Puha, en skrækkelig oplevelse... {{forumTopicSubject}}

I de 16 år vi har boet hvor vi gør, har vi ÉN sølle gang oplevet, at en af vores katte er blevet kørt ned. Jeg var heldigvis ikke gammel nok til at forstå hvad der skete. Og jeg havde ved gud så inderligt håbet, at jeg aldrig skulle opleve det igen - men det skulle jeg så i går.

Vores søde missedreng Emil var ikke kommet ind om aftenen og heller ikke til morgen og vi havde ledt, ledt og atter ledt - han plejer altid at komme når man kalder. Men det gjorde han ikke. Mens min mor og jeg var på arbejde, fandt far ham i vejgrøften puha, hvor er det skrækkeligt. Når man VÆLGER at få et dyr aflivet eller de skal aflives på grund af sygdom, så har man i det mindste noget at forholde sig til - men ikke her.. Intet. Så sidder man med tankerne flyvende rundt i hovedet - hvor længe har han mon lagt der? Har han lidt? Osv..

Min far er dog ret sikker på, at han er løbet lige ind i bilen og er død af det med det samme - håber han har ret..

R.I.P sødeste og dejligeste Emilus