Opdræt: At vejlede om flåter {{forumTopicSubject}}

Lidt men godt om flåter

Forekomsten af den kendte skovflåt, Ixodes Ricinus, er steget gennem de sidste fire årtier og i takt med at flere benytter naturen som rekreationssted øges risikoen for flåtbid – og dermed risikoen for overførsel af flåtbårne sygdomme som borreliose, anaplasmose og TBE (1).

Af Dyrlæge Christina Kronborg

I Danmark har vi cirka 1.250.000 hunde og katte, hvoraf godt 57 pct. bliver ramt af flåtbid mindst 1-4 gange årligt. Overraskende nok viser en ny dansk undersøgelse, at helt op mod hver fjerde hunde- og katteejer slet ikke forebygger eller behandler mod flåtangreb (2). Så der er altså tale om mange husdyr, der ikke beskyttes mod flåtbid.

De fleste dyreejere kommer regelmæssigt på dyreklinikken, ikke bare ved sygdom, men også for den årlige sundshedsundersøgelse, købe foder eller for at få et godt råd. Veterinærsygeplejersken spiller i denne sammenhæng en vigtig rolle. Det er i høj grad veterinærsygeplejersken, som har den første kontakt med dyrenes ejer og kan få en afgørende rolle i spørgsmålet om, hvordan der senere forebygges og behandles mod flåtangreb.

Hvordan man bedst muligt vejleder sine klienter i netop forebyggelse af flåtbid, handler det i høj grad om at gøre sig klart hvilke forudsætninger den enkelte dyreejer har. Det gøres bedst ved at lytte efter i den indledende samtale, hvor kan fortælles om, hvilke dyr klienten har og hvordan de har det. Der fortælles måske om en tur i sommerhuset, og ved sådanne tilfælde kan det være klogt at spørge ind til om klienten i de sammenhænge oplever flåtbid. Netop en sådan oplysning kan åbne muligheden for at informere om, at flåtbårne sygdomme sagtens kan overføres uden at man nogensinde har opdaget en flåt på sin hund.

Et afgørende punkt i vejledning om forebyggelse mod flåtangreb, er at vurdere om dyret er i farezonen for flåtangreb og dermed for flåtoverførte sygdomme. Den vigtigste faktor her er jo, om dyret kommer ud i naturen. Jo længere tid man opholder sig i flåtramte områder som eng og skov, jo større er risikoen for at blive ramt af flåtbid. Men flåter er idag blevet så almindelige at selv begrænsede ophold i naturen udgør en risiko for at blive udsat for flåtbid (3).

En anden risikosituation er der, hvor dyrene kommer med på ferie under eksotiske himmelstrøg. Campister, hotelgæster og turister med egen bolig under sydlige himmelstrøg rejser, i højere grad end tidligere, sammen med deres husdyr. Og dermed udsættes de for andre flåtarter end i Danmark.

Ved udlandsrejser i det sydlige Europa udsættes man især for Dermacentor reticulatus og kennelflåten, Rhipicephalus sanguineus. Det specielle med kennelflåten er, at den kan overleve og formere sig indendørs. Slæbes flåten med hjem kan det nemt udvikle sig til en ubehagelig oplevelse, da de ofte optræder i voldsomt store antal. Såkaldte turistflåter er desuden potentielle bærere af eksotiske flåtbårne sygdomme som for eksempel babesiose, der kan udvikle sig til alvorlig sygdom hos hunde (4).

Det er derfor en god ide at tænke på forebyggelse mod flåtbid, når der planlægges udlandsrejser i selskab med hunden eller katten. Det kan i den sammenhæng have stor betydning, at veterinærsygeplejersken gør dyreejeren opmærksom på netop dette.

I spørgsmålet om, hvordan man så bedst forebygger mod flåtangreb, er mulighederne mange. Generelt kan man sige, at midlerne til forebyggelse og behandling af flåtangreb kan deles op i en gruppe af flåtdræbende midler og en gruppe af flåtskræmmende midler. Fordelen med at dræbe flåterne er, at de ikke forsøger sig på nye værter bagefter. De moderne spot-on præparater har generelt god effekt og er sikre at anvende. Desuden er det altid vigtigt at fjerne en flåt så hurtigt så muligt, da smitterisikoen øges jo længere tid flåten suger blod. Men også her er det vigtigt at anvende den rigtige teknik ved hjælp af en flåt-tang, da en forkert teknik i værste fald kan øge risikoen for smitteoverførsel.

Fødevarestyrelsen har siden indførslen af EU pas til kæledyr i 2004, ekspederet mere end 80.000 kæledyrspas videre til praktiserende dyrlæger.

Kilder:
1. P.M.Jensen og J.B. Jespersen, Exp Appl AcarologyVolume 35, Numbers 1-2 / February, 2005).
2. Internet undersøgelse udført af www.netdyredokter.dk på www.dyrekundskab.dk
3. P.M.Jensen., Dyrlægemagasinet - 1/04
4. K.S. Larsen, SDF Journalen nr. 4 maj/juni 2001.

http://www.vspnet.dk/index.php?id=267