Kan vi lære 2 - HUND vs. KAT {{forumTopicSubject}}

Kan vi lære af alt det materiale der er på hundene ? Kan vi bruge det i vores opdræt ?

Her er en lille godbid i DNA - Livets byggesten

Længe før begrebet DNA blev kendt har mennesker som avlede husdyr vidst at der er en vis sammenhæng mellem egenskaber hos forældre og afkom. Deres viden er blevet benyttet, uden at årsagen har været kendt.
I 1866 udgav munken Gregor Mendel en afhandling om arveforhold hos ærter. Han formulerede to love, der senere har dannet grundlag for forståelsen af genetikken. Lovene var alene baseret på Mendels praktiske observationer af nedarvingsforhold, man vidste endnu ikke hvad det var, der kunne føre egenskaberne videre fra generation til generation Der skulle da også gå knap 100 år før man kom til en egentlig forståelse af begrebet. Det skete, da de to nobelprismodtagere S. Watson og F. Crick i 1953 offentliggjorde deres model af et DNA-molekyle.

Kromosomer, DNA og gener

Siden da er det gået stærkt. Man ved nu at DNA-molekylet består af to strenge, der snor sig i en dobbelt spiral. Generne sidder i forlængelse af hinanden i denne spiral. Det lange DNA-molekyle, der udgør arvemassen, ligger rullet stramt op fordelt på cellens kromosomer. Antallet af kromosomer varierer fra art til art, men de befinder sig altid i cellekernen Et væld af nye teknikker har endvidere gjort det muligt, ikke blot at identificere enkelte gener, men også at få placeret dem på kromosomerne.

Hos mennesker er man efterhånden nået langt i kortlægningen af generne. Dvs. man ved hvor en del af menneskets gener er placeret på kromosomerne. For en lang række sygdommes vedkommende har man også fundet ud af, at de skyldes genetiske fejl Det gælder f.eks. mongolisme, cystisk fibrose m.m. Hos hundene er man ikke nået lige så langt, men ofte prøver man at trække paralleller, hvis de samme sygdomme findes hos dyr og mennesker.

Genetisk diagnostik på fostervandsprøver bliver hyppigt anvendt på mennesker, ved mistanke om arvelige sygdomme. Hos hundene vil det imidlertid være mere hensigtsmæssigt at teste forældredyrene før avl.

Kroppens "kogebog"

Man kan betragte generne som en lags opskrift på alle de forskellige stoffer, der er brug for i kroppen. Når stofferne - proteinerne - skal bruges, bliver disse opskrifter "oversat" i cellerne og det nødvendige protein bliver produceret. Kroppen består af mange tusinde celler, hver med et komplet DNA-molekyle i cellekernen.

Der er forskel på, hvilke proteiner der er brug for forskellige steder i kroppen. Leverceller producerer f.eks. nogle proteiner, mens cellerne i tarmen producerer andre. Den enkelte celle bruger derfor kun en brøkdel af alle opskrifterne selvom den i princippet har hele "kogebogen" - hele DNA-molekylet - liggende i kernen.

De fleste celler har en begrænset levetid, og når de skal fornyes deler de sig. Ved celledelingen rulles dobbeltspiralen op, og en ny kopi af hver DNA-streng fremstilles. Der sker af og til fejl i denne kopieringsfase, og de kaldes mutationer.

Mutationer kan give sygdom

Mange arvelige sygdomme skyldes mutationer i generne. Når der sker en fejl i kopieringen af DNA-molekylet, bliver den opskrift, som den nye celle indeholder, ikke korrekt. Det protein, der bliver produceret i cellen på baggrund af opskriften, bliver derfor heller ikke korrekt, og det kan få alvorlige følger. Hundens 78 kromosomer ligner hinanden to og to. På den måde udgør de 38 par, samt et par der består af XX eller XY, og som afgør kønnet.

I hvert par stammer det ene kromosom fra moderen og det andet fra faderen. Hvis mutationen kun findes på det ene af kromosomerne i et par, vil det normale gen på det andet kromosom ofte kunne opretholde en normal produktion af det nødvendige protein. Udadtil viser hunden altså ingen symptomer på sygdom, men den mutation, der sidder på et af dens kromosomer, vil blive givet videre til dens afkom. Sådan en hund, der har et normalt gen og et sygt gen, kaldes derfor ofte for en ''bærer" af den arvelige sygdom. Hvis hunden har mutationen på begge kromosomer, vil den derimod altid selv blive syg. I avlsmæssig henseende, udgør bærerne det største problem i bekæmpelsen af arvelige sygdomme. De er ikke selv syge, men kan alligevel videregive det defekte gen til deres afkom.

"Bærerne" kan findes

Ved hjælp af den nyeste DNA-teknologi har det i enkelte tilfælde været muligt at finde frem til lige netop den mutation der forårsager en arvelig sygdom. Det kan naturligvis få stor betydning for bekæmpelse af sygdommen. Ved at teste potentielle avlshumde, og kun bruge dem der er genetisk helt raske, kan mam avle sig ud af problemerne forholdsvis hurtigt. Når bærerne kan udpeges, og ikke uforvarende bliver brugt i avlen, er det nemlig væsentligt nemmere at reducere frekvensen af det syge gen.

