{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
  1. {{breadcrumb.text}} {{breadcrumb.text}}
{{currentPhoto.altText}} billede {{currentPhoto.number}} {{currentPhoto.text}}
<
>
{{photo.altText}}
 
Se alle billeder på én side

Huskat Bruno (Himmelkat) 2004

3.032 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen kat er oprettet og stemt ind. Opret din egen kat

Stemmefordeling (0)
Tinka
Tinka
Kvinde | 62 år | Oprettet: 17. dec 2006
Katte (2)
Forumemner (68)
Annoncer (1)


Følger (0) Følgere (102)

Huskat Bruno (Himmelkat)

Udfordringer
0
0
0
Udfordr
Fødselsår:
2004
Temperament
Sød, kælen, mild, kærlig, tillidsfuld, morsyg, følsom, pågående, selskabelig, opmærksomhedskrævende, insisterende, charmerende, manipulerende, jaloux anlagt dramaprins.
Tricks
Tja, på en eller anden måde lykkes det ham altid at trumfe sin vilje igennem.
Stævner
nej da
Stamtavle
nej da
Køn
han, selvfølgelig kastreret
Beskrivelse
Bruno, og hans bror Bjarne, er hittekillinger/internatskatte/ genbrugskatte, idet de blev fundet i en papkasse på dyreinternatets trappesten. De blev formidlet til nyt hjem, hvor de boede i tre år, og i maj 2007 flyttede de ind hos mig.


Bruno er simpelthen nuttet. Helt ufattelig kær!
Og så har han verdens bedste, blødeste, dejligste mave. Han elsker at tumle, hygge, kæle, putte og lege med fjer og snore, og fange flyvedyr i haven, og at få nusset mave og poter.
Han er blød og rund over det hele, også i sine bevægelser. Når han fx hopper ned fra mit skød, så nærmest ”hælder” han sig ud. :D
Dygtig til at kommunikere - altid klar tale fra Brunos side. Han er ekstremt tydelig i mimik, kropssprog og tonefald, så man er aldrig i tvivl om, hvad han mener, føler eller vil ha'.
Han kan ligge og putte helt flettet sammen med bror Bjarne, og er da bestemt glad for sin bror. Men hvis jeg giver Bjarne opmærksomhed i form af kæl eller leg, SÅ bliver Bruno sur. Han sidder og muler og ser umådelig fornærmet og såret ud. Hvis han så ikke får sin vilje - altså får min fulde opmærksomhed - kan han finde på at gå i seng. Men han får jo som regel hurtigt sin vilje, og så bliver han glad igen.
Husets baby er han. Bliver efterhånden mest kaldt Bynno.

------------------------------------------------------------------
Himmelkat d. 27/10 2020
-----------------------------------------------------------------------------------



27/10 2021


Kære Bruno, min elskede ven

Hvor HAR jeg dog elsket dig. Det gør jeg stadig. Tak for din kærlighed og hengivenhed, og for at du var dig. Du var en ganske særlig og helt vidunderlig kat <3  

I alle de år vi var sammen, var der ikke en eneste dag, uden jeg fik et strejf af tanken om den dag, du ikke længere var her. At den dag jo uundgåeligt ville blive virkelighed forekom mig surrealistisk. Og som verdens ende. Det blev det på sin vis også.

De første mange år vi var sammen - os alle tre, du og jeg og Bjarne - var ret ubekymrede. Vi kendte hinanden rigtig godt, havde det godt, sjovt og hyggeligt sammen, havde sære og sjove vaner, og uenigheder blev løst ved at vi indgik kompromisser.

Senere kom de aldersrelaterede skavanker for jer begge. Jeg håber, at mine bekymringer for jeres helbred har været meget værre for mig, end skavankerne var for jer. 

Du var godt nok gennem meget træls dyrlægehalløj de sidste par år. Mest småtterier, men mange og trælse. Og én traumatisk, der kunne være endt helt galt, så TAK fordi du tog imod min undskyldning! Det var derfor vi klarede det. Vi klarede faktisk rigtig meget, fordi vi hjalp hinanden. 

