{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
855 visninger | Oprettet:

Hvorfor er/bliver I opdrættere? {{forumTopicSubject}}

Jeg kunne tænke mig at vide, hvorfor nogle af jer har valgt at blive opdrættere.

Selv har vi taget neutraliserede ungkatte til´os. De 3 af dem vi har, har tidligere ejere købt af opdrættere, men har af den ene eller anden grund ikke kunnet beholde dem. Vi har valgt at få vores katte på den måde, da vi mener, at der er alt for mange katte i forhold til dem, der ønsker en kat og derfor vælger vi ikke at sætte killinger til verden.

Jeg ved godt, at der er forskel på at opdrætte racekatte og andre katte og så det få killinger "i flæng" som man enten giver væk, afliver eller lader leve så længe de nu kan, uden man skal ofre på¨dem og i den stil.

Til jer som er opdrættere eller påtænker at blive det: Hvorfor har DU valgt at blive opdrætter?




Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Hvorfor er/bliver I opdrættere?
  • #1   12. jul 2007 Der er ik så mange der vil svare smiley

    Men hvis jeg skulle starte opdræt ville det være af interesse for katte og se deres udvikling gennem generationerne... Tja, ved det ik helt... Har aldrig rigtig overvejet det, og jeg tror også man skal have en del tid til det, og økonomi vel?


  • #2   12. jul 2007 Jeg er voksede op i hunde verden med både en mor og moster der var opdrætter, så jeg er født miljøskadet ;0)
    Men da min store kærlighed har altid og vil altid være hos kattene, så var valget ikke svært.


  • #3   12. jul 2007 det er super fedt at få sit eget navn "på det man laver".. forstå mig ret... Også er det bare super hyggeligt at opdrætte, udstille osv. på nær når man bliver høvlet ned... tihi

    Nu har jeg kun lavet 2 kuld i mit eget navn på 3 år, så det er ikke så meget.. Men bare spændingen ved at man går og venter og venter på sin kat føder .. Og det at finde en han/hun der passer ind i ens opdræt.

    Så for mig er det HYGGEN-SPÆNDINGEN og det forhold man får til sine små "børn"

    knus


  • #4   12. jul 2007 hmmmm, ja for mig er der faktisk sådan lidt mærkelige grunde til at jeg blev opdrætter.
    Jeg startede nemlig med at have udstillingskastrater, faktisk fik jeg min første Hellig Birma i fødselsdagsgave af en rigtig god veninde.
    Jeg sagde fra første færd, at opdrætter ville jeg altså ikke være, der var ALT for meget at skulle sætte sig ind i og desuden så var jeg overbevist om, at kom der killinger i huset, ville de aldrig forlade det, så det var ikke noget for mig.
    Jeg fik rigtigt gode venner på udstillingerne og langt de fleste udstillere vil jo gerne snakke om deres katte. Jeg fik efterhånden nogle meget nære venner og pludselig stod de en dag og var nødt til at omplacere en, for dem, ret vigtig avlskat. Nååå jamen hun kunne jo da bo hjemme hos mig og vupti, inden jeg fik set mig om, havde jeg en mentor, stamnavn og min første avlskat smiley
    Havde jeg ikke haft min mentor, havde jeg ikke holdt ved. Jeg har lært en BUNKE af hende og hun har sørget for at jeg har fået interessen for at lære nyt hele tiden......man kan aldrig få nok at vide/lære.
    Jeg har så aldrig scoret kassen, på trods af, at jeg da har opdrættet i snart 8 år, har jeg aldrig fundet den der "de vises sten" så det er aldrig lykkedes mig..............men der er jo nogen der siger man kan smiley
    Næææ det koster, både penge tid og engagement.
    Jeg opdrætter udelukkende for at få dejlige udstillings/avlsdyr til mig selv og knokler for at fremavle den , for mig, helt perfekte Birma. Det har selvfølgelig lange udsigter, men en dag er den der, bare vent. smiley
    Jeg elsker, når "mine" katte (altså dem med mit stamnavn) bliver udstillet og jeg er pavestolt, når de ender på scenen. Det gør slet ikke noget de ikke vinder, det er nemlig ikke så tit en Birma løber med sejren og gør den, ja så er det fordi den er noget nær perfekt.

    Jeg elsker at planlægge parringer, følge med spænding en fødsel og killingers opvækst...............at der så er tusind ting der kan modarbejde mig, det gør bare stærk.


  • #5   12. jul 2007 Hvis jeg en dag blev opdrætter tror jeg det skulle være af Maine Coons - de er SÅ lækre smiley

  • #6   12. jul 2007 Jeg er nok nærmere den der overvejer at opdrætte, nok af kærlighed til min skønne kat. Jeg elsker den kat overalt på jorden, nu har jeg kun hende ene og hun er den første kat og dyr, jeg har haft som værende mit siden jeg flyttede hjemmefra.

    Den allerførste kat jeg havde (mens jeg boede hjemme) var rød, og han var den bedste kat man overhovedet kan forestille sig. Han fandt sig i alt - og mere til!

    Derfor vil jeg også sige at farven trickede mig nok også en del ved Chloe, og jeg må sige jeg drømmer om et hus/lejlighed fyldt af små røde tumlinge.

    Jeg interessere mig for alt det genetiske bag ved hende, og hvad der ville komme ud af, hvis hun mødte X farve hankat. Det er en større videnskab...

    Men der er den hele knapt så romantiske del, som den økonomiske side...og jeg vil kun hendes 'børn' det bedste. Så der skal være råd, samt jeg skal føle mig parat...

    I mine øjne er det dog ikke at det er hendes behov at få tumlinge, hun er nok lige lykkelig så længe der er ren kattebakke og der falder lidt guffere af i køkkenet. Så ja, nu er hun heldigvis kun et år...

    Så nu er planen at tage hende på udstilling og se om hun er den gave til NFO'en jeg tror hun er *G*


  • #7   12. jul 2007 Meget spændende læsning. Skønt at så mange giver sit besyv med.

Kommentér på:
Hvorfor er/bliver I opdrættere?

Annonce