Historien om min Pusling,1988-2011 {{forumTopicSubject}}

Jeg håber I vil bære over med mit lange og triste indlæg, men jeg kæmper stadigvæk med min sorg i øjeblikket

og har behov for at få lidt luft. Dette er samtidig mit første indlæg, efter at have fundet forummet i min søgen på lindring i tiden efter min kats død.

Pusling som jeg kaldte min hankat, hentede min far og jeg på Kattens Værn i 1990, hvor han var 2 år gammel. En flot gråstribet kat med en skindende pels. Egentlig var det min far som fandt ham, for som 14-årig der lige
havde mistet sin 11-årige udekat, var jeg bare ulykkelig og havde svært ved at udvælge en ny kat, en måned
senere.
Jeg kan huske hvor svær tiden var for mig dengang i ugerne og månederne efter min første kat var gået bort.
Mindes stadigvæk den der "utro" fornemmelse, når den nye kat kælent prøvede at glæde mig, hvor jeg stadigvæk
sørgede over den gamle, følte mig forkert på en eller anden måde, ved nu at have en ny kat.

Tiden gik og det viste sig at denne kat meget hurtigt knyttede sig utroligt tæt til mig, frem for min far. Vi
var på et tidspunkt nødt til at flytte fra hus til lejlighed og valgte at tage katten med, hvilket den heller
ikke lod til at have problemer med, selvom man selvfølgelig bør undgå sådan et skift for kattens skyld.
Katten knyttede sig endnu mere til mig, fulgte mig, ventede udenfor toiletdøren, sov ved min hovedpude og da
jeg endelig flyttede hjemmefra, skulle katten selvfølgelig med mig. Min eks-kæreste brugte lang tid på at
katten accepterede hende, men det lykkedes til sidst. Hun lærte ham også at der ikke skete noget, ved at blive
løftet op og båret rundt, selvom det tog noget tid at vænne sig til. Siden da kunne jeg løfte ham op fra en
stol og han blev liggende i samme stilling mens jeg bar ham over i sofaen og lagde ham igen.
Årene gik og satte sine spor på min kat, nyrerne svigtede og skånekost blev nødvendigt. Sidste år blev en del
tænder fjernet, men han kæmpede sig igennem på trods af alle odds. Musklerne svandt ind og gigt blev også
noget som skulle behandles. Det hele kostede en formue, men jeg betalte gerne så længe der var noget at gøre for ham.

I august mistede jeg mit job og selvom jeg havde det svært i starten som arbejdsløs, gav det mig en masse
dejlig tid sammen med Pusling, som ved årsskiftet rundede de 23 år. Fik nyt job i januar, som jeg kun nåede at være på i 8 dage, før jeg fik en diskusprolaps. Tilbage til sofaen sammen med katten og se fjernsyn igen. Til
trods for ulidelige smerter og tåger af medicin, hyggede vi os alligevel.
I februar blev han hjertescannet og dyrlægen mente at det ville være fornuftigt med noget medicin mod for højt
blodtryk. Jeg fik en plastikdims med til at give ham pillerne, men som med så meget andet var det ikke
nødvendigt, for han syntes pillerne smagte godt og spiste dem selv.

Jeg nød de faste vaner, hvor jeg lå på sofaen med nogle tæpper og katten under tæpperne, som han elskede.
Altid var han til at gøre mig glad og jeg var aldrig i tvivl om at min kærlighed var gengældt. Vi var et makkerpar i livets med- og modvind.

Så kom onsdag d.2. og torsdag d.3. marts.

Han begyndte at få nogle kramper, som jeg havde oplevet et par enkelte gange, men som tidligere var forsvundet
lige så hurtigt som de opstod. Det gjorde de ikke denne gang. Onsdagen var lang og ondskabsfuld, men jeg
håbede på at han ville kæmpe sig igennem udfordringerne til om torsdagen. Om natten vågnede jeg ved at han sad inde i min seng, hvor han plejede at sove. Nu sad han bare og kiggede ud i luften. Om morgenen var det ikke blevet bedre, hver gang han var ved at falde i søvn, gik han i kramper. Jeg ringede til min dyrlæge, prøvede at bevare roen, mens jeg hakkede mig igennem samtalen og bestilte tid til aflivningen.
Selve aflivningen var ikke så slem, for der var intet andet jeg kunne stille op og var derfor ikke i tvivl om
beslutningen for hans bedste. Men tiden op til aflivningen og efterfølgende.. Jeg har mistet min bedste ven,
som jeg nåede at have i 21 år og det gør så ondt, så sindssygt ondt inden i. Måske er det fordi jeg hverken
har en kæreste, netværk eller arbejde, men det var som om at så længe jeg havde ham, kunne der ikke ske noget rigtigt forfærdeligt. Nu står han i en lille blå urne på mit skrivebord, føler ikke længere smerte eller
alderdom, men hold kæft hvor jeg har fældet mange tårer og gør det stadigvæk. Det er som om halvdelen af mit
hjerte mangler. Tanken om at jeg aldrig nogensinde får ham tilbage, kan jeg slet ikke forstå eller bære. Jeg
ved godt han "kun" var en kat og en efterhånden gammel en af slagsen, men jeg elskede ham så højt og elskede
vores faste vaner og rutiner, vi kendte hinanden på godt og ondt.

Lørdag d.5. marts endte jeg med at tage forbi Kattens Værn, bare for at se på udvalget af inde-hankatte. Jeg
svor jeg ikke ville vælge den første, den bedste. Der var 2 katte at vælge imellem, resten var afsat dagen før. Den ene var ikke særligt spændende, mens den anden smeltede mit hjerte. Problemet var bare at han var 10 år gammel. Ejeren havde afleveret ham og hans "halvbror" grundet udenlands flytning. Jeg tog hjem tomhændet, for jeg kunne ikke overskue en kat, der allerede var 10 år gammel, uanset hvor sød og ekstremt kælen han var.
Et par timer senere stod jeg derinde og skrev papirerne under. Fandme nej om alderen skulle afgøre sådan en
dejlig kats skæbne og alderen passer samtidig rigtigt godt til mit temperament og der hvor jeg er i
øjeblikket. Han er simpelthen så ufattelig sød og kælen, til trods for alt hvad han har været igennem, inden
jeg adopterede ham. Jeg håber at jeg kan give ham en fantastisk alderdom og at han kan udfylde tomrummet i mit hjerte. Det er stadigvæk svært med alle de gamle vaner og rutiner, som ikke længere er der, men de kommer jo
heller ikke fra den ene dag til den næste. Har forresten valgt at kalde ham for Nemo.

Lige nu føler jeg mig hensat til tiden som 14-årig, hvor jeg sørger over min mistede kat og skal til at lære
en ny at kende. Jeg er ikke i tvivl om at jeg har været rigtigt heldig med min nye kat, men jeg græder
stadigvæk flere gange om dagen de fleste dage, fordi jeg savner Pusling, min gamle ven. Gud, hvor jeg synes
det er urimeligt hårdt og svært, det her. Ved godt jeg selvfølgelig ikke er den eneste, som har mistet et
kæledyr, men hvor er jeg dog ikke god til at håndtere sådan nogle følelser som disse.

Tak til dig/jer, der valgte at læse mit indlæg. Jeg vil uploade billeder snart af både Pusling og Nemo, samt
forhåbentlig skrive nogle lidt mere positive indlæg herinde. Havde bare behov for at lette mit hjerte, for en
smerte som jeg synes jeg sidder alene tilbage med.