Få dage efter Bjarnes død, blev verden ramt af coronapandemien, og pga. den, og hvad deraf fulgte, blev jeg mere end blot bekymret, fordi det kunne få betydning for vores afsked. Så det sidste halve års tid af vores liv sammen blev desværre præget af min angst for, hvordan det dog skulle gå, når du skulle til Kattehimlen. Tanken om at risikere at skulle aflevere dig ved en skranke på et dyrehospital, uden at kunne være med dig til det sidste var ikke til at tænke til ende. (Nå, det var nu aldrig kommet til at ske, uanset hvad!)
  
Tiden nærmede sig. De sidste dage af dit liv brugte vi til at hygge og kæle. På trods af sygdom, havde du det heldigvis forholdsvis godt. Det havde jeg ikke. Og da dyrlægen kom, var jeg ude af mig selv. Da hun gik, følte jeg (og den følelse har sat sig fast i mig) at du var blevet revet væk. 

Vores afsked skulle have været i ro og orden og fint og stille og smukt og rigtigt. Men det blev stresset og forkert, pga. pisselortecorona, og af at dyrlægen var for hurtig, og at jeg holdt afstand og var ude af mig selv. 

Du skulle jo have ligget i min favn og blive kysset og sunget afsted til Kattehimlen. 

Det mest ubærlige er, at jeg ikke nåede at trøste dig, efter at dyrlægen havde undersøgt dig. Undskyld!
Der skete det, at jeg holdt coronaafstand, og fattede ikke, at tiden var så knap. Pludselig havde dyrlægen stukket dig med bedøvelse, uden at jeg havde haft åndsnærværelse til at tænkte eller reagere. Det kom bag på mig, at det gik så hurtigt, at du nærmest var væk i det samme, som jeg rakte op og ville tage dig i mine arme ... ned fra kradsetræet. Det var så helt anderledes end alle de andre hundredvis af gange, jeg har gjort det: Rakt armene op til dig ...og du tog et skridt ud på min skulder … og lod mig favne dig... og du puttede dig ind til min hals.
Denne sidste gang var det anderledes – måske blev du overrumplet af bedøvelse. Din tyngde, din krop, dit blik. Jeg håber sådan, at det anderledes i dit blik ikke var noget dårligt, men blot anderledes, ikke fordi du følte dig overrumplet eller svigtet (gudforbydedet!), men at det bare var anderledes, fordi du ville tage øjenkontakt, men var for træt. Og jeg håber, at du blev så hurtigt træt, fordi det var rette tid at sige farvel.
Ja, det var det. Tid til farvel. For som om alt det andet svære og forkerte ved situationen ikke var nok, så var der ikke omløb i dine årer. Og fordi du, trods bedøvelse, lå og så forpint ud, ville jeg have, at du straks skulle have fred, og så bad jeg dyrlægen om at stikke dig i hjertet.

Det er ikke til at holde ud.

Elskede vidunderlige Bruno Brynjolf, det sidste i verden jeg ville, var at svigte dig. Alene det at jeg ikke magtede at lade dig blive kysset til himlen i ro og tryghed, føler jeg er et svigt, og det er jeg så inderligt og uendelig ked af. Jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og så blev det alligevel forkert. Undskyld! Jeg kan ikke sige det nok. Undskyld, undskyld. UNDSKYLD!

Mit højeste ønske er din tilgivelse. Jeg håber stadig, at du vil komme til mig i drømme, og lade mig vide, at alt - trods alt - er ok, sådan som Bjarne gjorde, og som jeg er er evigt taknemmelig for. 

Kærlige hilsner og nysser til dig og Bjarne.

Tinka


"Oh, what I wouldn't give to have you lying by mig side, right here...."
Gå til sidste svar
Kommentér på:
Huskat Bruno (Himmelkat)
Gå til toppen
Annonce