{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.368 visninger | Oprettet:

Ser I ned på psykisk syge... {{forumTopicSubject}}

- Er bare lidt nysgerrig da jeg efter mange år, hvor lægerne mente, jeg led af depression, fik diagnosen bipolar type 2, hvilket er det moderne navn for maniodepressiv...

Inden jeg fik den rette medicin, havde jeg mange perioder, hvor jeg var ked af det... Forstod ikke hvorfor jeg havde det sådan, for jeg havde job, dejlige katte, gode venner og en dejlig familie.

Jeg har aldrig været indlagt og ej heller været typen, der har brugt masser af penge.. Mit problem var mest jeg kom til at tænke på andre ting, når folk fortalte mig ting.... - Og jeg var ikke godt til at arbejde med andre - Ikke at jeg ikke kunne, men jeg synes, andre folk var for langsomme pga. min egen høje energi.. Nu har jeg fået flexjob og ved, hvornår jeg skal geare ned og forsøger at være bedre til at lytte og tager mere hensyn til andre..

Jeg er træt af, når folk siger, jeg ikke fejler noget, og diagnosen er forkert...

Kender I eller har I selv en form for diagnose, som andre ikke forstår..

Jeg oplever ofte, at folk tager afstand til mig. Ser I ned på folk med diagnoser?
Bliver I skræmt når nogen fortæller, at de har en diagnose?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Ser I ned på psykisk syge...
  • #2   11. maj 2013 Rigtigt fint det med at behandle andre hensigtsmæssigt...

    Efter et stykke tid på mit arbejde, der fortalte jeg til hver enkelt af de andre ansatte, hvad jeg fejler, og hvordan det kan påvirke mig.. De er meget forstående...
    Jeg er blevet pædagogmedhjælper, selvom det ligger meget langt fra mit oprindelige fag som møbelsnedker...
    Det har en meget positiv virkning for mit humør, når jeg er trist at møde op om morgenen til glade børn samt at det er en skovbørnehave, hvormeg jeg får masser af frisk luft...
    - Et par gange er jeg pludselig blevet meget ked af det, og har hevet en pædagog til side og begyndt at græde - De er rigtigt søde, og jeg går så hjem uden at skulle forklare det ene og det andet og smutter uden at børnene ser mig grædende.
    - Ligeledes har der været nogen gange, hvor jeg ikke har kunnet falde til ro om aftenen og dermed ikke har sovet, og så fortæller jeg de andre ansatte, at jeg ikke er sur men har haft det skidt om aftenen og natten...
    - De udspørger mig ikke, når jeg vender tilbage, men vi snakker om det, hvis jeg har lyst på et senere tidspunkt...
    - Min medicin har gjort at jeg ikke ligger flere timer og tænker på alt muligt, men desværre er hukommelsen blevet meget dårlig, og når jeg taler, så mangler jeg nogen gange et ord, som jeg ikke kan finde, selvom jeg kender betydningen...

    Jeg er selv lidt tilbageholdende men også nysgerrig, når folk har diagnoser, fordi det opleves forskelligt fra person til person.. - Man ved ikke hvordan folk reagerer eller om man skal tage specielle hensyn..

    På mit job indgår jeg på lige fod med de andre, men de ved, jeg hurtigt kan ryge ned med nakken, og at det ikke har noget med dem at gøre...

    Mange med diagnose vælger ikke at arbejde, fordi de ikke kan holde til det eller har overskud - Nogen har det ikke godt blandt andre og mange andre grunde.

    Jeg bliver frustreret, når min mor siger: Søg din pension... Jeg føler mig normal, men jeg ved, jeg er mere følsom end andre. Hvis jeg bare går hjemme, så bliver jeg deprimeret og lukker mig inde, så jeg har behov for at møde andre og føle, jeg gør noget af betydning..


