Skolen presser mig. (ang. sygemelding) {{forumTopicSubject}}
Min skole, der også er min arbejdsplads bliver ved med at presse mig...
Nu har de indkaldt mig til møde, hvor jeg bare har at fortælle hvad f***** jeg har tænkt mig til næste år, og hvor lang tid jeg skal være syg...
Jeg sygemeldte mig i slutningen af september på grund af depression... og selv om jeg har været på de såkaldte lykkepiller har jeg kun fået det værre... 
Jeg er bange... er sikker på de ikke tror på hvad jeg siger, og bare vil fyre mig...
Kan heller ikke klare at tænke på skole lige nu... jeg følte mig så dum, da jeg skulle starte på mit hovedforløb og kunne slet ikke koncentrer mig, fordi jeg var så ked af det... og nu forventer de bare at jeg kan starte op forfra til januar på en ny skole i jylland, hvor jeg så får 5 timers transport tid til hver eneste dag... bare tanken giver mig kvalme...
Jeg har faktisk slet ikke lyst til den uddannelse mere, men ved ikke hvad jeg ellers skal gøre...
Kan ikke søge job... det er jeg direkte angst for... og har så lavt selvværd, at jeg kommer til at tude, fordi jeg ikke kan skrive noget godt om mig selv i en evt. ansøgning...
Det er skide svært, for en af grundene til at jeg er blevet så ked af det, er at jeg bekymre mig meget om penge og økonomi... jeg er så bange for, at fejler alting, så det ender med at vi mister huset, kattene og alting...
Jeg føler mig som sådan en fejl meget af tiden... sidder og stirre over på det brev jeg fik om det møde, og er ved at græde...
Aner ikke hvad jeg skal gøre... hvis jeg ikke skal fyres, skal jeg starte på skole igen i januar... men det ved jeg, at jeg ikke kan...
Lige meget hvad, taber jeg...
apr 2006
Følger: 38 Følgere: 36 Emner: 132 Svar: 1.547
Jeg har fået at vide, at hvis jeg ville ha proff. hjælp, måtte jeg tage ud til psykiatrisk skadestue... problemet er bare, at det er jeg også bange for... har været der en gang, men der virkede det heller ikke til at de troede på mig, fordi jeg ikke har selvmordstanker... det sagde lægen derude faktisk også til mig, at det ikke kunne være depression, når man ikke tænkte på at tage livet af sig selv...
Ret forvirrende for mig, så er også ræd for at skulle derud igen...
I det hele taget, har jeg det meget meget dårligt med at skulle udenfor hjemmets trykke rammer...
Godt jeg har Cleo lige nu... hun sidder på min skulder og gnubber trøstende hovedet mod min kind...
mar 2006
Følger: 31 Følgere: 29 Katte: 4 Emner: 48 Svar: 311
gå til lægen - også selv om han er en dum skid der ingenting fatter. men ikke alene. tag din kæreste og evt fx. din mor med, så de kan støtte, bakke op, og også fortælle om hvordan du har det. og vil han ikke høre, så ny læge indtil du finder en der vil lytte! jeg måtte eksmpelvis skifte psyk fordi den første ikke kunne forliges med det billede jeg havde af mig selv.
du MÅ ikke bare give op og krølle dig sammen derhjemme. det føles nemmere og mere ufarligt, men gør det bare værre !
knus kira
okt 2006
Følger: 3 Følgere: 2 Katte: 5 Emner: 9 Svar: 20
De kan ikke nægte dig prof. hjælp fordi du ikke har selvmordstanker. Din egen læge må kunne henvise dig til en psykiater eller psykolog.
Ang. lykkepiller, så har jeg prøvet flere slags, inden vi fandt dem der hjalp mig...Så tal med lægen igen. Og hvis ikke han vil lytte eller hjælp, så skift. Du er for god til en dårlig læge..der er så mange der gerne vil hjælpe...
sep 2006
Følger: 4 Følgere: 4 Katte: 4 Emner: 84 Svar: 583
Skolen følger kun den normale procedure. Ved ikke lige hvad du skal uddanne dig til der. Men som du nu beskriver dig selv igen, så får du jo ikke noget ud af undervisningen.
Jeg ved ikke hvorfor du tror vi her kan hjælpe dig????
