Huskat Müsli 2010
588 visninger
|
Oprettet:
FølgFølg ikke
2 Kommentarer
Belugahval forskrækker lille dreng
00:00
/
00:37
LIVE
Huskat Müsli
Fødselsår:
2010
Temperament
Blid og kærlig.
Snaksagelig og spindende.
Magelig og afslappet, men ekstremt legesyg når det slår hende.
Dygtig jæger - er præsteret og komme hjem med alt fra fugle og mus til slanger og biller.
Tilpasningsdygtig - vi har flyttet mange gange siden vi adopterede hende, og hun har sågar været med på ferie i sommerhus.
Snaksagelig og spindende.
Magelig og afslappet, men ekstremt legesyg når det slår hende.
Dygtig jæger - er præsteret og komme hjem med alt fra fugle og mus til slanger og biller.
Tilpasningsdygtig - vi har flyttet mange gange siden vi adopterede hende, og hun har sågar været med på ferie i sommerhus.
Tricks
- Kan sætte sig til hun får guffer
- 'Stå' hvis hun får guffer
- Ikke at gå på bordene når vi er i rummet
- Komme når man kalder hendes navn
- Miave højt og klagende når hun er sulten
... indtil videre.
-
- 'Stå' hvis hun får guffer
- Ikke at gå på bordene når vi er i rummet
- Komme når man kalder hendes navn
- Miave højt og klagende når hun er sulten
... indtil videre.
-
Stævner
Stamtavle
Müslis forældre kender vi desværre ikke
Hun blev fundet på "gaden".
En lille hittemis.
Hun blev fundet på "gaden".
En lille hittemis.
Køn
Neutraliseret hun-mis.
Beskrivelse
Müsli blev bokstaveligt talt fundet på gaden.
En kold efterårsdag i september 2010 lød et højt hjerteskærende miav fra en lille sort kat for enden af vores fødder. Vi var på vej ind i opgangen med en masse varer, så aede hende kort hvorefter vi gik op. Vi boede på det tidspunkt i lejlighed på anden sal, og tænkte ikke mere over at hun intet sted havde at bo da hun så sund og frisk ud. Hendes trædepuder var helt bløde, og var sikker på at hun havde et godt hjem selvom hun ikke var øremærket.
Men tiden gik, og den lille sunde sorte kat så nu pludselig ikke så sund ud mere. Hun tabte sig og miavede og miavede enten neden for vores altan eller ude foran vores trappeopgange. Hun var ekstremt kontaktsøgende, og man måtte skubbe hende ud igen hvis hun var kommet ind i opgangen. Det gjorde ondt i hjertet at se, og jeg begyndte at efterlyse hende overalt. Jeg ringede rundt til Dyrenes Beskyttelse og diverse internater, men der var ingen hjælp at hende.
Der var imidlertidigt ingen at der meldte sig, og en iskold dag i slutningen af November 2010 tog jeg hende med op i vores lille lejlighed. Det viste sig senere hen og være et godt valg, da der den nat faldt det første sne i lange baner. Hun var sulten og forkommen, men stadig utrolig kærlig, spindende, snakkende og kontaktsøgende. Jeg ventede og ventede på svar fra mine efterlysninger, og undrede mig stadig over at ingen savnede denne lille søde kat. Dengang troede jeg at hun var en killing, da hun var så lille og spinkel. Hun faldt ned fra de mærkeligste steder, og havde ingen motorik overhovedet. Det var som om at hun enten ingen balanceevne havde eller orinteringssans - eller at hun måske var faldet ned fra et højt sted og slået hovedet.
Tiden gik og vi flyttede i mellemtiden fra lejligheden pga. ombygning hen til et sted hvor man ikke måtte have dyr. Müsli flyttede ind hos noget familie, indtil vi fik vores egen lejlighed/rækkehus med have. Müsli elskede at hun nu havde en lille have at observere i og et kæmpe jagtområde at patruljere. Hun slæbte alle mulige fangster med hjem og viste. Mus, slanger, fugle og insekter. De andre katte i området brokkede sig tit over hende så enten lå hun inde eller var ude at jage hele sommeren.Hun gik aldrig længere væk end at man kunne kalde på hende. Vi adopterede en 3år gammel lille hund da vi flyttede og fik have, og den knytter Müsli sig med det samme til. Når vi gik aftentur med Liam (hunden) gik Müsli med. Når hun besluttede sig for at gå med gik vi kun op på hendes vante jagtmarker så hun ikke kom for langt fra hjemmet. Hun vidste at når Liam var med behøvedes hun ikke at være bange for at få tæsk af de andre katte i nabolaget. Hun gik lige op ad os, og snakkede og snakkede når hun var med ude at gå.
Men en morgen sker der noget!
