For pokker! {{forumTopicSubject}}

Vores lille dreng døde fra os igår. Han var i bur, efter dyrlægens anbefaling da han havde fået en fraktur i hoften og bækkenet og skulle have " Bur ro".

Pludselig væltede han rundt og var i løbet af meget få sekunder helt væk. Min kæreste prøvede på at genoplive ham imens jeg febrilsk ringede til vores dyrlæge. Men han var helt væk og vi kunne slet ikke få ham tilbage igen.

Jeg har taget fri idag, både for at passe vores anden kat som ikke helt kan forstå at han endnu engang er blevet alene mis og for lige selv at få samlet tankerne lidt.

Vores dyrlæge tilbød at obducere ham og det har vi takket ja til, selvom det selvfølgelig er begrænset hvad vi kan bruge resultatet til så tænker jeg at den avler vi købte ham ved måske kan bruge det til noget.

Puha sikke en omgang. Vi købte Leopold for 2 år siden da vores ene kat blev kørt ned kort efter at vi flyttede i hus, det var sindsygt hårdt at miste et af vores "børn" på den måde og lige nu føles det slet ikke til at bære at vi nu har mistet endnu et. Selvom jeg selvfølgelig godt ved at vi ikke får lov at beholde vores dyr for altid, så havde jeg ikke forventet at jeg to år senere skulle stå i samme situation igen. Ingen af dem blev over fire år gamle på trods af at vi virkeligt har passet på dem som var de vores børn.

Nu sidder jeg med en klump i halsen og en stor kold knude i min mave. Leopold var Maine Coon og en rigtig fantastisk sjæl der både var varm og glad, altid meget meget glad. Jeg kan godt li at tænke at han var helt speciel, men det tænker enhver vel om deres egne.

Selvom jeg er sikker på at hans race var en af årsagerne til hans helt fantastiske væsen. Er jeg ikke sikker på at vi nogensinde tør at købe en Maine Coon igen efter dette her. Men hvor ofte sker dette her? Var vi bare meget uheldige?

Jeg forstår det ikke, men det er vel ikke altid at man skal det.