Der kom også sidste gang mange rråd og trøste ord til dig.
Er du bange for at den psyk.skadestue skal afvise dig???
Selv om du er det så tag derhen alligevel, for du bliver jo ikke bedre af at skrive her igen?????
apr 2006
Følger: 38 Følgere: 36 Emner: 132 Svar: 1.547
Ja, de sagde også til mig, jeg skulle søge egen læge... som så siger til mig at jeg ikke kan blive henvist til en psykiater, men i stedet skal tager derud igen...
Jeg har i mange år været meget bange for afvisning... og det giver da også tanker om at der er meget mere, der ligger bag, end bare de ting der er sket det seneste år...
Hvis jeg føler folk har behandlet mig dårligt, eller har ignoreret mig, som lægen har gjort, bliver jeg bange for at skulle se dem igen...
Kirch L
Jeg prøver vel bare at finde lidt trøst, da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, og ikke har nogen venner, andet end mine katte!
Er bange for at snakke med folk i virkeligheden... har ikke engang fortalt min familie om hvordan jeg har det, fordi jeg så mange gange før har følt mig som sådan en taber, og ikke kan snakke om sådan nogle ting med dem... jeg er endda bange for at se min egen familie...
Her på nettet føles det nemmere at søge råd og hjælp... og hvis jeg heller ikke må/kan det, så ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre ad mig selv mere...
aug 2004
Følger: 6 Følgere: 6 Katte: 3 Emner: 16 Svar: 75
Kunne bare ikke få sygedage så måtte jo gå og have det elendigt på arbejde
så har skiftet arbejde..
Men snak med fagforeningen om det . de kan hjælpe dig . og du skal selvfølgelig gå sygemeldt til du selv mener du er rask . og så skal du bare give kolegaen og skolen en skideballe over de ikke skal præsse.
sep 2006
Følger: 4 Følgere: 4 Katte: 4 Emner: 84 Svar: 583
Nu synes jeg ikke jeg har skrevet at Julie ikke må henvende sig herinde, for hvor for skulle jeg dog det.
Jeg kunne bare huske at Julie havde en lignende tråd herinde som jeg skrev.
Men jeg bliver da forskrækker over, at så mange af jer ikke mener, der er hjælp at hente hvis man søger den på skadestuen eller hos egen læge.
Men de kan jo kun give hjælpen hvis man søger den og samtidig selvfølgelig opfylder de kreterier som der nu engan er.
Der er jo begrænsede okonomiske midler til rådighed.
Men Julie, håber virkelig for dig at du får hjælp og kan se at også du er noget værd, at du også har ret til et ordentligt liv med mening og indhold.
Prøv at tænke over hvad det værdste der kan ske for dig hvis du blev.bliver afvist???
jan 2006
Følger: 12 Følgere: 12 Katte: 2 Emner: 127 Svar: 1.456
Ikke ondt ment eller noget; nu kender jeg dig ikke, men har man ikke været inde i systemet, og psykiatrien som patient, så kan man heller ikke sætte sig ind i hvordan det fungerer. Selvom at det måske lyder godt udadtil, så kan læger, psykologer osv. godt springe over hvor gærdet er lavest, og nogle gange kan de virkelig behandle en svinsk. man skal tænke på at de også er mennesker, og nogle gange så handler de udfra noget andet, men hvor det er patienten/klienten som det går ud over... Systemet kan være til stor hjælp, men selvom de ikke skal være det, så kan de F***** også være meget meget ubehagelige....
Julie - Jeg kan ikke skrive noget som der ikke er blevet skrevet eller som jeg ikke har skrevet i dine andre tråde....
Jeg vil opfordre dig til, en dag hvor overskuddet er til det, at læse alle de indlæg igennem, som du har skrevet herinde....! Kigger man på dem en dag, så kan man kigge på dem en anden dag, hvor det måske er nogle andre øjne der ser med dem, det kan nogle gange give en mulighed for at man ser og opdager nogle andre ting af det de dejlige brugere herinde har skrevet....
Det er værd at prøve, for jeg fornemmer at du får det dårligere og dårligere. Det er rart at du søger hjælp og støtte herinde, men hvis det ikke rykker noget i dig, så må du finde en anden og bedre større for dig, et andet sted...
Held og lykke, søde tøs...