  • M B S
    M B S Tilmeldt:
    apr 2012

    Katte: 3 Emner: 19 Svar: 306
    #3   11. maj 2013 Jeg behandler ikke andre folk anderledes uanset hvem de er og hvilken baggrund de har, jo kan godt tage nogle hensyn, men om man har en psykisk diagnose eller ej er man stadig et menneske som alle andre og fortjener ikke at blive behandlet grimt.

    Jeg har selv haft mine op og nedture psykisk og har også en enkelt diagnose (Ikke noget jeg har lyst til at komme nærmere ind på).

    Det eneste jeg kan tænke over med psykisk syge er når de har dyr eller børn, der er desværre nogle psykiske sygdomme der gør man ikke er i stand til at tage sig af andre levende væsener smiley


  • #10   11. maj 2013 Aldrig i livet om jeg ville se ned med psykiske lidelser eller fysiske for den sags skyld..

    2 af mine bedste venner lider af depression og har gjort det on off i rigtig mange år, min svoger har også haft en mindre depression og en af mine nære bekendte gik for ca. 1 år siden ned med stress, jeg har tidligere arbejdet sammen med en person med Aspergers, uden det skabte nogle problemer, der blev taget de hensyn som var nødvendige..
    Jeg har en bekendt som er retarderet og en fætter der har adhd ( det hed damp den gang han fik diagnosen) så for mig ændre psykiske lidelser intet i min holdning eller indstilling til mennesker, det er jo ikke noget folk har valgt, de har blot trukket et uheldigt strå, ingen vælger at være syg hverken på den ene eller anden måde, så hvorfor skulle jeg se ned på dem, og den bedste måde i mine øjne for at forebygge at folk ser anderledes på en når man har en lidelse af den ene eller den anden, det er ved at være åben og ærlig, så har man mulighed for at tage de hensyn der skal tages..

    Men når det er sagt så forstår jeg godt at folk kan være lidt tilbageholdende, men det tror jeg primært at de er fordi de ikke vil jokke i spinaten, de er bange for at såre personen eller sige noget forkert, så derfor vejre de lige situationen og det kan jo godt på modparten virke som om de trækker sig væk, men det er ikke altid tilfældet..


  • #12   11. maj 2013 Lotte s: Jeg får lyst til at provokere: jeg er autist (uden diagnose) og sarkasme / ironi og sort humor hører til i min verden!
    Livet er for kort til ikke at grine og tage p** på hinanden, det gør jeg bl. a. ved at være ironisk og sarkastisk.
    Min autisme gør det lidt svært for mig at kapere når folk ændrer mine planer, så kan jeg virke unflexibel og egoistisk. Jeg kan sagtens selv være impulsiv og lave om på planer i sidste sekund uden problemer.
    Autisme spektret er ekstremt bredt og det er umuligt at skære autister over en kam;-)


  • #14   11. maj 2013 Nej her bliver der heller ikke set ned på folk, lige gyldigt hvad smiley kun hvis de er direkte onde, og ved det.
    Min mor fik en psykose, efter et trafik uheld og lang tids psykisk pres/stres, min søster har depressioner efter eksperimentelmedicin, men de var psykisk " svingende" også før det.
    Min yngste datter har ADHD, det siger man så ikke er en psykisk lidelse, men det øger risikoen for depressioner, min datter kørte galt , som passager, og røg i en depression for det var en stor forandring i hendes liv, og fik medicin, og tog mega meget på, på kort tid, og kæmper stadig med vægten.
    Jeg har selv fået en operation i hjernen smiley så det har da også ændret mit liv.
    Usynlige handicap, uanset om det er fysiske eller psykiske er en belastning, og mange er uforstående over for det.
    Jo der har været fremgang i folks almene forståelse af menneskers usynlige handicap, men meget er smadret nu, nu er vi bare en belastning, og på overførsels indkomst, og " ja du kan da være glad for, du fik pension før de nye regler" alla er du sikker på, du ikke bare er doven, dengang kunne alle jo få pension smiley :(
    Jeg kan ikke tro, der er nogen som frivilligt vil sætte sig uden for det almene samfund, og vælge kronisk fattigdom, ok idag hvor børnene ikke er hjemme mere, er der luft i økonomien smiley
    Lonnie det er flot du både kan og vil arbejde og dejligt, at du har et job, jeg tror alt bliver nemmere nu du ved hvad det er, som præger dig og dit liv smiley


