En historie om at dømme for hurtigt... {{forumTopicSubject}}

Der var i en landsby en gammel mand, meget fattig, men endog konger var jaloux på ham, fordi han havde en smuk, hvid hest. Konger tilbød ham tårnhøje priser for hesten, men manden plejede at sige ” denne hest er ikke en hest for mig, den er et meneske. Og hvordan kan du sælge et menneske – en ven? ” Manden var fattig, man han solgte aldrig sin hest.

En morgen opdagede han, at hesten ikke var i stalden. Hele landsbyen samlede sig, og de sagde: ” Du er et fjols gamle mand! Vi vidste, at hesten en dag ville blive stjålet. Det ville have været bedre at sælge. Sikke et uheld". Den gamle mand sagde: ” Vær ikke så hurtige med at sige det. Nøjes med at sige, at hesten ikke er i stalden. Dette er en kendsgerning, alt andet er en bedømmelse. Om det er en ulykke eller en velsignelse, ved jeg ikke, fordi dette er blot et brudstykke. Hvem ved, hvad der mere sker?”

Folk lo af den gamle mand. De havde altid vidst, at han var lidt skør. Men efter 15 dage vendte hesten pludselig tilbage en nat. Den havde ikke været stjålet, den var sluppet ud i vildnisset. Og ikke nok med det, den havde bragt et dusin vilde heste med sig tilbage.

Igen samledes folk, og de sagde: ” Gamle mand, du har ret, dette er ikke en ulykke, det har i sandhed vist sig at være en velsignelse. ”

Den gamle mand sagde: ” Igen går I for vidt. Nøjes med at sige, at hesten er tilbage. Hvem ved, om det er en velsignelse eller ej? Dette er kun et brudstykke – kun en del af helheden. Du læser et enkelt ord i en sætning – hvordan kan du bedømme hele bogen? ”

Folket kunne ikke sige meget, i deres indre vidste de, at han havde uret. Tolv smukke heste var jo kommet til.

Den gamle mand havde en eneste søn, som begyndte at træne de vilde heste. Kun en uge senere faldt han af en hest, og hans ben brækkede.

Folk samledes igen, og igen sagde de deres mening. De sagde: ” Igen viste du, at du havde ret! Det er en ulykke. Din eneste søn har mistet førligheden i begge ben, og i din høje aldre var han din eneste støtte. Nu er du fattigere end nogensinde! ”

Den gamle mand sagde: ” I er besatte af at dømme. Gå ikke så vidt. Nøjes med at sige, at min søn har brækket benene. Ingen ved, om dette er en ulykke eller en velsignelse. Livet kommer i brudstykker, og mere end et brudstykke bliver dig aldrig givet. ”

Så skete det, at efter nogle få ugers forløb kom landet i krig, og alle de unge mænd fra byen blev tvunget til militærtjeneste. Kun den gamle mands søn var tilbage, fordi han var krøbling. Hele byen jamrede og græd, fordi de tabte kampen, og de vidste, at de fleste af de unge mænd aldrig kom tilbage. De kom til den gamle mand, og de sagde: ” Du havde ret gamle mand, dette har vist sig at være en velsignelse. Måske er din søn en krøbling, men han er stadig hos dig. Vores sønner er væk for altid. ”

Den gamle mand sagde igen: ” I forsætter med at udtale jeres uforbeholdne meninger. Hvem ved ? Nøjes med at sige, at jeres sønner har været tvunget. Men vi ved ikke, om det er en velsignelse eller en ulykke. ”

<b>Rejsen slutter i sandhed aldrig. En sti slutter, en anden begynder: en dør lukkes, en anden åbnes. Du når et højdepunkt, der er altid et endnu højere punkt. Det er en endeløs rejse.