Müsli bliver d. 16/8-12 som altid lukket ud sammen med Liam, hvor hun altid lige løber en tur i området og kommer ind og spiser igen. Men hun kommer ikke ind. Dagen går og hun bliver væk. Vi kalder og kalder, men ingen svar. Hele natten sover vi forfærdeligt, og ved hver en lyd vågner vi alle og tror det er hende. Næste morgen er der stadig ingen Müsli. Nu begynder nervøsiteten for alvor, og de næste dage kalder og leder vi hele dagen og det meste af natten. Efterlysningssedler bliver sat op og ringer rundt og snakker med internater, dyrlæger og falck hvis de skulle få hende indleveret.
Der var mange søde og hjælpsomme folk der ringede og skrev til mig over de næste mange uger, men hver gang jeg i glæde kørte ud for og se om det var min lille sorte kat viste det sig ikke og være hende. Sådan gik det de næste 2 måneder, men efter 2 måneder og 3 dage kom det opkald jeg havde haft så mange gange før. En familie havde et par dage haft en sort lille kat boende. Hendes beskrivelse af katten lød som Müsli, men intet var sikkert. Jeg styrtede derud, og hvad mødte mig? En lille sort kat løbende i armene på mig! Jeg tog hende op og hun kastede sig på ryggen og spandt! Jo, det var min Müsli...
Jeg kunne ikke begribe det og undrede mig over hvad hun havde lavet i alt den tid. Den søde familie fortalte at hun havde gået med deres søn hjem fra træning for et par dage siden (de boede ved siden af en motorcrossbane) og havde været der siden da. Jeg tog hende med hjem og Liam og hende "kyssede" hinanden i lang lang tid. Og han løb rundt om hende, mens hun snakkede og spandt. Hun var fyldt med orm, ødelagt snusket pels og tynd. På hele hendes højre side var et stort gammelt sår hvor pelsen var blevet revet af. Der var kommet skorpe på, og min teori er at hun enten er blevet skræmt og løbet langt væk eller at hun er blevet beskudt. For såret passede med at være ca. 2 måneder gammelt. Nu er ormene væk, og hun er igen sund og rask.
Det var den bedste julegave at man kunne ønske sig!
Vi flyttede sidenhen fra rækkehuset og til et midlertidigt hjem i centrum af en meget større by. Vi ville ikke længere have at Müsli kom udenfor, andet end i den aflukkede have. Skrækken for alle de farer der er midt i byen var alt for stor. Mens vi ventede på at finde os en anden lejlighed, fandt Müsli sig en lille rød hankatte-ven. Han havde fundet en vej ind i vores aflukkede have, og snart sad hun trofast og ventede på han kom ind i haven hver dag.
Månederne gik og vi fik endelig vores lejlighed i København. Hun tilpassede sig med det samme, som hun har gjort alle de andre steder vi har boet. Et par måneder efter at vi var flyttet ind, var hun med på ferie til Jylland i sommerhus. Vi kørte derover, og hun var med på færgen og sad blot og kiggede rundt, men folk nok undrede sig over hvad en kat lavede med om bord. Müsli var ligeglad, og nød airconditionen på færgen. I sommerhuset faldt hun også til med det samme, og det var en kæmpe fornøjelse for os alle at vide at hun var med os og var glad.
En kold efterårsdag i september 2010 lød et højt hjerteskærende miav fra en lille sort kat for enden af vores fødder. Vi var på vej ind i opgangen med en masse varer, så aede hende kort hvorefter vi gik op. Vi boede på det tidspunkt i lejlighed på anden sal, og tænkte ikke mere over at hun intet sted havde at bo da hun så sund og frisk ud. Hendes trædepuder var helt bløde, og var sikker på at hun havde et godt hjem selvom hun ikke var øremærket.
Men tiden gik, og den lille sunde sorte kat så nu pludselig ikke så sund ud mere. Hun tabte sig og miavede og miavede enten neden for vores altan eller ude foran vores trappeopgange. Hun var ekstremt kontaktsøgende, og man måtte skubbe hende ud igen hvis hun var kommet ind i opgangen. Det gjorde ondt i hjertet at se, og jeg begyndte at efterlyse hende overalt. Jeg ringede rundt til Dyrenes Beskyttelse og diverse internater, men der var ingen hjælp at hende.
Der var imidlertidigt ingen at der meldte sig, og en iskold dag i slutningen af November 2010 tog jeg hende med op i vores lille lejlighed. Det viste sig senere hen og være et godt valg, da der den nat faldt det første sne i lange baner. Hun var sulten og forkommen, men stadig utrolig kærlig, spindende, snakkende og kontaktsøgende. Jeg ventede og ventede på svar fra mine efterlysninger, og undrede mig stadig over at ingen savnede denne lille søde kat. Dengang troede jeg at hun var en killing, da hun var så lille og spinkel. Hun faldt ned fra de mærkeligste steder, og havde ingen motorik overhovedet. Det var som om at hun enten ingen balanceevne havde eller orinteringssans - eller at hun måske var faldet ned fra et højt sted og slået hovedet.
