Legenden om tabbykatten {{forumTopicSubject}}

For nogle år siden læste jeg en historie, om hvorfor tabby katten har et M i panden. Jeg faldt fuldstændig for den vidunderlige historie, og jeg har nu tilladt mig at oversætte den til dansk, og dele den med jer.

Den er skrevet af dyreforkæmperen Jim Wilis.

Lige til info så er Bast eller Bastet den egyptiske gudinde for bl.a. katte. Hun er afbilledet med en kvindekrop og et katte hoved.

Historien hedder originalt Beloved By Bast.


Det var en perfekt søndag eftermiddag for en lille katte lur, og den gamle gårdkat lå og snuede i bunke hø tæt ved lade døren. Solen varmede hendes tabby pels og hun strakte sig, trak sine køer ind og ud og gabte højt. Bierne summede i deres jagt på pollen og fuglene sang i træerne og lullede katten, der blev kaldt ’Mor’ ind i en dyb søvn. Hun drømte om at snige sig ind på musene i de mørke hjørner af laden, og hendes knurhår viberede og tænderne klaprede i forventning – selvom hvis sandheden skal frem, var dagene hvor hun jagtede mus for længst forbi, og det kunne man se på hendes udsultede krop.
Hun rullede sig tæt sammen, som om hun stadig beskyttede de killinger, der havde været hele hendes liv i over 12 år. Det var hendes 100 børn, og deres børn og deres igen, der gjorde at hun blev kaldt ’Mor’, og det var mange generationer siden, nogen overhovedet havde husket hendes rigtige navn.

En stille vind tog i hendes pels, og hendes langsomme vejrtrækning raspede frem og tilbage som tegn på den dybe søvn. Hun hørte ikke de stille potetrin, der kom imod hende, og hun vågnede først, da en skygge gled ind foran solen. ”Miav?!” hun vågnede med sæt og blinkede mod silhuetten af en stor kat, der stod foran hende. Hun satte sig med besvær op, kneb øjnene sammen og gispede.

Foran hende sad den smukkeste kat, hun nogen sinde havde set, med en pels som brændt guld og orangebrune striber, store safir grønne øjne og høje ører med lange totter. Rundt om halsen bar hun en kæde af guld, hvorfra en amulet hang, og fra hendes fint lyserøde næse til hendes mørke vildt markeringer, var hun eksemplet på en smuk kat.

’Mor’ var for forbavset til at tale. Den gyldne kat tog øjnene væk fra ’Mor’, kiggede på omgivelserne, og så talte hun.

”Velsignede kat kaldet ’Mor’, du er gammel og træt, og jeg er kommet for at tage dig hjem. Jeg har kendt til dig, og det du har gennemgået i mange år. Fra i dag vil alt være glemt, og du vil opholde dig i mit tempel, hvor du ikke skal mangle noget. Mine tjenere vil sørge for dig. Du vil have en sofa i solen, frisk fisk og alle vil elske og respektere dig.”

’Mor’ kæmpede for at finde sin stemme, mens hun prøvede at finde ud af om dette var en drøm eller ej. ”Og hvem, må jeg spørge, er du? Og hvor i al verden kommer du fra?” fik ’Mor’ endelig fremstammet.

Den smukke kat smilede genert ” Jeg er Bast, og jeg er fra en anden tid og sted. Jeg bor i Bubastis’ Tempel ved floden Nilen – et fantastisk tempel hvad den slags angår – og jeg er den udvalgte af solguden Ra, beskytter af mødre og børn, gudinde for fertilitet, og en del andre ting jeg ikke lige kan huske i øjeblikket.”

”Men hvad vil du med mig? Og hvorfor skulle jeg ville forlade dette sted?” spurgte ’Mor’. ”Det her er jo mit hjem.”

Bast kiggede på den skæve lade dør, bunken af gødning, skramlet og de rustne biler og sniffede. ”Hjem? Det er ikke meget af et hjem er det?”

’Mor’ fulgte den gyldne kats blik rundt og sænkede sit hoved. ”Jeg ved det ikke ser ud af meget for en fremmed, men det er alt hvad jeg kender til.”

”Kære kat” sagde Bast blødt. ”Forlad dette sted. Dine børn er næsten alle væk nu, kørt over, døde af sult, fyldt med sygdomme og lidelse, deres børn taget af høgen, rusket af hundene, mishandlet af menneske drenge – og for de få raske, der er tilbage, er avlen ude af kontrol. I kan jo dårlig holde jer i live. Manden og Kvinden, der bor her, sætter jo ikke pris på dig. Hvornår har de sidst holdt dig eller kælet dig, ordnet dine sår eller begravet dine døde og sørget over dem? De giver dig nogle få krummer engang imellem, men selv på den koldeste nat, må du grave dig selv ned i høet for at holde varmen. Kom med mig til mit hjem, hvor du kan varme dine gamle knogler ved ilden og du aldrig igen skal mærke sult.”

’Mor’ blinkede og sandheden fik den verden hun kaldte hjem til at synes kold og forsømt. Hun sank, før hun svarede.