  • #16   12. maj 2013 Nanna: Den med vægten kender jeg udmærket godt... Jeg har taget omkring 15 kg på på 3 år, selvom jeg faktisk rører mig lidt mere og spiser sundere - Samt at jeg nu ikke har drukket alkohol i over 2 år. Tidligere drak jeg som single næsten hver weekend - Og jeg kunne godt drikke 20 genstande og stadigvæk være til at snakke med. Jeg holdt med alkohol, da jeg efter at have drukket kunne ligge 2 - 4 dage og være rigtigt ulykkelig og ked af det hele... Min stedmor fortæller mig konstant, at jeg er for tyk - Forstår ikke hendes behov for at påpege det, for jeg ved det jo udmærket selv...

    M.h.t. dyr er jeg også stødt på psykisk syge, der ikke kan passe dyr ordentligt, fordi de ikke kan leve op til ansvaret, men det kommer nok an på diagnosen.

    Personligt har det at have kat været meget positivt, og de bliver møgforkælede... Der skulle også være noget beroligende ved kattes spinden. Når min kat Pusser ligger og spinder i min arm, så bliver jeg helt glad indeni..


  • #17   12. maj 2013 Jeg mø'dte min kæreste på dating dk og jeg fortalte ham om diagnosen, for jeg mente, det var bedst, så han vidste hvad han kunne forvente.. Når man siger maniodepressiv bliver folk til tider skræmte, så jeg fortalte ham, hvad der var anderledes med mig for at hindre, han blev glad for mig og senere smuttede, fordi han fandt ud af, at jeg er anderledes end andre..

    Jeg fortalte det til mine kolleger efter et stykke tid... Mente det var bedre, så de ikke gik med spørgsmålet om, hvad jeg fejlede og hvorfor jeg var iflexjob.. Så er det også nemmere at fortælle dem, hvorfor jeg vil hjem, når det sker, at jeg er ked af det og bliver nød til at tage hjem, da jeg så kan komme til at græde over ingenting.


  • #18   12. maj 2013 Det er dejligt du får så meget godt ud af dit liv smiley og forstår at bruge det så det fungere for dig.

  • #19   12. maj 2013 Jeg forstår udemærket din situation, jeg har selv diagnosen 'ængstelig personligheds struktur blandet med andre personlighedsforstyrrelser', det er en diagnose man sætter meget lige med social angst.
    Jeg kender godt til at folk trækker sig tilbage lige så snart de finder ud af man er psykisk syg, og de ikke forstår hvad det betyder. men jeg har lært, at hvis de gør det, så er det fordi de er bange for om de kommer til at sige noget sårende til mig. min søster vidste ikke hvordan hun skulle reagere i nærheden af mig, indtil jeg fik ind i hjernen på hende, at hun bare skulle være overfor mig som hun plejede. det begyndte hun så og forstå den dag hun blev diagnostiseret med boarderline.
    Jeg håber det kan hjælpe dig lidt til at tænke positivt om hvad andre folk mener?


  • #21   17. maj 2013 NEJ! Jeg kunne aldrig drømme om at se ned på folk med en diagnose - psykisk, fysisk, synligt eller usynligt!

    Jeg har 3 diagnoser - usynlige handicap 2 af dem er så almindelige så folk ved hvad det er, den 3. kæmper jeg for at omverdenen skal forstå lidt mere om, for netop på arbejdsmarkedet er det svært at få fodfæste hvis man har et usynligt handicap som sagsbehandlere ikke forstår.
    Jeg fik i går at vide at min bedste veninde der nu har lidt af deppressioner i 4 år lige har fået diagnosen "kronisk deppression".
    Jeg holder lige meget af hende selvom hun har nogle voldsomme nedture for hun er det sødeste menneske.
    Men jeg kan godt ønske mig at specielt dem med usynlige handicaps lukker op og fortæller at de har en diagnose, for så kan man sommetider bedre forstå deres handlinger.

