Kunsten at græde i kor.. {{forumTopicSubject}}

Ja, jeg skal skrive en boganmeldelse af bogen "kunsten at græde i kor", men jeg har et problem... jeg går i gymnasiet, men fik lov at flytte klasse her i starten af 2.g, og begyndte i klassen i går. Resten af klassen har haft hele sommerferien til den her opgave, men jeg har jo så kun haft fra i går af... og jeg har overhovedet ikke læst bogen færdig, og det føles stort set umuligt! Boganmeldelsen skal nemlig være færdig til i morgen!!
Jeg håbede lidt at nogen herinde måske havde læst den og kunne hjælpe mig lidt med min opgave ?

Her er opgaven fra min lærer:

Jeg tror simpelthen, at den bedste måde at få den ekspederet på er at lave en anmeldelse.
En anmeldelse er en kort tekst – lad os sige max. 1500 ord. (ca 2 A4) men min. 1000 ord.
Opgaven bliver bedømt på:
Formidlingen af oplevelsen ved at læse det.
Om forståelsen af romanen er på plads.


Det handler om Filmanmeldelser, men de spørgsmål der tages stilling til er fuldt så relevante for boganmeldelser.
Tag derfor din anmeldelse og udsæt den for et tjek i forhold til denne artikel.

Hvad indeholder anmeldelsen?
Når man skriver en filmanmeldelse, er der en række formalia, som skal være på plads. En filmanmeldelse i en dansk avis indeholder typisk følgende elementer:

1)   Rubrik (overskrift)
2)   Underrubrik (underoverskrift)
3)   Manchet: faktuelle informationer om titel, instruktør, produktionsland, premierested
4)   Eventuelt vurderingsstegn, for eksempel hjerte eller stjerner
5)   Signatur, det vil sige anmelderens navn
6)   Brødtekst inklusive eventuelle mellemrubrikker
7)   Eventuelt foto (som regel et frame eller still-billede fra filmen) samt billedtekst

Lad os se nærmere på brødteksten:
 
Den indeholder fire hjørnesten: handlingsreferatet, perspektiveringen, karakteriseringen og vurderingen. Der er ingen rigtig eller forkert rækkefølge, ligesom man kan vælge enten at holde de fire elementer adskilt eller lade dem væve sig ind i hinanden i teksten. De fleste anmeldere gør det sidste.
 
Handlingsreferat
Handlingsreferat lyder meget tørt; oplevelsesrapport er et bedre ord. For det behøver langtfra at være et tørt resumé. En anmelder kan i handlingsreferatet søge at genskabe filmens stemning, så det for læseren ikke bare bliver en faktuelt oplysende gennemgang af historien, men en smagsprøve i videre forstand: på filmens atmosfære, rytme, visuelle æstetik, følelse osv.

Handlingsreferatet skal give information om, hvad filmen handler om uden at røbe for meget. Der er en tendens til, at handlingsreferatet ligger i første halvdel af anmeldelsen, fordi det er nemmere for læseren at forstå vurderingen, når han/hun kender handlingsgangen i filmen.

At tro at det er nemt at lave et præcist og tilpas dækkende handlingsreferat — at det "bare" drejer sig om at genfortælle filmens handling kort — er en fejltagelse. Mulighederne for at variere referatet — såvel indholds- som formmæssigt — af én og samme film er uendelige. Selv i det mest "nøgne" handlingsreferat ligger der næsten altid en mere eller mindre implicit vurdering. Anmelderens vinkel og ordvalg afspejler, om han/hun er positivt eller negativt indstillet.

Perspektivering
Filmen sættes i perspektiv ved, at anmelderen placerer den i en større sammenhæng — hvordan står den i forhold til sin genre, er den traditionel eller nyskabende? Og hvordan står den kvalitets- eller temamæssigt i forhold til samme instruktørs, producents eller til hovedrolleskuespillerens øvrige værker? Eller hvad er filmens tema og moraler, og hvad siger det os om de store emner som livet, kærligheden, døden? Hvis en film bygger på en roman, vil det også være oplagt at sige et par ord om denne og om, hvordan man har valgt at adaptere den til film.

Perspektivering bruges ofte som "anslag", altså som indledende afsnit i anmeldelsen, men fletter sig også tit ind og ud af handlingsreferat og vurdering.

Karakterisering
Karakteriseringen adskiller sig fra perspektiveringen ved at give en tolkning eller analyse af filmen; og den adskiller sig fra vurderingen ved ikke at give nogen direkte kvalitetsbedømmelse af værket. Til karakteriseringsdelen hører for eksempel analyserende beskrivelser af filmens visuelle aspekter — måske anvendes der håndholdt kamera, som giver filmoplevelsen en nervøs, improviseret kvalitet, eller måske spiller farverne i scenografien sammen med historien på en særlig måde. Det kan også være en karakterisering af den dramaturgiske opbygning eller de fortællermæssige træk og særpræg. Vi får svar på spørgsmål som: Hvilken genre og type af film er der tale om? Hvordan er atmosfæren og den visuelle æstetik? Hvad er budskabet eller moralen?