Listen over arvelige sygdomme hos hunde, hvor den udløsende mutation er kendt, er desværre kort.
Udover øjensygdommen PRA hos irsk setter, er det blandt andet blodsygdommen von Willebrandt hos dobermann. Det er en form for blødersygdom, hvor hundene mangler en af de koagulationsfaktorer der er nødvendige for at blodet kan størkne. Det nyeste gennembrud i DNA-diagnostikken kommer fra universitetet i Cambridge, hvor det ser ud til at to forskere netop har fundet det gen, der forårsager PRA hos welsh corgi cardigan. Det er imidlertid et tidskrævende job, så der kommer til at gå mange år, før størstedelen af de arvelige sygdomme hos hunde kan diagnosticeres vha. en DNA-test.

Et gen - mange gener

De ovenfor nævnte sygdomme: PRA og von Willebrandt's sygdom skyldes mutationer i et enkelt gen.

Det vil sige at kun et gen afgør om hunden bliver syg eller ej. Dette er langt fra tilfældet for alle arvelige sygdomme. Mange af de betydningsfulde problemsygdomme som HD og albueledsarthrose har såkaldt polygen nedarvning. Dvs. at ikke kun et men mange forskellige gener afgør om hunden bliver syg. Når det gælder polygent nedarvede sygdomme, har miljøpåvirkninger også betydning for udvikling af sygdommen, hvilket gør det hele mere komplekst. Man skal derfor ikke regne med at en løsning ved hjælp af DNA-test for f.eks. HD er lige om hjørnet.

Det er med andre ord i første omgang kun sygdomme forårsaget af et enkelt gen, der er velegnede til DNA-tests.

Markører

Når det nu er så svært at få tilstrækkelig viden om det specifikke sygdomsvoldende gen, kan man af og til klare sig med det næstbedste, nemlig en markør. En markør er et stykke DNA, der sidder lige ved siden af svgdomsgenet, og som derfor nedarves sammen med dette En markør, der sidder så tæt på et gen at de altid nedarves sammen, siges at være koblet til genet. Hvis man har fundet en markør, kan man altså lave DNA-diagnostik uden at vide noget om den mutation, der er årsag til sygdommen. Ulempen ved DNA-diagnostik på baggrund af en markør er, at man ikke kan være 100 pct. sikker på at koblingen mellem markør og sygdomsgen altid er den samme i alle hundefamilier. Man skal derfor i princippet helst have kendskab til koblingsforholdene hos mindst en syg hund i hver familie når man tester ved hjælp af en markør.

Forebyggelse af sygdom

Den arvelige leversygdom kobbertoxicose hos bedlington terriere er blandt de lidelser hvor der nu tilbydes DNA-test på baggrund af en markør. De syge hunde har en defekt der gør, at kobber ikke som normalt bliver udskilt via galden. I stedet ophobes det i leveren, der med tiden bliver ødelagt, nærmest som en skrumpelever. I Danmark blev der sidste år foretaget en screeningsundersøgelse for kobbertoxicose hos bedlington terriere. På baggrund af undersøgelsens resultater er det nu muligt kun at udvælge de avlshunde som er helt fri for svgdomsgenet. Hermed vil det være muligt at avle sygdommen helt ud af populationen.

Hos unge hunde kan DNA-diagnostikken desuden bruges til at forebygge sygdommen i at opstå. En DNA-test kan nemlig afgøre om hunden har den genetisk betingede defekt i kobberudskillelse, der med stor sandsynlighed vil føre til sygdom i leveren senere i hundens liv. Med den viden kan man sammensætte en kobberfattig diæt, og på den måde sikre at hunden faktisk aldrig får sygdommen.

Hvem er faderen?

Tidligere anvendte man bl.a. blodtyper til forældreskabskontrol hos både dyr og mennesker.

Disse systemer har dog en begrænset variation. F.eks. er der et begrænset antal blodtyper, og især for de mest almindelige, gælder det at mange individer kan have samme type. Det betyder at der er en lang række sager der ikke kan afgøres ved hjælp af blodtyper alene.
DNA-teknologien har givet os nogle nye redskaber, der er væsentligt mere sikre. DNA-profiler varierer så meget, at man kan identificere et individ med lige så stor sikkerhed som et fingeraftryk. Det er den samme teknik politiet gør brug af når de bruger DNA-profiler til at fælde forbrydere. Udover at kunne identificere et bestemt individ, har sammensætningen af DNA-profilen den fordel at de, i modsætning til rigtige fingeraftryk, nedarves fra forældre til afkom. Derfor kan den bruges til sager, hvor der er tvivl om f.eks. faderskabet til et kuld hvalpe.

Ligesom med den øvrige DNA-diagnostik er det tilstrækkeligt at have en blodprøve til at isolere DNA fra. Hvis det drejer sig om en faderskabssag må man have blodprøver fra både moderen, hvalpene og de mulige fædre.

Når en tæve er på højdepunktet i sin løbetid, bliver der løsnet nye æg hver dag. Derfor sker det af og til at en tæve føder kuld med to fædre. Når tæven f.eks. føder et kuld på otte, kan man altså risikere at halvdelen er racerene, mens den anden halvdel er krydsninger. Før DNA-teknologiens tidsalder kunne sådan et kuld ikke stambogføres. I dag kan det klares ved at udtage blodprøver fra forældre og hvalpe. De hvalpe der har den "rigtige" far bliver udstyret med en helt almindelig stambog, mens resten må sælges som blandinger.