En tankevækkende historie om stress {{forumTopicSubject}}

En mand vågnede. Lidt tidligere end sædvanligt. Hans morgensko stod ikke, hvor de plejede at stå. Gulvet var koldt, og han blev irriteret. Det var typisk. Der var ikke styr på noget som helst i huset, tænkte han. Hvilket ikke var sandt, men nu var han blevet irriteret.
Han gik ud for at barbere sig. men irritationen havde taget fat i ham, og han var uopmærksom, og pludseligt tabte han barbermaskinen på gulvet. Den gik i stykker. Hans irritation blev til vrede. Det var jo egentligt blot en barbermaskine, en død ting, der kunne erstattes, men selv under morgenbadet forlod vreden ham ikke.

Da han havde gjort sig klart, var familien stået op. Han vrissede, da hans kone sagde godmorgen og undlod at give hende et knus. Han tjattede til sin søn, der var lidt langsom med at få skoletasken pakket, og han forlod huset, efter at have hørt på konens tristhed og bebrejdelser og efter at have set en skuffet og forvirret søn.

I bilen trådte han på speederen. Det var dog utroligt så mange dumme bilister, der var netop denne dag. Da trafikken blev tættere ind mod byen, var han nødt til at sagtne farten, men hans irritation murrede hele tiden i ham, og han sad og råbte af andre bilister, skældte højlydt ud over verdens urimelighed, og fordi han ikke var koncentreret og i ligevægt, reagerede han for sent, da en lastbil svingede ud.
<b>Og nu befinder han sig et sted, hvor man slet ikke kan irritere sig mere.

Ja, historien er dramatisk, og måske tænker du:
</b>•Åh, alle disse kloge mennesker, alle disse der påberåber sig at have en viden om stress, de moraliserer bare og pudser deres egen glorie og fortæller irriterende historier med den samme pointe, igen og igen.

<b>Måske.
</b>Måske kunne du genkende noget fra dig selv. Ikke nødvendigvis fra barbermaskinen, der faldt på gulvet. Ikke måske fra sekvensen, hvor manden tjattede til sin søn, for formentligt slår du ikke dine børn. Og måske giver du da også "pligt"-kysset, før du tager hjemmefra.

Men måske kunne du genkende det med, at en lille ting tager det næste med sig, som så tager det næste med sig, og med ét befinder man sig i en stresstilstand, hvor man forsøger at bebrejde og skyde skylden over på alle andre og alt andet, men ikke selv er herre over at skabe indre ro og tilfredshed, indre overskud og overblik.

<b>Nogle gange, for et par dansker hver dag, desværre, ender det som manden i historien.

</b>Så lov dig selv, lov din familie, lov alle der betyder dig noget, at du næste gang, en lille ting ikke er, hvor den burde være, at du ikke vil lade en bagatel vokse og blive overdimensioneret stor.

<b>Eller sagt på en anden måde.
</b>Måske er du kommet til det sted i dit liv, hvor du beslutter dig for at gøre noget ved tingene, mens de er små, så de ikke accelerer og får dig til at blive en kortluntet, ukontrolleret og urimelig person.

/Unicoaching