”Deres skønhed. Jeg kan ikke nægte, at det De siger, er sandt. Men der er brug for mig her. Hvem skal sørge for at killingerne ikke løber ind på markerne og ikke kan finde hjem, eller falder i åen? Hvad hvis en rotte skulle komme eller en prærieulv – hvem skulle så advare min familie? Hvad hvis Manden skulle blive syg eller dø? Måske havde Kvinden så brug for trøst?”

Bast kiggede på hende og gjorde sine øjne helt smalle. Hun var mere vant til at kommandere end at konversere.

”Kæreste ’Mor’. Du har fortjent et bedre sted. Du har diet killingerne til dine bryster gjorde ondt. Du har set de små, du var urolig for, dø. Menneskene er fjolser! De er blinde, når det kommer til skønhed og hjertesorg. Hvis de virkelig elskede dig, ville du så sove her i høet alene, uden så meget som et venligt ord eller kærtegn? Kom med mig til mit tempel af guld og lev i al evighed i paradis.”

’Mor’ rystede langsomt på hovedet, nej. ”Jeg er ked af det Deres Nådige Kat, men jeg kan ikke. Det her er mit hjem, sådan er det. Jeg tilgav Manden og Kvinden for længe siden. Jeg hører til disse bjerge, disse træer, åen, laden, det er alt mit. Mine børn og deres børn og deres børn behøver mig. Vær sød ikke at tro jeg er utaknemmelig, men jeg er, på min egen måde, lykkelig.”

Bast slog med halen. Det var nyt for hende ikke at blive adlydt til fordel for loyalitet og ærlighed, og selvom hun synes det var dumt, talte hun venligt.

”Det er klart kære ’Mor’, at jeg ikke kan ændre din mening, men jeg kan heller ikke forlade dig uden at give dig en gave. Der må da være noget, du kunne tænke dig?”

'Mor’ tænke et øjeblik. Hun havde aldrig haft særlig meget, det var rigtigt. Men hun havde heller ikke nogen idé om, hvad en kat ellers kunne ville have.

”Hmm. Jamen jeg tænker, at jeg gerne vil beholde mine kløer – jeg har hørt at nogle katte får deres revet af, af Menneskene, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden mine kløer.”

Nu var det Bast, der rystede på hovedet. Fandtes der en kat, der ville forlange mindre end denne kaldet ’Mor’?

”Du skal beholde dine kløer ’Mor’. Men der må være mere. Lad mig tænke. Ja! Alle tabby katte vil fremover bære mærket af min amulet om deres hals, for at mindes dette møde. Men det er stadig ikke nok. Lad mig tænke lidt mere. Nu ved jeg det! Fra nu af vil alle katte bære mærket ”M” i deres pande til ære for katten kaldet ’Mor’. Hmmm det er stadig ikke nok!” Bast lukkede sine øje og rokkede hendes tottede ører frem og tilbage. Hun slog med halen, mens hun tænkte og trampede utålmodigt med sine poter.

”Jeg ved det!” sagde hun og slikkede sin pote med tilfredshed. ”Fra denne dag, selv når du har forladt dette jordlige hjem af dit, vil din ånd altid være til stede. I udkanten af skoven og marken vil Mennesket ud af øjenkrogen se en brun tabby kat. Når han kører i sin bil, vil han se dig ude i kanten. Når han går rundt om et hjørne en mørk nat i byen, vil du være der. Under gadelamper, op af stakitter, i baggårde, på dørtrin, du vil være en konstant påmindelse til Mennesket, om hvad han så tåbeligt ignorerede – det simple, stille, loyale hjerte af en brun tabby kat.
Dét, Mest Ærede Mor, elsket af Bast, skal være min gave til dig.”

Og med de ord rystede hun guldstøv fra sin luksuriøse pels, og forsvandt ud af syne. ’Mor’ puttede sig ned i høet, og begyndte at slikke sine poter. Hun forstod intet af det, der var sket, og var begyndt at spekulere på om det hele var en slags vågen drøm. Solen skinnede, bierne summede og fuglene fløjtede videre i trætoppene. ’Mor’ sov dybt videre.

Dagene gik den ene efter den anden, og alt var som det plejede, i hvert fald ud af til. Det var næsten tusmørke, en dag kort tid efter, da Manden kom hjem fra marken. Han lænede sig tungt op af bagdørskarmen , mens han tog sine arbejdsstøvler af og smed dem med et højt bump. Kvinden havde travlt med at dække bord til deres aftensmad, og ilden buldrede i kaminen.

”Jeg synes, du sagde, du fandt den gamle mor kat død i går?” sagde han til sin kone.

”Ja det gjorde jeg også” svarede Kvinden. ”Jeg satte hende ud med skraldet her til morgen.”

”Mærkeligt, jeg synes lige, jeg så hende ved siden af brændestakken, da jeg kom ind” sagde han.

”Sjovt du siger det. Jeg var på vej op til postkassen i morges, og jeg kunne have svoret, jeg så hende i kanten af marken.”

I hendes tempel i et land og en tid langt væk, smilede Bast.