At vænne sig til et nyt hjem? {{forumTopicSubject}}

Har haft min birmapige i 4-5 dage nu. Hun kommer til os som halvandet år gammel og med et par ubehagelige oplevelser i bagagen så i følge den tidligere ejer skulle hun have et lidt specielt hjem hvor hun kunne være alene kat og, hvor man kunne give hende tid... Så skulle man efter sigende få en ven for livet. Jeg håber meget på at vi kan gøre hende tryg og, at hun kan genopbygge sin tillid til omverden. Hos den tidligere ejer blev hun banket af en anden kat og hun har også fået et kuld killinger i sommer, hvor alle killinger døde.

Der har været gode tegn... Hun har flere gange nærmet sig os og slikket os på hænderne, givet os et kærligt nap og ladt os nusse hende. MEN det er alligevel få gange, at hun har gjort det og forholdsvis stor del af tiden gemmer hun sig alligevel væk... Nu har hun for eks. ligget gemt under vores seng hele dagen Og kommer ikke umiddelbart ud... De andre dage har hun også fundet et gemmested og ligget der i laaaang tid.

Jeg ved jo, at det kan være normalt, når man kommer til et nyt hjem, at man måske helst gemmer sig lidt væk i starten... Men jeg er meget i tvivl om hvornår det er "normalt" og hvornår det er "for meget" så man skal reagere lidt på det... Er det noget der normalt kan foregå i ugevis uden at man behøver at blive bekymret for om man aldrig får god kontakt til katten eller...? Og jeg er så meget i tvivl om hvorvidt man skal prøve at "tvinge hende ud" ind imellem og vise hende, at man er sød og gerne vil være sammen med hende / nusse hende...? Eller om det er vigtigt, at man lader hende være så hun netop IKKE føler, at man tvinger sig på hende? En meget svær balance kan jeg mærke...

Ind imellem kan man komme tæt nok på hende, når hun ligger gemt til at man lige kan få en hånd frem og kan ligge og nusse hende derinde... Det har jeg gjort nogle gange... Hvor hun ikke rigtig viser tegn på at hun ikke vil have det men heller ikke tegn på, at det skulle være noget hun sætter pris på. Hun accepterer det ligesom bare med et pokerface...

Men samtidig så er der jo de der få gange, hvor hun så faktisk er kommet frem til én frivilligt og har ladet sig nusse og slikker en og stryger sig imod en og spinder. Men det er så måske kun én til to gange per dag at dette mirakel sker og der har jeg jo så jublet og har siddet stille på gulvet og ladet hende kæle med en indtil hun ikke længere gider. De fleste andre gange hvor man kommer gående så flytter hun sig altså væk fra en og/eller løber hen til et af hendes gemmesteder...

Spørgsmålet er hvor tålmodig man skal være her i starten og hvor meget man skal eller ikke skal lade hende være? Jeg er jo bekymret for enten at være for meget "efter hende" men også bekymret for at evt. give hende for meget plads til at bare ligge alene så det bliver forkert af den grund og jeg netop giver hende en følelse af, at være helt forladt?

Hvad er mon det rigtige, at gøre her...? Ville blive super glad hvis nogen kom med deres tanker, selv om jeg er klar over, at det måske kan være svært, når man ikke kan se katten...