    En hændelse jeg aldrig glemmer:
    Jeg var i Prag på en grupperejse og der var en kørestolsbruger med.
    Han er hjerneskadet, har svær epilepsi, spastiske lammelser g intet sprog, men vi kender ham og inde bag er der en ung fyr der hører, ser og forstår alt.

    Vi ville ind på en restaurant og alle var velkomne - undtagen ham, for "sådan nogle" ville han ikke have i sin restaurant. Vi andre kunne sagtens komme ind, hvad ejeren ikke vidste var, at vi alle havde epilepsi!
    I protest valgte vi en anden restaurant.
    Den hændelse har jeg aldrig glemt, derfor arbejder jeg med arme og ben for at få folk til at forstå, at man ikke behøver at være "bims" fordi man har den sygdom.

    Hvis vi graver dybt nok, så slæber vi vel alle rundt på en diagnose - eks. forhøjet blodtryk kan jo ikke ses og det er der virkelig mange der har.


  • #22   17. maj 2013 Hvor godt skrevet Marianne..

    Og hvor bliver jeg gal når jeg hører om sådan en historie som den du beskriver fra Prag, hvad bilder sådan en restaurantejer sig ind at sige at man ikke vil have "sådan nogle ind", ja jeg havde også pakket mine sydfrugter og skredet ud af restauranten og jeg er ikke helt sikker på at det havde foregået i ro og orden, jeg var nok kommet til at snakke meget højt smiley

    Jeg kan ikke klare at nogle bliver afvist fordi de er anderledes, de er stadig mennesker, selvfølgelig skal man tage hensyn til andre, men helt ærligt, der kan også tages for meget hensyn til "normale" mennesker...


  • #23   17. maj 2013 Jeg roder bl.a. med noget handicappolitik og møder derfor mennesker med både synlige og usynlige handicaps.
    Jeg har aldrig skiftet fortov fordi jeg har set én i kørestol, men siden jeg kom til at møde blinde, døve, lammede, folk ramt af Fibromyalgi, Sclerose you name it, der har jeg fået en mere åben tilgang til folk med handicaps. De er jo som os andre indeni! De samme drømme og behov!

    Jeg har aldrig betegnet mig som handicappet, men ved at jeg har nogle forskellige funktionsnedsættelser hvilket også har kastet mig ud i et fleksjob. Man drømmer jo om en stor karriere når man er ganske ung, nu handler det bare om at holde FAST!

    En solstrålehistorie fra i tirsdags:
    Jeg var inde i en musikforretning for at give mig selv nogle nodebøger i gave smiley
    Ekspedienten havde jeg aldrig mødt før, en præsentabel og meget kundevenlig medarbejder.
    De havde desværre ikke lige de numre hjemme i serien, men han ville sørge for at de blev bestilt hjem.
    Personligt skal jeg have alt skrevet op, men han sagde til mig flere gange: Bare rolig, jeg har det herinde - og han pegede på sit hoved.
    Underligt tænkte jeg og ville til at gå.
    Lige inden vendte jeg mig om - og bag på blusen reklamerede han for sit band - og der opdagede jeg at han var udviklingshæmmet!
    Han havde den force at hans hukommelse var helt fantastisk!!!!!! Han var kommet på rette hylde og jeg fik et glad smil på læben da jeg gik ud.
    Bare et eksempel på, at en handicappet - udviklingshæmmet også har sine kvaliteter, derfor skal man ikke se skævt til nogen! smiley


  • M B S
    M B S Tilmeldt:
    apr 2012

    Katte: 3 Emner: 19 Svar: 306
    #24   18. maj 2013 Jeg var på et tidspunkt på hyttetur med en masse fantastiske venner, deriblandt var en der hedder Jasper, han har muskelsvind og sidder derfor i kørestol.