Her er to af de 'gamle' link til de tråde du har oprettet.. Kig dem igennem, for at se om der er noget du kan se og bruge, som du ikke kan huske dengang du oprettede dem.... Det er værd at læse igennem...
http://www.kattegalleri.dk/html/for_messageDetail.asp?MSG_ID=15592
http://www.kattegalleri.dk/html/for_messageDetail.asp?MSG_ID=17283
sep 2006
Følger: 4 Følgere: 4 Katte: 4 Emner: 84 Svar: 583
Det havde jeg fået at vide flere årtier forinden af vores foeældre at han var død. Men det var han så altså først sidste år efter mange år ophold på SHH.
Jeg kan forstå jeres holdninger omkring det med hjælp og blive dårligt behandlet, fordi jeg var på min brors afdeling efterfølgende for at få noget at vide om ham.
Og må sige at deres menneskesymn og holdninger fik de små hår i min nakke til at stritte.
Men men. Jeg har så også selv arbejdet i psykiatrien for år siden og synes jeg havde nogle gode kollegaer.
Men jeg tror de som atrbejder der i længere tid bliver så præget af ders arbejde og oplevelser, at de bliver følelsesmæss. anderledes med tiden.
sep 2006
Følger: 4 Følgere: 4 Katte: 4 Emner: 84 Svar: 583
Ja det med at være for længe ansat det kan jeg kun tilslutte mig. Jeg brugte et par måneder efter min brors dæød med at være vred på personalet, som hele tiden havde vist at jeg var der men de havde bare aldrig sat sig i forbindelse med mig.
Og hvis det ikke var for en sød sygepl. på det sygehus min storebror døde på, som fandt frem til mig og kontaktede mig, så ville jeg ikke have fået noget at vide fra SHH før min bror var begravet. De ville nemlig også bestemme over ham efter døden.
Men sådan kom det heldigvis ikke til at gå.
Men kors jeg ville da nødig ha været syg og indlagt på hans afdeling på SHH.
sep 2006
Følger: 4 Følgere: 4 Katte: 4 Emner: 84 Svar: 583
Ja men det har du da også nok ret i , men tror så også der er stor forske på gamle som er psykist syge og så unge.
Med de unge har jeg ofte ønsket, at jeg kunne finde en måde hvor på jeg kunne få dem til at forstå, at de kun havde det liv de havde lige her og nu og de skulle levet det, selv om det nogle gange gjorde så ondt at det synes det ikke var til at bære. At få dem til at finde ud af hvordan de kunne se der også var en mening med deres liv, og at de ikke måtte smide det væk. Ønsket der var en pille som kunne tage livet af det dårlige som de opleved ved det at leve, og så få dem til at kunne se på deres eget liv igen med mod på at leve det.
Julie. Se på dine djlihge katte, og se på alle de mennesker du har på din venneliste.
Du og livet har en mase at give hinanden.
Så klø på.
jan 2006
Følger: 12 Følgere: 12 Katte: 2 Emner: 127 Svar: 1.456
Sov godt, få sat nogle smil i gang, det smitter altså nogle gange. Uanset hvor sort det kan se ud, så kan det altså godt ændre sig...
Pas godt på jer selv, det mener jeg.
Vi skrives ved i morgen
apr 2006
Følger: 38 Følgere: 36 Emner: 132 Svar: 1.547
Kan godt se der er meget, man bliver nødt til at gå igennem, for at få hjælp...
Jeg må indrømme at meget af grunden til jeg skriver herinde, er ikke fordi jeg forventer en af jer sidder med en mirakelkur... slet ikke...
Men det hjælper lidt, når jeg er ked af det, for så ved jeg, at jeg ikke er helt alene i verden. Der er andre, der har prøvet det her, og ved hvordan det er.
Det er også derfor jeg er så glad for denne side.
Det er i morgen, tirsdag, at dette møde med skolen, som er skylden i jeg oprettede denne tråd, finder sted.
Jeg er stadig bange... meget faktisk... men det skal bare overståes, og derefter behøver jeg ikke se mere til dem.
Det holder mig dog lidt oppe at flytningen står for døren, og at der kommer 2 katte mere ind i familien.
Og det holder mig oppe, at kunne skrive her på KG. Tak.
Skolen presser mig. (ang. sygemelding)