Yangs miserable start på livet {{forumTopicSubject}}

Den 09.09.1999 kom jeg til verden.
Jeg levede trygt og godt i min menneskefamilie, de første godt 4 uger af mit liv.
Så ændrede alt sig, med et slag.
Jeg blev nemlig smidt ud, sammen med mine søskende, som en anden skraldepose, ned i en affaldscontainer ved boligblokken hvor jeg var født.
Det var mørkt og koldt.
Jeg peb og kaldte på min mor, men hun kom ikke.
Jeg var sulten, bange og kold.
Hvorfor skulle jeg ligge her og hvor længe??
Hvad havde jeg gjort??

Jeg ved ikke helt hvor mange søskende jeg havde, men min søster Ying og jeg blev heldigvis fundet af nogle rare mennesker, som indleverede os på den lokale dyrehospital.
Her prøvede de at give os alverdens lækkerier, det duftede dejligt, men jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle spise det.
Jeg var jo vant til at die hos min mor.
Åhh hvor var hun henne??

Så kom der en dame og hentede mig og Ying.
Vi kom ind i en kasse og ud i en bil, mens damen talte blidt til os.
Mon hun kunne finde min mor??

Pludselig var jeg sammen med Ying, som ikke havde det helt godt, i en stor hule, med en masse andre katte.
En langhåret kattemor kom hen og kyssede os goddag og fortalte at hun åbnede mælkebaren lige om lidt, så var vi velkomne til at joine.

Ihh det var himmelsk.
Varm mælk, en kattemor at putte hos, som oven i købet valgte at adoptere os begge.
Hvad mere kunne vi ønske os, efter lang tid uden mor og i den kolde mørke skraldespand.

Ying blev svagere og svagere, og pludseligt efter nogle dage slukkedes lyset i hendes øjne.
Jeg puffede til hende men hun reagerede ikke.
Børnene i huset græd, damen græd også og de puttede Ying ned i en skotøjsæske og jeg så hende aldrig siden.

Jeg selv voksede op og blev en fin stribemis, som elsker at jagte og fange mus.
Jeg har egen tjener der lukker mig ind og ud, som det behager MIG, jeg har luxuxmad i stride strømme, egen have og nabolaget styrer jeg med hård pote.
Jeg har aldrig fået killinger, tror nok de kalder det at jeg er steriliseret.
Jeg bor stadig hos damen som hentede os, sammen med alle hendes hippiekatte (de er bare SÅ langhårede).
Jeg er efterhånden blevet en ældre dame på snart 12 menneskeår men selvom jeg fik en grim start på livet, har det alligevel udviklet sig som en solstrålehistorie.


Moralen er: Hvis du først tager ansvar for et liv, dyr eller menneske, så husk på, DU har VALGT at skulle have dette lille væsen og ALT der følger med, og ikke omvendt.