    Vi var taget op og handle allesammen så vi kunne få noget aftensmad, og folk gloede helt sindssygt inde i butikken og vi hørte også et par ekspedienter stå og hviske tiske, os tøser gik rigtig og gav den gas, opførte os ret åndssvagt. Da vi så kommer op til kassen siger Jasper til ekspedienten "Bare rolig, det er bare nogle jeg passer"


  • #25   18. maj 2013 Marianne og Maria sikke dog nogle dejlige historier, jeg fik et helt smil på læben smiley
    Skønt med sådanne solstråle historier fra virkelighedens verden smiley


  • #26   18. maj 2013 Kvik bemærkning smiley

  • M B S
    M B S Tilmeldt:
    apr 2012

    Katte: 3 Emner: 19 Svar: 306
    #27   18. maj 2013 Ja Jasper's hoved fejler ingenting, han er altid den første til at få fyret en bemærkning af smiley

    Generelt syntes jeg bare handicappede, fysiske såvel som psykiske kan lære rigtig meget fra sig. Jeg arbejde i en periode på et døgnhjem for ældre handicappede, aldrig nogensinde har jeg haft en så fed arbejdsplads.


  • #28   19. maj 2013 Marianne: Sådan en restaurant ville jeg fortælle familie og venner om, hvis den lå i DK, for det er da godt nok noget svineri - Vildt nedsættende.

  • #29   19. maj 2013 Da jeg var yngre var jeg et par år kærester med en ung mand, der sad i kørestol. Han endte i kørestol efter trafikuheld som 17-årig... Han var så livsglad. Han klarede sig fint og var i live, som han sagde....
    Han er et af de mest fantastiske dejlige mennesker, jeg har kendt, og hvis det ikke havde været for min ødelæggende jalousi, så havde vi måske været sammen endnu. Det åd mig op men gjorde det forbi af hensyn til ham - Jeg kunne bare ikke styre det. Har siden fået psykolog og det er meget bedre nu - Man lærer jo også med alderen. Det er noget andet, jeg også altid er ærlig med.. Hvis man forklarer, at man er vokset op i misbrug, så ved de fleste efterhånden, at det kan give problemer med tillid senere i livet...

    Når min kæreste, der sad i kørestol var ude og handle sammen med mig, så kunne jeg blive arrig, når folk kiggede efter os - Ham rørte det ikke.. Men der er jo også forskel på om man kigger eller stirrer og er ved at gå ind i noget og som I har skrevet om situationer: Hvisker og tisker...

    Da jeg var yngre, kiggede jeg den anden vej, hvis der kom nogen med Down syndrom eller lignende. Det gjorde mig nervøs, tror jeg og var meget opsat på ikke at stirre - Nu kigger jeg på folk der er anderledes, ligesom jeg kigger på andre. Nu hvor jeg er ældre, synes jeg nemlig, det kan være ubehøvlet at lade som om, man ikke ser det, for de er jo ikke dumme, og de ved jo man kigger ligesåvel som man kigger på alle mulige andre, som man passerer på sin vej.


  • #30   19. maj 2013 Ja ikke at blive set er værst.
    Jeg har været kronisk syg hele livet, og har kendt mange både med synlige og usynlige handicap.
    Men jeg glemmer aldrig den lettelse jeg følte, da jeg efter en større hoved reparation, mødte en nabo som sagde, hvad h****** er der sket med dig, har du haft en hjerneblødning?? Mange af dem jeg plejede, at hilse på gik bare forbi og hilste ikke igen,, det var da også noget af en forvandling, pludselig gik jeg med rolator, havde klap for øjet og var lammet i det halve af ansigtet, smiley det var absolut ikke usynligt, men det ene menneske som hilste og talte, det var den dag jeg lærte, at leve med det smiley


  • #31   19. maj 2013 Det er godt nok ikke det samme, men jeg tror tit folk bare ikke ved som f.x. med dig, hvordan de skal reagere.

