Forslag om dyrevelfærd, så er det nu! {{forumTopicSubject}}
Debatoplæg om dyrevelfærd
Søer, der får store væskende skuldersår, fordi de har været fastspændt i fem uger på et hårdt gulv uden mulighed for at bevæge sig. Slagtekyllinger, som dårligt kan gå. Køer, der bliver transporteret under kummerlige forhold fra Europa til Nordafrika. Det er eksempler på dyremishandling, som vi hverken kan eller vil acceptere. For etik og moral er ikke kun relevant for den del af dyreriget, som mennesket tilhører, men også for de dyr som vi opdrætter og lever sammen med.
I de seneste år er der heldigvis kommet en større anerkendelse af, at dyrevelfærd skal tages seriøst, og grænsen for, hvad vi kan være bekendt, har rykket sig. Dyrevelfærd er blevet en del af samfundsmoralen, og vil man accepteres som et ordentligt menneske af sine omgivelser, kan man ikke være dyremishandler. Det er en udvikling, som Ny Alliance hilser velkommen.
Der er rigeligt at tage fat på. Målet er, at dyrenes naturlige behov skal tilgodeses i alle situationer, og at lidelse og smerte skal minimeres. For Ny Alliance betyder det naturligvis ikke, at vi ikke må spise dyrene eller bruge deres pels. Men det betyder, at vi skal have en moderne og oplyst tilgang til dyrevelfærd, hvor pålidelige undersøgelser bliver lagt til grund for, hvordan vi behandler dyrene, når de opdrættes og holdes fanget. Det betyder også, at vi hele tiden skal overveje, om der er mulighed for at ændre praksis. Helt konkret er man i dag fx kommet så langt med udvikling af computermodeller, at de i mange tilfælde kan erstatte dyreforsøg. Det skal vi i langt højere grad gøre brug af.
Vi vil meget gerne høre jeres forslag og gode idéer til, hvordan vi kan gøre det bedre for dyrene. Det gælder både vores husdyr, kæledyr og dyrene i naturen.
Her er nogle af de spørgsmål, vi gerne vil finde svar på:
• Hvordan kan vi have en konkurrencedygtig landbrugsproduktion samtidig med, at vi sikrer dyrene gode leveforhold?
• Hvordan kan vi få mere økologi og gøre forbrugerne mere bevidste om dyrevelfærd?
• Hvad kan vi gøre for at komme dyremishandling af kæledyr til livs?
• Hvordan kan vi både bruge langt færre forsøgsdyr til fx at teste medicin på og samtidig give dem de bedst mulige forhold, mens de er i live?
• Er det en god idé at begrænse brugen af dyr som underholdning – og hvor langt skal man gå?
• Hvordan skal vi forholde os til jagt på sæler og hvaler?
• På hvilke områder kan Danmark gå foran i EU og i international sammenhæng for at presse på for bedre dyrevelfærd?
Hvis du har svar på spørgsmålene – eller hvis du har forslag til andre steder, hvor Ny Alliance kunne arbejde for bedre dyrevelfærd, så send en mail inden den 2. november til: dyr@nyalliance.dk
NB. De, der ikke har adgang til email, kan sende forslag til:
Ny Alliance
Nybrogade 10 3. sal
1203 København K.
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
Forslag om dyrevelfærd, så er det nu!