Adgang forbudt.(min stil, ris/ros) {{forumTopicSubject}}

Jeg kunne ekstrem godt bruge noget ris og ros til min stil som er til på torsdag.
Mangler der noget i den?
(I må MEGET gerne skrive hvis der er stavefejl og hvor de ligger). Og så hvordan i syntes om den?

Adgang forbudt.
Jeg kunne se det for mig, selv med lukkede øjne. Dette øjeblik kunne havde blevet den bedste tid i mit liv. Men eftersom jeg var for genert - takkede jeg nej.. Du inviterede mig med hjem til en kop varm kakao, men jeg svarede nej tak selvom jeg meget gerne ville. Det var for dumt af mig. Min drømmefyr gav mig en chance for at fortælle hvem jeg i virkeligheden var, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg forlod den store chance for at genopfriske minder fra dengang vi var kærester. Dengang det hele var perfekt for allesammen. Dengang hvor vi to var uadskillige. Så var det bare forbi, siden den dag har vores venskab aldrig været værre. Den ene dag var vi okay gode venner, den anden dag var vi ærkefjender. Hvordan det kan gå sådan til, det ved jeg ikke. Men jeg havde chancen. Jeg havde chancen for at komme med dig hjem, hygge og hvem ved? - måske kæle med dig. De følgende dage efter snakkede vi ikke sammen. Jeg græd. Jeg manglede dig virkelig. Det var adgangen til at finde vejen frem til dit hjerte igen. Efter jeg takkede nej - så spærrede du vejene af. Du begyndte at ses med en anden, åbnede vejene til dit hjerte for hende. Jeg var dybt såret - og misundelig. Det smertede dybt i hjertet at tænke derpå. Jeg begyndte at prøve på at impornere nogen drenge, men intet kunne hjælpe. Alle gav mig tegnet til 'adgang forbudt'. Jeg kunne ikke glemme ham - drømmefyren. Når jeg gik forbi ham, enten kiggede han til den ene side eller lukkede øjnene. Jeg var såret. Hvis ikke jeg kunne få ham, så ville jeg slet ikke eje kærligheden. Derpå lukkede jeg mig selv bag tremmer. Mine venner blev bekymret, og begyndte at holde sig på afstand. Jeg følte mig som palle alene i verdenen. Først efter ensomme 2 uger, ringede det en dag på døren. Jeg var alene hjemme, og var derfor ikke meget for at åbne. Så jeg kiggede ud af det lille hul ud til den store hvide verden. -Det var ham! Han stod lige udenfor min dør. Jeg kiggede mig i spejlet - selvom der egentlig ingen grund var til det. Men jeg så bedårende ud. Stille tog jeg fat i dørhåndtaget og åbnede forsigtigt døren. Han var ligeså pæn som han plejede at se ud. -Han smilede og fortalte mig så at han var ked af det skulle gå sådan til. Jeg så snobbet på ham, og så ud som om jeg var ligeglad - han bedte mig at ringe når jeg vidste om han var tilgivet. Jeg lukkede stille døren, og kom så på tankerne om at det var egentlig ikke ham der skulle undskylde - han havde ikke gjort noget forkert. Men alligevel vedholdte jeg ved de ondskabsfulde tanker som at gennemtæske ham næste gang jeg så ham foran min dør. Jeg var stædig - fordi jeg var blevet efterladt helt alene i verdenen. Der gik mange dage hvor jeg op til flere gange tog telefonen i hånden og trykkede de første 4 cifre af hans nummer. Men lagde derefter på. -Jeg var bange. Bange for at vise at jeg savnede ham. Jeg begyndte at gå ud med vennerne igen. De inviterede mig ud at spise, og undskyldte at de havde ladet mig være alene. De var urolige for mig. Selvom jeg inderst inde gerne ville fortælle dem hvad der skete for tiden, gjorde jeg det ikke. Tænk hvis jeg blev gjort til grin over at elske en dreng - som ikke elskede mig. Først en måned efter den dag tog jeg mig sammen. Drengen kunne jo ikke bare blive ved med at sidde og vente på svar. -Hvis han overhovedet ventede. Jeg ville snakke med ham. Jeg ville fortælle ham at.... Jeg tog min mobil op af lommen. Mit hjerte bankede vildt og jeg fik ondt i maven. Jeg fandt hans nummer, men trykkede ligeså hurtigt ud af det igen. Men så slog det mig. Selvom jeg ikke havde noget at straffe ham for, så ville jeg give ham en lærestreg. Jeg greb min telefon igen, og fandt hans nummer. Ringede op.. Han var længe om at tage den - måske fordi han kunne se det var mig der ville i kontakt med ham. Jeg skulle lige til at droppe opkaldet men så tog han den. Han lød venligt og kaldte mig ligefrem for smukke. Jeg fortalte ham at jeg havde tænkt lidt over situationen vi var havnet i. Og han begyndte at grine. Der var nu ikke noget at grine over. Jeg ømmede mig lidt - selvom der nu ikke var noget i vejen. Og så kom de få ord, som jeg havde ventet længe på. Jeg tog mig sammen og begyndte så sætningen. ,,Her er der adgang forbudt. Så hold dig væk fra mig". Hvorfor der blev så stille i telefonen bagefter undrede jeg mig egentlig ikke over - jeg sagde pænt farvel og smækkede røret på. Imens jeg listede ind til computeren kom der et smil på min læbe, og jeg fniste. Typisk. Men siden den dag hørte jeg aldrig fra den fyr igen. Jeg skrev alt ned på min computer, afleverede den som stil. Og det blev til en vidunderlig tilbagekomst. -Jeg savnede ham virkelig meget og havde stadig følelser for ham. Men jeg var nød til at glemme ham. Han var en fiasko. Jeg fik atter iværksat mit hjerte, og begyndte at se efter andet liv.