    Da min stedfar døde, der var der en på arbejde, der sagde: Jeg kondulerer. Synes selv det lyder så mærkeligt, men han var den eneste på en arbejdsplads med omkring 50 ansatte, der faktisk hilste på mig.. Det gjorde faktisk det hele værre bare at blive totalt ignoreret..


  • #32   20. maj 2013 Det er lidt som når et menneske bliver alvorligt, livstruende syg.
    Forfærdelig mange er ved at slå knuder på sig selv for hvad skal man sige hvis man skal sige noget?
    Min kollega har været meget syg af kræft - han er gudskelov erklæret rask, men da det var allerværst, tog jeg mod til at sætte mig overfor ham med en kop kaffe og sige: "Hvordan har du det?" Tørt kom der: Det er der sgu ikke mange der spørger om, er du klar over det????
    Han fortalte hudløst ærligt om sine tanker følelser osv. og det var en befrielse for både ham og jeg, for jeg følte at det var "forlorent" at vi skulle passe på hvad vi sagde for tænk nu hvis vi gjorde ham ondt..

    Så hellere spørg end at ignorere og evt. selv opdigte scenarier i fantasien.


  • #33   20. maj 2013 Jeg bor i en by med et amtssygehus for mentale udfordringer (kan ikke huske hvad det hedder rigtigt, da det rigtige navn aldrig er blevet brugt) de har både en åben afdeling (ambulatorie) og en lukket. Det er også sket at nogen er stukket af, så er vokset op med alverdens sære skæbner i "min" by. Vi har også adskillige bofællesskaber i min by.
    Jeg er altid blevet harm når børn har peget og deres forældre har hvisket noget til børnene og fjernet deres pegende finger.
    Så da min datter begyndte at stille spørgsmål til dem i rullestol og dem der ser anderledes ud, valgte jeg at fortælle hende at det ikke var pænt at pege og så (i almindeligt toneleje) at fortælle at h*n sidder i kørestol fordi benene ikke virker eller går mærkeligt fordi hjernen sender forkerte signaler eller lignende.
    De handicappede eller deres hjælpere ved jo godt at der bliver talt og kigget og så synes jeg da ikke at jeg skal skjule min forklaring, som altid har været simpel og ligetil.
    Og jeg kan jo godt forstå at børn er nysgerrige når de ser "noget" der er anderledes og hvis de ikke får lov at undre sig lærer de jo ikke noget.
    Jeg har også den holdning at hvis jeg opfører mig som om det er det naturligste i verden at vi er mange forskellige mennesker med forskellige evner så lærer "mine" børn også at det er naturligt at vi er så forskellige som vi er. (min egen datter plus alle de børn jeg er i kontakt med i mit arbejde som pædagog) og før nogle bliver stødt, jeg mener at det er helt naturligt at vi er mange forskellige slags og derfor opfører jeg mig som om det er naturligt smiley
    Jeg håber ikke at jeg støder nogle med denne besked, det er lidt svært at forklare på skrift, synes jeg;-)


  • #34   20. maj 2013 Jeg har ADD og skitzotypal personlighedsforstyrrelse (Er ikke skitzofren) og i forbindelse med ADD har jeg angst, mild deprission og et snert af borderline..

    Min bror har ADHD

    Min nevø har ADHD, tourette og autisme..

    Så nej jeg ser ikke ned på psykisksyge, MEN jeg kan godt trække mig væk fra folk der opføre sig anderledes, om det er pga psyke eller fysiske handicap er for mig ligemeget.. Jeg bryder mig ikke om dem, har svært ved at aflæse dem, og i mange tilfælde tager min angst over..

    Så hellere flytte mig diskret istedet for at lade somom jeg kan lide alt og alle..


  • #35   20. maj 2013 Beltane: Måske er det også sværere for dig, når du har borderline... Er ikke helt sikker på hvordan det påvirker en, men jeg mener jeg har hørt, det gør det sværere at kunne omgås andre, når noget er andeledes eller uvant. Er det forstået nogenlunde korrekt - Altså at folk med borderline kan have det svært sammen med andre generelt??? Håber det er ok, jeg spørger..

