En sørgelig historie {{forumTopicSubject}}

Vi reddede vores elskede kat fra at blive aflivet engang sidste år. Hans tidligere ejer var åbenbart blevet træt af ham, og havde sat ham ned til dyrelægen for at blive aflivet. Min svigerfar fik 24 timer til at finde en ny ejer, så han ringede til os. Vi ville selvfølgelig hellere end gerne tage imod ham, da vi lige var flyttet i hus og vi begge altid havde haft kat.

Det gik os fint i lang tid, han var mors mis fra den aller første dag, og ville så gerne op til mit hoved, selvom han stank langt væk af kattepis efter at have været lukket inde i et bur i flere dage. men han blev da hurtigt ren og var simpelthen noget af det dejligste, den mest blide og tillidsfulde kat på trods af hans tidligere erfaringer med mennesker.

ca. ½ år efter reddede vi 2 små killinger fra en å, og ville tage os af dem til de var store nok og raske nok til at få et nyt hjem, men da de så var raske kunne vi selvfølgelig ikke finde et nyt hjem til dem, så vi beholdte dem til vi blev nødt til at skaffe os af med dem, fordi vi skulle flytte i lejlighed.

I mellemtiden gik vores store kat, Quark, hen og fik blæresten, hvilket kostede os 2200 i dyrelægeregning, hvilket vi med glæde betalte for vores elskede mis. Det gik os fint, han døjede lidt med det engang imellem, men det kunne alt sammen klares med en smertestillende pille.

Så fik vi endelig flyttet, og fik Quark med. Han var helt vild med at være ude i vores nye lille have, men så gik det galt. Først begyndte han at brække sig, hvilket vi tænkte kunne være fordi han lige var blevet vaccineret, men det blev bare ved, så tænkte vi, at det kunne være at han ikke kunne tåle hans foder, så det fik vi skiftet, men han blev ved. Så dagen efter han fik den nye foder, begyndte han at jamre sådan, og vi tænkte at det nok var blæresten igen, så vi tog til dyrelægen med ham. Han sagde først at det godt nok var blæresten. Dagen efter ringer de så og siger at det var størknet blod som blokkede for urinrøret, og at dette nok skyldtes en virus, som kunne komme pga. stress. Vi fik at vide at vi så kunne få ham hjem fredag. Men fredag fik vi at vide, at de ikke giver ham mange chancer for at overleve det her, og at vi formentlig skal tage en beslutning om at han skal aflives. Selvfølgelig vil jeg slet ikke høre tale om det, og sagde at de skulle beholde ham weekenden over. Men efterhånden som weekenden er gået, er vi blevet mere og mere bange for at onsdag var sidste dag vi fik med ham, og at han skal aflives mandag

Hvis der er mange stavefejl i dette, er det fordi jeg sidder og stortuder. Kan bare ikke bære at miste ham, ikke nu. Det er ikke hans tid endnu, han er kun 2 år...Det kan bare ikke være fair

MVH. Vivi