Det sker, at den ubeslutsomme eller fortravlede anmelder bruger karakteriseringen som "flugtvej" — er man i tvivl om, hvad man egentlig mener om en film, og har man ikke tid til at tænke nærmere over det, kan man fylde spaltepladsen med karakterisering og retoriske spørgsmål. Men hvis vurderingen mangler, sidder læseren tilbage med spørgsmålet: Hvad synes anmelderen egentlig om filmen?
Vurdering
Vurderingen anses som det centrale aspekt ved en filmanmeldelse. En anmeldelse uden en vurdering er ikke en anmeldelse. Den hænger tæt sammen med spørgsmål om kvalitet og om, hvad kvalitet er. I vurderingen tager anmelderen stilling til filmens kvalitet, altså filmens værdi, ud fra en række kvalitetskriterier, der er præget af den tid og den kultur, som anmelderen er del af. Ud over at bygge på fælles konventioner omkring kvalitet — der, i hvert fald overfladisk set, kan forekomme "objektive" — bygger vurderingen også på anmelderens smag og andre personlige faktorer.

På den ene side er en anmeldelse altså en enkelt persons subjektive mening. På den anden side har en anmeldelse mere vægt end som så. Der er en autoritet forbundet med dagbladsanmeldelsen, som hænger sammen med selve institutionen "filmanmelderi". Ifølge traditionen er en anmelder en person med mere end almindelig viden om film og kendskab til analytiske metoder, en mere end almindelig udviklet kvalitetsfornemmelse, samt i øvrigt en person, der står uafhængigt i forhold til filmbranchen. Det antages derfor, at en avisanmelders mening er mere "kvalificeret" end en tilfældige biografgængers.

Vurderingen ligger næsten altid mod slutningen af anmeldelsen, og det er en uskreven regel, at sidste afsnit er en form for opsamling på vurderingen; læseren kan som regel ved kun at læse sidste afsnit få en klar fornemmelse af anmelderens holdning til filmen.
Analysér anmeldernes kvalitetskriterier — hvad udløser ros (for eksempel vurderingen "originalitet") og hvad udløser kritik (for eksempel vurderingen "dårligt skuespil"). Diskuter kvalitetskriterierne — er originalitet, eksempelvis, altid positivt? Og kan noget uoriginalt også være godt? Diskuter hvorfor en anmelders mening har mere vægt end en almindelig biografgængers mening. Er det fair, at det er sådan?
Sprog og argumentation
Det er en større kunst at skrive noget indviklet på en enkel måde end at skrive noget enkelt på en indviklet måde. Sproget er anmeldelsens byggeklodser, og det er vigtigt med et gennemarbejdet, klart og præcist sprog. Sprogfejl underminerer anmeldelsens autoritet.

Der er tre sproglige berøringsflader i en anmeldelse:

1) Journalistikkens sprog; kodeordet for dette funktionelle, enkle og konkrete sprog er formidling.
2) Videnskabssprog; her drejer det sig om at analysere, definere og systematisere. Det er en sprogbrug præget af begreber.
3) Digterisk/litterært sprog; her finder vi metaforer, billedsprog, jeg-form og andre sproglige figurer, som er med til at give anmeldelsen et personligt præg. Det er en sprogbrug præget af frihed til at lege med ord og udtryk.
I vurderingen af en film er det vigtigt at være bevidst om argumentationsteknik. Man præsenterer en påstand, for eksempel at filmen er spændende. Bag denne påstand ligger en hjemmel, det vil sige et sæt af fælles vedtagne, kulturbestemte værdier — i dette tilfælde at det er en kvalitet, at en film opleves som spændende. Hjemmelen er stort set altid uudtalt og underforstået. Sluttelig kommer begrundelsen — filmen er spændende, for eksempel fordi der hele tiden er nye, interessante udfordringer, som helten skal overvinde.

Når man arbejder med sprog og argumentation, er retorikken af stor betydning. I klassisk retorik skelner man mellem tre appelformer, det vil sige måder hvorpå man vinder tilslutning til et synspunkt. Med logos appellerer anmelderen til læserens fornuft ved at gøre argumentationen grundig, sammenhængende og logisk. Med ethos slår anmelderen på sin troværdighed og autoritet og søger derigennem at overbevise læseren om sit synspunkt. Og med pathos appellerer anmelderen til læseren ved hjælp af følelser og stemninger. 
Får man som læser en fornemmelse af filmen? Er handlingsreferatet dækkende? Fungerer argumentationen? Er det klart, hvad anmelderen mener om filmen? Find herefter anmeldelser af filmen i en række aviser, og analysér avisanmeldelserne på samme vis.
 
Arbejd med sprog, retorik og argumentation. Præsentér en påstand, kom med begrundelsen og afdæk hvad hjemmelen bag påstanden er.
 


Jeg ved godt at det er meget langt, men kæmper virkelig med det... Det var stort set umuligt at få lov at skifte klasse, og en af "reglerne" for at jeg fik lov, var at mine lektier blev afleveret til tiden... så ber jer virkelig... hvis nogen har læst bogen, er i så ikke søde at hjælpe ?

på forhånd tak,
Rikke