Parforhold - Pause? {{forumTopicSubject}}

Jeg har brug for et råd, af en erfaren..
Min kæreste og jeg har været sammen i halvandet år, og jeg har altid følt mig meget tryg sammen med ham. Vi kendte ikke hinanden ret godt før vi begyndte at date, men det hele "klikkede" bare fra dagen vi mødtes, og gik ind i et forhold allerede lidt over en måned efter vi havde mødtes.

Jeg har haft mange kærester og "hjerte"-sorger gennem årene som forvirret teenager, men med ham føler jeg virkelig at dette er ægte, og jeg har aldrig et sekund været i tvivl om han ville være dén rigtige, trods små-kontroverser.

Desværre sidder jeg i en kniben situation, da jeg er nød til at blive boende i min nuværende kommune, grundet min sag om visitering til fleksjob, efter en ulykke hvor jeg fik to brud i nakken, og jeg har endvidere stået boligløs to gange inden for et år, grundet huslejestigninger. Sagen har nu varet i fem år, og man lever uden en tidshorisont. Min kæreste havde et sabbat-år, det første år vi kom sammen, og han boede da stort set hos mig, og vi var sjældent adskilt i mere end en weekend af gangen. Det var en rigtig dejlig tid, og jeg savner den. Men min kæreste startede på sit nye studie i Aalborg i september, som er godt 3 timers kørsel herfra, og da jeg er på kontanthjælp og han på SU, er der ikke megen råd til at ses, og nyde hinanden på samme måde som før.

Det er en rigtig frustrerende, og stressende levemåde.

Den usikre situation jeg sidder i m.h.t arbejde, distancen fra hinanden o.s.v. har gjort min kæreste rigtig usikker på os, og jeg tror måske også på ham selv, da en stor jalousi er begyndt at vise sig fra hans side. Det gav i torsdags anledning til et stort skænderi mellem os, da han var på besøg hos mig, efter endt eksamener.
Han valgte at afbryde hans lille ferie hos mig, og tage hjem, og jeg føler mig herefter, meget frustreret da jeg er meget i tvivl om hvad han vælger om vores fælles fremtid sammen.

De sidste par dages frustration, har givet mig anledning til at kigge indad, og bliver lidt ked af det.
Jeg er nok en af de der lidt for selvstændige og stædige kvinder,(mens han er en enormt følsom og åben fyr), som har været for stolt til at tale om følelser og i tilstrækkelig grad vise at jeg elsker min kæreste, og blot taget det hele lidt for givet. Det har naturligvis medført mindre sex og kærtegn end vi begge har haft behov for. Den beskrevne usikre situationen har kun gjort det værre og endelig har min tilbageholdenhed med at kunne give svar på hvornår vi kunne flytte sammen, af frygt for at love for meget også spillet ind. Jeg har brugt meget tid på at overvejde hvilke ting der betyder noget for mig, og disse prioriteringer gør, at jeg inderligt ønsker at forandre de ting som jeg nu ser var forkerte, at gøre de ting som jeg undlod, og at være mere åben.

Vi har haft et godt forhold indtil nu med stor gensidig respekt, samarbejde og hverdagssamtaler, ingen rigtige uenigheder, kun petitesser, men til gengæld begrænsede mængder af dybsindige samtaler, sensuelle kys og kærtegn og meget lidt sex. Jeg har hele tiden haft troen på, at min energi og mit overskud ville vende tilbage, når jeg "bare fik det rigtige sted at bo, og fik lidt mere overblik over de nye budgetter o.s.v."..
-Og jeg synes også jeg har fået mere overblik, men da vi først lige har haft mulighed for at se hinanden for første gang siden jeg flyttede ind i min nye lejlighed i starten af januar, føler jeg at jeg blev frataget lidt, at kunne nå at vise ham det.

Da han tog afsted herfra, var vi begge meget kede af det, og han antydede indirekte at vi skulle holde en pause;
"Jeg skal have tid, til at finde ud af hvad jeg vil med det her forhold." Og sagde så at han elskede mig rigtig højt, og det ville han altid gøre, hvorefter han kyssede mig, krammede mig længe og derefter kørte afsted i toget.
Jeg har efter det, i min frustration om at få svar fra ham, sendt ham diverse digte som jeg skrev, og små beskeder med mine følelser, uden ét eneste klart svar tilbage, eller tegn. I går bad så om at få lidt fred og ikke kontakte ham, bare lige i et døgn. -Og det har jeg 100% respekteret og accepteret, og overholdt. -Men jeg er naturligvis angst for hvad hans beslutning vil blive om os, og vores fremtid sammen og lige nu er jeg fuldstændig fortabt. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke bare sidde passivt og afvente hans beslutning. Jeg føler at jeg må gøre et eller andet. Derfor bl.a. dette indlæg. Jeg er bange for at fare for hurtigt frem, men samtidig bange for at jeg ved at være for forsigtig og tilbageholdende ikke får vist at jeg virkelig ønsker at arbejde med vores forhold, gøre tingene anderledes og bedre.

Skal jeg lade ham være i fred ?
Skal jeg overdænge ham med komplimeter, kærlige ord, digte og uventede besøg ?
Skal jeg se lyst eller sort på vores tidligere planer ?
Skal jeg forslå parterapi ?

Jeg savner svar, svar, svar, for jeg kan ikke udholde tanken om ikke at vide hvad der sker og slet ikke tanken om et liv uden ham. -slet ikke efter jeg har siddet med alle de overvejerlser, hvor jeg har tænkt og undersøgt om hvordan jeg skulle kunne klare mig uden ham. Ét er jo at han måske er på vej væk, fordi han folader mig, men man kan jo også rissikerer det på alverdens andre tragiske måder.

Jeg har de sidste to dage hjulpet min mor med at få pakket ud i hendes nye lejlighed, samt er gået i gang med alt det forsømte herhjemme i de sidste dage, samt hygget og nusset rigtig meget med misserne, men det er svært at kunne være positiv, når alle de negative og angste tanker samtidigt kværner i mit hoved, og al for mange kleenex fylder det hele.

Arjs altså hvor blev det langt, men jeg håber det giver mening, og at nogen kan hjælpe mig!
Knus..