    Jeg kan også med mit bipolar have det svært, når jeg er uforberedt på nogen former for nye ting.... Hvis jeg f.x. har en aftale 3 uger frem, så kan jeg gå og miste lysten og blive nervøs og få det skidt indeni... Jeg ved jo ikke, om jeg har det godt eller skidt 3 uger frem, derfor hader jeg sådan noget. Skal til barnedåb om 3 uger og så går jeg og bekymrer mig for, hvordan det vil gå, og om det bliver pinligt, hvis jeg f.x. er ked af det den dag... Det er ikke fordi, jeg ikke kan overholde aftaler - Går bare og bliver nervøs på forhånd, selvom dagen som regel går godt...
    Tidligere aflyste jeg nogen gange med undskyldniger som f.x. influenza - nu er jeg ærlig og siger, hvis jeg har det skidt. Aflyser hvis det er vigtigt såsom en fødselsdag med mange mennesker i god tid - Hvis det er min mor eller en nær ven, så har de lært at acceptere, jeg kan ringe og udsætte, hvis jeg har det skidt. Hvis folk ikke kan acceptere mig, som jeg er, så duer det ikke. Vil ikke have folk får ondt af mig men blot at de accepterer tingene, som de er..


  • #36   20. maj 2013 Beltane: Der er heller ikke noget galt i at trække sig tilbage...

    Jeg kan f.x. i netto gå og gemme mig for nogen jeg kender, hvis jeg har det skidt indeni. Så har jeg ikke overskud til at snakke. Hvis folk ikke ser mig, så kan de jo heller ikke blive fornærmede, men jeg kan få dårlig samvittighe over ikke at gå hen og hilse.. - Desværre.


  • #38   20. maj 2013 Ninna jeg syntes det er en rigtig god måde du forklarer din datter om forskellige mennesker på, den er kort og oplysende uden for mange informationer, og så gør du det ikke på en hviske tiske måde smiley

    Jeg husker min svoger fortalte en lille historie for snart mange år siden..
    Min svoger var udsat for en arbejdsulykke hvor han mistede alle sine fingre på venstre hånd på nær halvdelen af tommelfingeren..
    Kort efter skulle han med bus et eller andet sted hen, sad i bussen og en mor og hendes barn kom ind (på omkring de 5-6 år) de sætter sig i bussen på sædet overfor min svoger, og barnet spørger min svoger hvor han fingre er, dårligt får barnet færdiggjort sit spørgsmål før at moderen skælder barnet ud, at sådan noget spørger man ikke om, han skal tie stille..
    Min svoger vender sig mod moderen og siger selvfølgelig må han spørge om det, jeg kan da godt forstå han undre sig og det er da bedre han spørger end som du bare kigger forlegent væk, for du undre dig jo lige så meget..
    Derefter svarer han på barnet spørgsmål at han kom til at skære dem af i en stor maskine, og barnet spørger selvfølgelig om det ikke gjore ondt, hvorpå min svoger svarer jo meget, de to fik sig en lille snak på den bustur, mens moderen forlegent kiggede ud af vinduet, men drengen han fik stillet sin nysgerrighed og fik en god snak.. smiley
    Der er ingen grund til at skælde børn ud fordi de spørger, de har ikke de filter vi voksne har, heldigvis, for det er ingen skade til at spørge, det fint at fortælle sine børn at det ikke er pænt at pege, men man må godt spørge, folk der bliver spurgt skal nok sige fra hvis de ikke ønsker at svare, og først der bør forældre bryde ind, hvis du spørger mig smiley


  • #39   20. maj 2013 Dejligt fortalt Heidi og helt korrekt smiley og den måde du fortæller dit barn og andre børn du har ansvar for, Ninna er rigtig god smiley den ligner den måde jeg har talt med mine børn.

Kommentér på:
Ser I ned på psykisk syge...

Annonce