Tiden gik og vi flyttede i mellemtiden fra lejligheden pga. ombygning hen til et sted hvor man ikke måtte have dyr. Müsli flyttede ind hos noget familie, indtil vi fik vores egen lejlighed/rækkehus med have. Müsli elskede at hun nu havde en lille have at observere i og et kæmpe jagtområde at patruljere. Hun slæbte alle mulige fangster med hjem og viste. Mus, slanger, fugle og insekter. De andre katte i området brokkede sig tit over hende så enten lå hun inde eller var ude at jage hele sommeren.Hun gik aldrig længere væk end at man kunne kalde på hende. Vi adopterede en 3år gammel lille hund da vi flyttede og fik have, og den knytter Müsli sig med det samme til. Når vi gik aftentur med Liam (hunden) gik Müsli med. Når hun besluttede sig for at gå med gik vi kun op på hendes vante jagtmarker så hun ikke kom for langt fra hjemmet. Hun vidste at når Liam var med behøvedes hun ikke at være bange for at få tæsk af de andre katte i nabolaget. Hun gik lige op ad os, og snakkede og snakkede når hun var med ude at gå.
Men en morgen sker der noget!
Müsli bliver d. 16/8-12 som altid lukket ud sammen med Liam, hvor hun altid lige løber en tur i området og kommer ind og spiser igen. Men hun kommer ikke ind. Dagen går og hun bliver væk. Vi kalder og kalder, men ingen svar. Hele natten sover vi forfærdeligt, og ved hver en lyd vågner vi alle og tror det er hende. Næste morgen er der stadig ingen Müsli. Nu begynder nervøsiteten for alvor, og de næste dage kalder og leder vi hele dagen og det meste af natten. Efterlysningssedler bliver sat op og ringer rundt og snakker med internater, dyrlæger og falck hvis de skulle få hende indleveret.
Der var mange søde og hjælpsomme folk der ringede og skrev til mig over de næste mange uger, men hver gang jeg i glæde kørte ud for og se om det var min lille sorte kat viste det sig ikke og være hende. Sådan gik det de næste 2 måneder, men efter 2 måneder og 3 dage kom det opkald jeg havde haft så mange gange før. En familie havde et par dage haft en sort lille kat boende. Hendes beskrivelse af katten lød som Müsli, men intet var sikkert. Jeg styrtede derud, og hvad mødte mig? En lille sort kat løbende i armene på mig! Jeg tog hende op og hun kastede sig på ryggen og spandt! Jo, det var min Müsli...
Jeg kunne ikke begribe det og undrede mig over hvad hun havde lavet i alt den tid. Den søde familie fortalte at hun havde gået med deres søn hjem fra træning for et par dage siden (de boede ved siden af en motorcrossbane) og havde været der siden da. Jeg tog hende med hjem og Liam og hende "kyssede" hinanden i lang lang tid. Og han løb rundt om hende, mens hun snakkede og spandt. Hun var fyldt med orm, ødelagt snusket pels og tynd. På hele hendes højre side var et stort gammelt sår hvor pelsen var blevet revet af. Der var kommet skorpe på, og min teori er at hun enten er blevet skræmt og løbet langt væk eller at hun er blevet beskudt. For såret passede med at være ca. 2 måneder gammelt. Nu er ormene væk, og hun er igen sund og rask.
Det var den bedste julegave at man kunne ønske sig!
Vi flyttede sidenhen fra rækkehuset og til et midlertidigt hjem i centrum af en meget større by. Vi ville ikke længere have at Müsli kom udenfor, andet end i den aflukkede have. Skrækken for alle de farer der er midt i byen var alt for stor. Mens vi ventede på at finde os en anden lejlighed, fandt Müsli sig en lille rød hankatte-ven. Han havde fundet en vej ind i vores aflukkede have, og snart sad hun trofast og ventede på han kom ind i haven hver dag.
Månederne gik og vi fik endelig vores lejlighed i København. Hun tilpassede sig med det samme, som hun har gjort alle de andre steder vi har boet. Et par måneder efter at vi var flyttet ind, var hun med på ferie til Jylland i sommerhus. Vi kørte derover, og hun var med på færgen og sad blot og kiggede rundt, men folk nok undrede sig over hvad en kat lavede med om bord. Müsli var ligeglad, og nød airconditionen på færgen. I sommerhuset faldt hun også til med det samme, og det var en kæmpe fornøjelse for os alle at vide at hun var med os og var glad.
Huskat Müsli
jun 2012
Følger: 2 Følgere: 1 Katte: 1 Svar: 2
eller fandt og fandt, i kan læse mere om hende vis i kommer en smutter forbi min profil:);):)
okt 2012
Følger: 1 Katte: 3 Emner: 1 Svar: 19