Hvor er verden ond.... !! {{forumTopicSubject}}

Skrevet: 04-06-2006 19:23:17 Slet hele emnet

Hvor er jeg ked af det,og hvor har jeg de sidste par dage tænkt på at oprette et indlæg, men bare ikke kunnet overskue at se på alle disse dejlige, levende og varme misser der er herinde...

Jeg har mistet min dejlige Trille, jeg fandt hende i vejkanten ikke langt far vores hus. Jeg så hendes bagdel, og måtte vende om og sætte mig i buskadset, indtil min kæreste kom 20 min senerem og hjalp mig videre...

Det var min dejlige pige, mit et og alt, min skønne dejlige tøs, som har fulgt mig hele hendes liv.... Jeg kan ikke lade være med at græde, mens jeg skriver dette.... Jeg har det så skidt, og så mange tanker er faret igennem mit hoved, siden det skete torsdag ved 16.00- tiden hvor jeg fandt hende. Jeg sad med hende i over en time, og bare sad med hende tæt ind til min krop, og kunne ikke kigge ned af hende hvis der var 'åbent' eller noget... Senere fandt jeg ud af at hun var 'hel' , og jeg sad bare og krammede hende, græd og skreg. Jeg har det virkelig dårligt, og bare tanken om at vi har begravet hende ude i haven.... Jeg har været derude en agng, men kan ikke holde det ud, tænker bare på at hun bliver spist at insikter og inden længe er hun bare væk.... Det er en forfærdelig tanke...

De sidste tre dage er bare gået med at stirre ud i luften, og bare tænke på at nu kunne hun have ligget over i sofaen og slappet af, eller hun kunne tigge om mad, eller vi kunne have leget sammen, eller hun kunne ligge i en dejlig solstråle og nyde varmen... Jeg synes jeg hele tiden kan høre at hendes madskål klirrer, og når jeg skal sove er hun der ikke, hun ligger ikke nede i fodenden ved 'fars' side og spinner... Jeg kan ikke mærke hendes skønne varme vidunderlige bløde pels...

Jeg ved godt at det ikke er en rar læsning, men jeg har ikke kunnet dele det med mange, da jeg ikke føler jeg har nogle at dele det med, da min omgangskreds ikke er så stor. Og jeg føler ikke at der er mange rundt omkring i in omgangskreds der har sammen syn på det som jeg har... Sådan en skide kat, helt ærlig, den skal bare fange mus, og sove udenfor. En kat er jo ikke en skid værd. Sådan har jeg det som om at mange tænker, men ved du hvad, min Trille har simpelthen fulgt mig i hele mit sygdomsforløb, som har været de sidst 6-7 år, hun har fulgt mig mens jeg har været længst nede, og været den der har trøstet mig,og tørt mine tårer op, og nu er hum her bare ikke, nu er hun bare væk....

Det er simpelthen så svært at acceptere... Jeg sidder bare og kigger ind i væggen og aver ingenting, og jeg kan ikke gå ud til hendes grav, jeg tænker kun på at kunne isdde med hende, og nusse hende og kysse hende...

Det er virkelig svært, og urimeligt. Tænk at hun bare er død død død.... Jeg har svært ved at acceptere det....

Jeg ved at dette er en lang, og ubehagelig smøre, men jeg har først nu åbnet op, og ved at mange herinde har oplevet det sammen, og heller ikke føler at det 'bare er en skide kat'...

Kære Trille, du har altid været der for mig, og livet vil ikke blive det samme igen. Du er her ikke længer og huset virker så tomt og dødt, du beder ikke om mad, du tigger ikke og du hopper heller ikke op for at kysse mig og vil have jeg nusser dig.... Det er forfærdeligt. Du er bogstaveligtalt, den jeg har delt mange mange tanker med,og mange tårer med. Jeg elsker dig min skat, og jeg ville ønske jeg kunn mærke din varme og din miaven. Ville øsnke at jeg kunne høre dig, min egen tøs. Du var så dejlig blød og skøn, jeg elsker dig...

Og, hvad ønsker jeg med dette indlæg, ikke noget som sådan. Jeg har bare ikke følt nok forståelse for den sparsomme vennekreds jeg nu engang har, til at ville dele dette med, også skulle i lige være dem... I må selv om I vil kommentere dette indlæg, tit så hjælper det bare at komme ud med det man har det skidt med...

VH Bettina