Jeg nåede ikke at sige farvel.. {{forumTopicSubject}}

Føler altid, at det er mig det går ud over. Altid mig, der sker noget dårligt for.
Blev ringet op for 2 timer siden om, at Nezita havde været ved dyrlægen fordi de havde mistanke om epilepsi. Hun krampede og var rigtig rigtig dårlig, og tidligere i dag har hun haft skreget som om nogen overfaldt hende. Dyrlægen sagde de skulle se tiden an til i morgen tidlig, og det fortalte hun jo så til mig. Jeg brød helt sammen, for selvom jeg kun har mødt min nye killing 3-4 gange, elsker jeg hende allerede utrolig højt, og jeg kunne ikke vente med at få hende hjem..
Nu, for en halv time siden, ringede hun igen mens jeg var ude at cykle (for at vende al den negativ energi til noget positivt for mig selv), for at sige Nezita nu var blevet aflivet.. Hun var gået i voldsomme kramper, var dehydreret fordi hun ikke har kunne tage imod mad eller vand og var bare rigtig dårlig.. Så min lille, kommende killing nåede aldrig at komme hjem.. Og jeg er helt knust.. For jeg elskede hende allerede højt.

Ved ikke, om man kan sige heldigvis, men Nezita har en kuldsøster, som ligner hende utrolig meget. Eneste forskel er at søsteren har en lille hvid plet på brystet, hvor Nezita havde en stor hvid plet og hvide tæer på alle poterne. Søsteren kommer så hjem til mig, når hun en gang er klar til det om halvanden måned.

Puha.. Jeg er så ked af det, men er bare glad for at min lille prinsesse ikke har ondt længere.. R.I.P. Nezita <3.